 |  |
For tidlig udløsning - Start-stop teknik |
 |
 |
|
Hvad er for tidlig udløsning (sædafgang) ?
Når en mand stimuleres seksuelt - indirekte eller direkte -
får han som regel rejsning. Yderligere stimulation af penis, fører efter
kortere eller længere tid til udløsning.
Nogle mænd får meget hurtigt udløsning. Det kan give
problemer i det seksuelle samliv, hvis partneren har brug for længere tid for
at komme med, og selv få udløsning.
Da mandens udløsning samtidig fører til, at rejsningen helt
eller delvis forsvinder, og lysten måske også, kan der opstå problemer i det
seksuelle samliv, til gene for begge parter.
Hvis problemet med for tidlig udløsning består gennem længere
tid, og hvis det påvirker det seksuelle samliv på uheldig måde, bør du
forsøge at få gjort noget ved det - sammen med din partner.
I gør klogt i at tale med jeres læge om det, eller eventuelt
blive henvist til en samlivs terapeut. Jeres fælles problem, for det er et
fælles problem, skal løses i fællesskab. Det er ikke noget, manden kan klare
alene.
|
Hvordan behandles for tidlig udløsning ?
Behandlingen - hvis man kan kalde det sådan - består som regel
af flere dele. I den forbindelse vil jeg råde dig til at se på Sunde Råd:
Sansetræning.
Når du har gjort det, kan det være en ide at forsøge at
afhjælpe dit problem med den for tidlige udløsning ved såkaldt stop-start
teknik.
|
Hvordan foregår stop-start teknik ?
-
Du ligger nøgen og afslappet på ryggen. Din partner sidder
eller ligger ved siden af dig. Eller sidder mellem dine adskilte ben. Også
nøgen. Du er passiv, mens hun er aktiv.
-
Hun kærtegner dig, så du får rejsning. Du koncentrerer dig
alene om hendes kærtegn og de fornemmelser og den seksuelle spænding, det
medfører.
-
Når du mærker, at den seksuelle spænding øges, og du har
fornemmelse af, at din udløsning begynder at nærme sig, siger du
til.
-
Hun holder straks op med at kærtegne dig, og den seksuelle
spænding aftager igen. Rejsningen mindskes måske, og nu ved du at du ikke
får udløsning lige med det samme.
-
Så begynder hun igen at kærtegne dig, til du siger stop. På
den måde stopper og starter I tre gange. Fjerde gang fortsætter hun, til du
får udløsning.
-
Det er altså det, man kalder stop- start teknik.
|
Hvor ofte skal man gentage øvelsen ?
Øvelsen gentages så ofte I har lyst og lejlighed til det. Men
husk, du er hele tiden passiv, og hun alene er aktiv. Det er ikke tilladt at
supplere med eller fortsætte med at kærtegne hende, heller ikke selv om både
du og hun skulle have lyst til det. Hvis hun har behov for seksuel udløsning i
denne situation, må hun klare det alene, uden din assistance eller
tilstedeværelse. Du har nemlig brug for at kunne koncentrere dig om dit eget
problem, uden at skulle præstere noget andet på det seksuelle område.
|
Hvornår er man klar til samleje ?
-
Efterhånden lærer du at beherske din udløsning bedre, så
der går længere og længere tid før du siger stop. Så er tiden inde til at
intensivere kærtegnene.
-
Det kan ske ved hjælp af en vandopløselig creme, håndlotion
eller olie, for eksempel mandelolie, som hun smører på hånden, inden hun
kærtegner dig. Hun kan også bruge spyt, eller slim fra skeden.
-
Til sidst kan du også klare dette. Og så er tiden måske inde
til, at I forsøger et egentligt samleje. Du ligger stadig på ryggen, og hun
sætter sig over dig forsigtigt og roligt.
-
Når du så mærker, at du igen behersker din trang til
udløsning, bevæger hun sig forsigtigt op og ned til du igen siger stop. I
starter, når du er klar igen og fortsætter tre gange. Først fjerde gang
fortsætter I til du får udløsning.
-
Hvis I er enige om det, og hvis din partner føler trang til
det, er det en god ide at hun før eller efter samlejet stimuleres af dig,
eller sig selv, til udløsning. Under selve samlejet er det derimod stadig og
alene dine fornemmelser og din udløsning, det drejer sig om.
Denne stop-start teknik må betragtes som et led i en behandling
hos en samlivsterapeut. Som regel opnås de bedste resultater på denne
måde.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.02.2000
|
|  |
|