Annonce

Ægteskab i krise - om at spille den forurettede

Hvordan skal to mennesker, der mødes med en prægning hjemmefra, få den kærlighed og intimitet, de ønsker sig af hinanden? Så snart forelskelsens rus er forbi, vil spøgelserne fra fortiden begynde at melde sig. På den baggrund kræver det vilje og mod at se virkeligheden i øjnene på godt og ondt. Hvis ikke de unge gør sig aktivt fri af forældrenes (og bedsteforældrenes) skuffelser og sårede følelser, vil atmosfæren i deres ægteskab blive kold. Deres børn kommer måske til at opleve, at den ene af forældrene bruger janteloven til at ydmyge den anden med. Forældrene spiller ´ned med nakken´ og giver dermed sorteper videre til næste generation. I de familier skynder børnene sig ofte at komme ud af hjemmet, så hurtigt det kan lade sig gøre. Forældrene bliver isolerede, fordi hverken børnene eller andre mennesker vil finde sig i det. Desværre må børnene finde sig i det, til de bliver store nok til at søge væk.

Martyrspillet

´Stakkels-lille-mig-spillet´ eller ´martyr-spillet´ er også et såre almindeligt spil og en af gengangerne i generationsmønstret. Både mænd og kvinder spiller martyrer, men der er en overvægt af kvinder. At være martyr betyder, at man ofrer sig, men samtidig føler sig misbrugt og uretfærdigt behandlet. Måske er dette genkendeligt: mor står i køkkenet og vasker op. I stuen sidder resten af familien og hygger sig. Hun er midt i opvaskningsritualet. Tingene bliver gjort hver gang på samme måde: Først skylles glassene og spisebestikket, så er det tallerknernes tur, og til sidst gryderne, som skal tørres af med karkluden. Hun står der alene og tænker: "De andre sidder bare inde i stuen og bryder sig ikke om mig, de elsker mig overhovedet ikke. Hvis nogen skulle tilbyde hjælp nu, kan det også være det samme. Jeg gør det meget hurtigere selv".

Når man spiller martyrrollen og ofrer sig, ønsker man, at de andre skal være en taknemmelige og give en ømhed og kærlighed. Men det får man ikke på den måde, for martyren har nedadbøjede mundvige, martyrglorien er faldet ned og hænger i underansigtet, og martyren lægger en sur, forurettet stemning over hele familien. Martyren får dog en sekundær gevinst, nemlig magt. Magten består i kontrol af hele familiens humør. Men martyren sætter sjældent ord på sine ønsker og forventninger til de andre, for så kunne det jo være, at de gjorde det, og så ryger magten.

Det er en god idé at bede martyren at vaske glorien af i sulfovandet, det er jo lige for, og så hænge den op på et søm inde i stuen og lade den blive hængende. Den lidende, martyrspilleren, får nemlig ofte omgivelserne til at hoppe og springe som kakerlakker, for man skal da også have det lidt hyggeligt indimellem. Hvis en martyr kan bringes til at indse, at det ikke er en hensigtsmæssig måde at få opmærksomhed på, men at hun selv vil have opvasken til side, ikke for de andres skyld, men for sin egen, så er hun allerede kommet et stykke vej med at ændre sig.

Sure mødre får sure døtre

Grunden til, at der er så mange piger, der dyrker dette spil, hænger sammen med, at de har set deres mor gøre sådan, og at de fra hende her har fået signaler om, at de ikke er elskværdige, gode og hjælpsomme nok. Sure mødre får sure døtre, for moderen giver signal til datteren om, at der ikke er noget ved at være kvinde. Ligesom en sur far, som sidder bagved avisen og brokker sig over samfundet og sit arbejde, smitter sine børn og signalerer: Der er ikke noget ved at være mand, livet er kedeligt og en stor trædemølle.

Hvis man i sit hjem oplever, at de voksne i dagevis ikke siger noget til hinanden, er det simpelthen utåleligt og lige til at ryge i luften af raseri over. Atmosfæren er elektrisk og dirrer af indestængte aggressioner. Det gælder om at vinde over den anden ved at tie stille længst. Det er psykisk terror og sætter den psykiske styrke på prøve. "Sur!", siger den ene og kigger op i loftet, mens armene er krydset over brystet. "Hvad skulle jeg være sur over?" Det er desværre de færreste, der kan finde ud af at sige: "Jeg er smaddergal og rasende, men det er ikke dig, jeg er sur på". I stedet er det ofte de nærmeste, det går ud over, selvom galden skyldes noget helt andet. Objektforskydning kaldes fænomenet.

