 | |
| Kriserne efter 5-9 år - når de voksne glemmer hinanden eller keder sig |
|
|
|
Der er naturligvis mange årsager til, at ægteskabet på dette
tidspunkt er ved at gå i stykker eller går i stykker. Her skal medtages
nogle, som er karakteristiske og generelle efter typisk fem til ni års
samliv.
Enten har parterne for meget at bestille begge to, så de ikke
når deres ægteskab, eller de er begyndt at kede sig.
Et ægteskab kan hygges ihjel. Parterne keder sig, så
ægteskabet ganske stille afgår ved døden. De forsumper åndeligt og
følelsesmæssigt. Et par på restaurant, som er ude at more sig, spiser i
absolut tavshed og kan i flere timer sidde og intet sige til
hinanden.
"Nå, de to er nok gift", siger man med et ondskabsfuldt glimt i
øjet. "De har måske fået talt ud". Til hverdag bliver det til: "Ræk mig
saltet". "Hvem laver kaffe?". "Hvad er der på TV?". "Hvad vil du have, jeg
skal sige til hende, vi har været gift i 8 år og kender hinanden ud og ind?".
De gjorde de nu ikke, da vi her i konsultationen begyndte at tale om de
meninger og følelser, de havde i forhold til hinanden.
Kedsomhed er ikke bare en af ægteskabets værste fjender, men i
øvrigt enhvers værste og farligste fjende.
Af bar kedsomhed kan man få børn, lade sig skille - så sker
der da noget, mens det står på. Man kan også blive alkoholiker eller
simpelthen syg, forsøge selvmord, bliver måske kriminel (se på de kriminelle
unge, som får spænding ved at stjæle knallerter eller biler). Keder man sig,
føles livet som en meningsløshed, lutter tomhed, og karrusellen går bare
rundt og rundt.
"Jeg er træt af, at det altid er mig, der skal tage
initiativet, hvis vi skal noget hjemme hos os. Min mand foreslår aldrig
noget", er en sætning, jeg har hørt mange gange. Eller "Min kone er altid så
træt. Hun vil helst bare være hjemme". Hvad er konen så træt af? Er hun
syg? Har hun for meget at bestille? Eller er hun træt af tid på sit arbejde.
Det påvirker humøret, hans tolerancetærskel bliver lav, så han let bliver
ophidset, og det går ud over "dem derhjemme".
Det modsatte kan også være tilfældet, at han ikke fik den
uddannelse eller det arbejde, han gerne ville have haft, og at han må prøve
at acceptere, at han ikke nåede det mål, som han havde drømt om for ti år
siden. Han forsøger måske at dygtiggøre sig, tjene flere penge ved
ekstraarbejde til opfyldelsen af drømmen om eget hus eller få en uddannelse
om aftenen, hvilket kan være en stor belastning både for ham og familien og
kræver megen overbærenhed og tålmodighed fra alle sider.
Han kan føle sig som et skaffedyr, den, der bare skal punge ud,
og samtidig føle sig fremmed for sin kone og børnene. Konen har måske helt
taget ansvaret og overtaget styringen af hjemmet og børnene, og han kan føle
sig som gæst i sit eget hjem, når han endelig er der.
Man har nu fået næsten alle de materielle goder, man ønskede,
og de fælles interesser med at få bil, måske sommerhus eller båd, holder
ikke ægtefællerne sammen mere.
Endelig kan årsagen til ægteskabets dødvande ligge i, at
begge, eller kun den ene, føler sig fastlåst i roller og vaner og ikke kan se
udvej for ændring. Valget kan stå mellem at gå sin vej og finde nye
morsommere græsgange, blive sammen og fortsætte med at småskændes og kede
sig, eller sammen gøre en indsats for det nedslidte, forsømte
skab.
Sætninger som "Vi har det såmænd meget godt, måske ikke alt
for morsomt, men mere kan man vel ikke forlange" eller "Det rigtige liv er ikke
noget for sådan nogen som os". (Hvad det rigtige liv så er? Det, der skrives
om i Billedbladet og Se og Hør?) Kærlighed, det er noget romantisk pladder,
det tror vi ikke på overhovedet".
Det er resignation og mistrøstighed, som lyser ud af disse
sætninger, og som giver udtryk for, at man lige så godt kan finde sig i sin
skæbne, for "sådan er ægteskabet jo bare".
|
Barnet begynder i skolen:
Nogle ægtefæller tager deres liv op til revision på dette
tidspunkt og finder ud af at starte på en frisk, få mere liv i kludene og
mere ud af samlivet.
En af årsagerne kan være, at det første barn skal i skole, og
kan hænge sammen med, at der sker store forandringer i hverdagen. En indre
uro, om man som forældre har gjort det godt nok, så ens barn kan klare den
omvæltning, det er at komme ud i samfundet, kan begynde at plage.
Hvad med trafikken, kan han mon klare at cykle? Vil han blive
drillet af kammeraterne? Man hører jo så meget. Mon han vil kunne lære at
læse? Han er vel ikke ordblind? "Havde du forresten ikke en fætter, som var
ordblind?" (Forældres forsvarsmekanismer går hurtigt i gang, hvis de bliver
bange for, at deres barn ikke vil kunne klare det hele på lige fod med andre
børn. Det arvelige er altid et godt middel til undskyldninger).
