 |  |
Rejsende med kroniske sygdomme |
 |
 |
Af Kai Tullin, praktiserende
læge
|
Naturligvis kan mange mennesker med en række kroniske sygdomme
rejse til udlandet, men visse forhold, forholdsregler og begrænsninger må dog
iagttages.
|
Forsikringsforhold
Rejseforsikringsbetingelserne bør nøje studeres i alle
enkeltheder før en rejse. Det gælder for alle - også alvorligt syge/kronisk
syge - at man via den offentlige rejsesygesikring eller via en privattegnet
ferierejseforsikring ikke kan få dækket behandlingsudgifter, hvis man med
rimelighed kan forvente, at sygdommen vil medføre et behov for behandling under
udlandsopholdet.
Hvis man er i tvivl om forsikringens dækning, kan man henvende
sig til SOS International, der varetager interessen for den Offentlige
Rejsesygesikring, herunder opgaven med forhåndsgodkendelser, eller til sit eget
forsikringsselskab. Også Forsikringsoplysningen kan i et vist omfang besvare
spørgsmål om dækningen. Enhver der lider af en eller anden form for kronisk
sygdom, bør forud for afrejsen skriftligt sikre sig et såkaldt
'forhåndstilsagn' om dækning.
|
Medbring altid nødvendig og vanlig medicin
Al livsvigtig medicin bør medbringes i håndbagagen og i passende
mængder til hele ferien, idet kufferten erfaringsmæssigt kan ende på nordpolen,
når man selv begiver sig til Thailand. Måske kan medicinen købes i udlandet,
men vil da ofte have et andet navn. Eksempler på livsvigtig medicin er:
Hjerte-, blodtryks-, astma-, epilepsi-, og sukkersygemedicin.
I mange lande er man meget restriktive med indførsel af medicin,
hvorfor en attest udfærdiget på engelsk fra ens egen læge om, at den aktuelle
medicin er livsvigtig og alene beregnet for personligt brug, kan være en
lettelse ved indrejsen.
En sådan attest kan, når der er tale om narkotika/morfika ( for
eksempel morfin, opium, derivater heraf, samt andre stærke smertestillende
præparater), centralstimulerende stoffer, beroligende præparater og
sovemedicin, samt anden medicin, som kan sidestilles hermed, ikke påregnes at
blive godkendt i visse særligt restriktive lande (for eksempel Thailand), hvor
sådanne præparater uanset årsagen ikke må indføres. Risikoen vil være
fængselsstraf og i det mindste en masse 'bøvl'.
|
Forskellige risici for rejsende med kroniske lidelser
-
Alle rejsende, men især mennesker med hjerte-, kredsløbs- og
lungesygdomme vil ved længere flyrejser over tre-fire timer løbe en øget risiko
for udvikling af blodpropper i ben og lunger. Dette skyldes blandt andet den
tiltagende ringe plads på flysæderne, som vanskeliggør bevægelse og dermed
blodcirkulationen. Det er vigtigt at foretage pumpeøvelser med benene med korte
mellemrum, samt en spadseretur i flyets gange mindst én gang i
timen.
-
Kørestolsbrugere, gangbesværede, samt mennesker med
hjerte-kredsløbslidelser og lungesygdomme bør forhåndsorientere sig om mulige
besværligheder under transport, transfers og på destinationen (for eksempel
større niveauforskelle, trapper, handikapvenlighed og mulighederne for
kørestolsbrugere).
-
Temperaturen og luftfugtigheden på destinationen bør tages i
betragtning før afrejsen. Tåler man ikke varme og fugtig luft, er for eksempel
Østen et dårligt rejsemål.
-
Mennesker med
diabetes kan hos
mange flyselskaber bestille diabeteskost under transporten, men også på
destinationen, må man have styr på kosten. Ændring i kosten og den fysiske
aktivitet vil ændre insulinbehovet, ligesom turistdiaré og febersygdomme kan
bringe uorden i reguleringen. Det må derfor anbefales at medbringe
blodsukkermåleren.
-
Endelig kan det anbefales at søge oplysninger om læge- /
hospitalsforholdene på destinationen forud for afrejsen.
Mennesker med meget alvorlige sygdomme (for eksempel cancer og
hiv-smittede) eller mennesker, som kan forventes at kræve akut behandling under
rejsen, vil næppe kunne opnå en 'forhåndsgodkendelse' i forbindelse med en
almindelig forsikring. Mange kan dog få hjælp via patientforeninger eller andre
interesseorganisationer.
|
Læs mere om REJSESYGDOMME
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 03.10.2011
|
|  |
|