Nogle mennesker spiller ´hold-kæft-spillet´ i dage- og ugevis. Jeg ved ikke, om det er Danmarksmestrene, jeg har mødt, men et forældrepar, der kom i min familierådgivning for et par år siden, havde været ´på skrivning´ i over et år, før de kom til mig. Når man spiller ´holde-kæft-længst´, skal de praktiske ting i hverdagen alligevel fungere, og nogle skriver så sedler til hinanden. Små sedler ligger rundt omkring, en på spisebordet ("Lise er kommet fra skole"), en anden i køkkenet ("Køb et kilo fars og en liter mælk"), en tredje seddel et tredje sted i huset ("Min mor kommer på søndag"). Børnene kan også bruges i de voksnes spil. Mor siger til sønnen: "Kan du lige sige til far, at hans rene skjorter hænger i bryggerset".

Det er lige meget, hvor godt man bor, om gardinerne er hvide, eller man slet ikke har gardiner, for alle har det rædselsfuldt i den spændte, dirrende atmosfære, der opstår i tavsheden. Ingen er vinder i dette spil. Alle i familie er tabere, og jo længere tid, der går, desto mere knitrer elektriciteten. Hvis den ene ikke kan holde det ud, men siger noget, så ryger sarkastiske sætninger gennem luften, og den onde cirkel kan begynde forfra. Hvis man er barn eller ung i sådan et hjem, kan det være svært at råbe de voksne op, men det er alligevel værd at prøve at få dem til at holde op.

Mænd vil ikke være tøffelhelte

Mænd er generelt adversative, hvilket vil sige, at de sætter deres behov, ønsker eller færdigheder op imod andres. Det betyder at konkurrence er et vigtigt aspekt af mandlig adfærd: kamp, slagsmål, konflikter, kontroverser og skænderier. Rituel kamp er et gennemgående træk hos mænd, og det kommer til udtryk i robust leg og idræt.

I en skolegård kan vi for eksempel se, at drengene slås, når de leger, eller når de bliver vrede. Pigerne bruger andre metoder, de sladrer om hinanden, bruger mund og onde ord, eller de anvender iskolde skuldre og udelukkelse.

Mange kvinder opfatter konflikten som en trussel mod samhørigheden og forsøger at undgå konflikten, næsten for enhver pris. Uenigheden afklares helst uden direkte konfrontation, måske gennem manipulation eler intrigeren.

Manden nedkæmper fjenden med kamp. For mænd er konflikt et nødvendigt middel i kampen om status. Det vil sige, at konflikt accepteres, endda bliver opsøgt, budt velkommen og nydt. Denne mandsadfærd kan også ses, når mænd udsætter sig selv for farefulde oplevelser, melder sig til overlevelseskurser, hvor de helst skal klatre op ad et bjerg med lige vægge, gå på kanten af afgrunden eller sejle i en båd ned ad en rivende strøm.

Mange mænd føler sig kommanderet rundt med og talt ned til, hvis kvinderne beder om noget, og det ikke lige præcis er det ordvalg, de synes er brugbart. Hun siger måske: "Skal vi ikke lige vaske op, inden vi spiser?" "Eller skal vi ikke lige gå en tur med hunden, inden vi drikker te?"

En af mine klienter syntes, at hans kone altid skulle bestemme. Han ville gerne gøre noget for fællesskabet, men han ville ikke tyranniseres, som han kaldte det. Hun syntes, at hun fremsatte forslag og ikke stillede krav, således som han opfattede det.

Det samme gælder, når den ene part i et ægteskab skal vise kærlighed på en bestemt måde. "Jeg skal nok selv bestemme, hvordan jeg vil fortælle dig, at jeg holder af dig, og jeg vil ikke have, at du giver ordrer, når vi elsker". Men konen kunne ikke forstå, at hendes mand følte sig trådt på, fordi hun sagde, at hun gerne ville have, at han tog lidt blidere på hende. Denne mands problem var, at han ikke ville have ordrer, hvorimod han gerne ville gøre noget af sig selv. Han oplevede, at hans stolthed som mand blev angrebet. Han ville ikke være en tøffelhelt, som han i øvrigt syntes, at hans far havde været.