Forældre, jeg har talt med, har følt, at nu skulle deres
opdragelse afprøves, og oplevet, tunge om hjertet, at de skulle give slip på
barnet. Andre udenforstående ville nu gøre deres påvirkning gældende. "Min
søn kom hjem", fortalte en far " og sagde, at det fru Hansen sagde henne i
skolen, var meget klogere end det, jeg havde sagt". "Jeg følte, at der skred
noget inden i mig, for jeg havde jo altid før været den
allerklogeste".
Den amerikanske psykoanalytiker Erik H. Erikson peger på, at
barnet allerede i førskole-alderen begynder at udvikle sin samvittighed, det
vil sige overtage de normer, som forældrene har præget det med. Dette
bidrager til, at forældrene som fysiske personer bliver mindre vigtige som
beskyttere. Barnets egen samvittighed eller forælderen inden i barnet bliver i
stedet en slags beskytter mod verdens mange farer. Denne udvikling fortsætter,
så også barnets psykiske afhængighed af forældrene mindskes.
Det er svært pludselig at give udtryk for sin misfornøjelse
med arbejds- eller rollefordelingen overfor sin ægtefælle, hvis man ikke har
gjort det tidligere. Særlig svært hvis man har påtaget sig rollen som den,
der gyder olie på hjemmets vande for at få dagligdagen til at glide
ubesværet for børnenes skyld.
Måske har man haft travlt med at få alt til at se ud, som om
det fungerede godt og samtidig haft travlt med at være forældre, så man har
glemt hinanden som ægtefæller.
Der pirkes ustandseligt ved forældrenes dårlige samvittighed,
så de bærer rundt på evig skyldfølelse overfor deres børn. De kan hver for
sig føle sig som en dårlig mor eller en utilstrækkelig far.
"Forældre tager sig ikke nok af deres børn" er en overskrift i
et dagblad, og artiklen fortsætter: "De tænker kun på sig selv og er så
materialistiske". Dette er den lille daglige dosis, som vi forældre
indsprøjtes med, så vor skyldfølelse nok skal holde sig levende.Men bliver
vi bedre forældre, fordi vi har skyldfølelse?Jeg tvivler. På den anden side
er det rigtigt, at det er os forældre, der som arkitekter bygger familiehuset
op, og vi kan ikke altid afvise, at det er vores skyld, hvis vore børn
vantrives.
Jeg tror, alle forældre gerne vil give deres børn ømhed,
kærlighed og anerkendelse, og at de ved, at det er det, børnene har brug for.
Men hvor kommer alle de gode, varme følelser fra? De kommer inde fra det
følelsesmæssige overskud, som vi skal have næring til af et andet voksent
menneske, som vi holder af, og som holder af os.Derfor må vi hjælpe hinanden
med at holde varmen.
Det er nødvendigt at være noget for hinanden, hvis man skal
være gode forældre, ellers bliver følelserne overfor børnene udvendige. Man
lader som om, og det kan børn mærke. Det får dem til at vantrives og
protestere.
Vi kan ikke affeje vort barn med en ispind eller en ny cykel,
hvis det er ømhed og omsorg, barnet trænger til.
Der er dejlige feriedage i julen, men i stedet for at få hvilet
ud og nyde hinanden og børnene, føler mange sig forpligtet til at deltage i
familiekomsammener alle juledagene. Også her er prioritering på sin plads.
Det er ikke sikkert, at din ægtefælle er lige så glad for at være sammen
med dine forældre, som du selv er. Måske kunne I fordele jer. Noget andet,
som også skaber ufred, er traditionerne. Den ene vil have hvidt juletræ, den
anden juletræ med flag og krøllede kræmmerhuse med rosiner i. Da det er
bagatellerne, der kan ødelægge den gode stemning, så aftal i god tid,
hvordan I skal have det i år i julen og hold, hvad I lover hinanden og
børnene.
Eksempel: Et ægtepar blev rygende uvenner i julen, så hun kom
og erklærede: "Nu vil jeg skilles, han er en hensynsløs børste". Tre år i
træk havde han pyntet juletræ efter sin smag: Fehår, sølv- og guldkugler og
lameller. I år skulle hun pynte træet med sine egne og børnenes
kræmmerhuse. Det havde de aftalt. Lillejuleaften gik han med juletræsfoden
ind i stuen, låsede døren, og hun hørte ham pusle omkring. "Jeg nænnede
ikke at ødelægge juleaften for børnene, så jeg sagde ikke noget". "1.
juledag var det snevejr det år". "Jeg tog hans juletræ og satte det ud i
sneen, så alt det forlorne glimmer og skidt faldt af". "Så nu kan det være
nok, næste jul vil jeg holde uden ham, sammen med børnene alene".
De blev ikke skilt, men der var andre magtkampe, som ikke
drejede sig om juletræspyntning. De havde været gift i seks år. Den
efterfølgende jul fik jeg et foto med et flot blandet juletræ - Både med
fehår, danske flag og kugler.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.02.2000
|
| |
|
Kostomlægning via point-system... 