Kvinder bryder sig selvfølgelig heller ikke om krav eller ordrer. Man det er for hende oftest langt vigtigere at bevare et stærkt fællesskab og have det hyggeligt, og så hører hun ikke, at der stilles krav til hende, "gør det og gør det", på samme måde som manden. Kvinder er langt bedre til at dække deres egne behov end mænd, og hvor mænd kæmper for at være stærke, kæmper kvinder for trygheden og sammenholdet. Disse forskelligheder smitter selvfølgelig af på kommunikationsmønstret.

Mænd er ikke tankelæsere

Mange kvinder synes ikke, at deres mænd fortæller dem noget. Han er tavs hjemme. Hvorimod han både er charmerende og sprudlende morsom, når de er uden for hjemmet, og han er sammen med andre mennesker end sin familie. Mandens tavshed i hjemmet er en skuffelse for kvinden. Hun kan ikke forstå, hvorfor alle andre skal nyde godt af hans veltalenhed, men ikke hun. "Vi talte da så godt sammen, da vi mødte hinanden", kan hun sige. "Hvem talte?" "Ja, det gjorde jeg, og den gang lyttede han, men da var det jo også nyt og spændende, hvad det ikke er mere, åbenbart".

Mændene føler sig tit urimeligt anklaget af deres koner. "Jeg fortæller min kone alting", kan han sige. "Hun er jo min bedste ven". Ja, sådan føler han, men han fortæller ikke om de tanker og følelser, der rumsterer i ham i løbet af dagen, eller når han vender hjem fra sit arbejde. Han syntes ikke, at det er så vigtigt at fortælle, hvad han føler. "Jamen, det ved min kone da godt. Jeg har fortalt hende utallige gange, at hun er det bedste, der er overgået mig i mit liv". Han syntes, at han i tide og utide - siger, at han elsker hende, men hun kan ikke få nok. Elsker du mig rigtigt, rigtigt, rigtigt?

De fleste kvinder betragter deres helt nære forhold som en beskyttelse mod en fjendtlig, ydre verden. Men det løjerlige er, at spørger du en kvinde: "Hvem er din bedste ven?" nævner hun oftest en helt anden kvinde, måske en gammel skoleveninde, som hun føler, at hun kan være helt fortrolig med.

Kvinder må være mere omhyggelige med at sætte ord på deres ønsker, og mænd må forsøge at lytte til det, der bliver sagt. Mange kvinder opfører sig, som om deres hoved var af glas, og deres mand kan se, hvad de tænker. Det kan han ikke. Han er jo ikke tankelæser. Når man kender hinanden godt, tror man, at man ved, hvad den anden tænker. Det er en fejl, som begge parter begår. Men ligesom børn ændrer og udvikler sig, ændrer og udvikler voksne sig også. I stedet for at sige lige ud, hvordan de gerne vil have, at deres partner skal gøre, tænker de fleste, at det bør han eller hun da vide. Men det gør den anden ikke.

Hvorfor er det sådan? Det skyldes nok den måde, hvorpå mænd og kvinder er opdraget. Vi kan lave om på det ved at udvikle måden, vi lytter på, så vi opfatter budskabet. Også det, der ikke bliver sagt med ord, men gennem handling og gestus.

I min konsultation havde jeg talt med et ægtepar et par gange og prøvet at forklare manden, at han måtte prøve at sætte ord på sine kærlige følelser til konen. Det var meget svært for ham. Men smågrinende fortalte konen mig efter tre samtaler, at nu havde hun forstået, hvad jeg mente, når jeg sagde, at mænd handlede deres følelser ud, og at kærlighed var at give af sit underskud. Hun fortalte, at hun havde ringet til ham inde fra byen, om han ville komme på stationen og hente hende, fordi hun var træt og havde fået for små sko på om morgenen, da hun tog på arbejde. "Da jeg træder ind på perronen, står han der og venter ved siden af sin cykel". "Er du på cykel?" "Ja, bilen er gået i stykker". "Og jeg, der er så træt i fødderne". Han svarede ikke, snuppede min taske og spurtede af sted hjemad. Jeg var rasende. Men da jeg var kommet halvvejs hjem, kom han kørende tilbage på cyklen med et glas vand i den ene hånd og mine sutsko i den anden. Det er kærlighed!"

Sidst opdateret: 01.11.1999