 | |
| Din partner er et andet menneske |
|
|
Af Karen Zimsen, samlivsrådgiver
|
Vi er hver især helt specielle. Hver gang kimen til et nyt
menneske dannes, er generne anderledes end hos alle andre mennesker på jorden.
Hvert menneskes opvækstvilkår er også splinternye. Det gælder selv for
søskende, som vokser op i den samme familie og derfor - set udefra - skulle
have nøjagtig de samme betingelser, som de andre i den familie.
Hvis mennesker af sig selv forstod, at hver enkelt er
anderledes, ville det være nemmere for os at forstå hinanden. Men som bekendt
er det altid den anden, som har særpræget, og den anden, som ikke er til at
forstå. Hvis man, i stedet for at bekæmpe den andens anderledeshed, lod sig
inspirere af, at den anden ser verden på en anden måde, ville livet ikke bare
blive mere spændende - man ville også vokse og udvikle sig i kraft af den
anden.
|
Når anderledesheden bliver til irration
Når et par lever sammen i hverdagen er det et samspil, som i
heldigste fald får parterne til at gro i positiv retning. I andre tilfælde
opleves det som en spiral, der går nedad, hvor samlivet bliver koldt og
nedbrydende. Det, man forelsker sig i, kan nemlig ofte være det samme, som man
siden bliver irriteret over.
På spørgsmålet: "Hvorfor forelskede du dig i din kone?" svarer
han med et blik på hende: "Jeg syntes hun var så velklædt og velsoigneret
altid, og så var hun samtidig så tænksom." Nu er han vred over at skulle vente
i timevis på, at hun får gjort sig i stand, og at hun bruger for mange penge på
tøj. Hun tager også alting så tungt. Hvis man spørger hende om det samme, kan
hun svare: "Han var så munter dengang og tog verden så dejlig let. Hans "det
går nok" var en lettelse for mig, der er ret bekymret for mange ting." Men hvad
siger hun nu, seks år efter at de er flyttet sammen? - At han er overfladisk og
ikke tager ansvar for noget som helst, er et rodehoved, ikke kan se
nullermændene og ikke tager sig nok af barnet.
I min lange praksis som parterapeut er der nogle mønstre, der
gang på gang har vist sig for mig:
|
Kvinderne er hurtigere og tager kontrollen
Kvinderne er ofte hurtigere i tankegangen end mændene. Manden
halter efter hende i opfattelsen, men til gengæld går han mere i dybden og
husker tingene i længere tid, når han først har fattet, hvad det handler om.
Problemet er, at hun allerede har tænkt videre, når han kommer til sin
konklusion. Mange mænd bryder sig ikke ret meget om det.
Samtidig er det ofte kvinden, der har kontrollen, når det drejer
sig om at få planlagt hverdagen og få den til at fungere - også selv om hun har
fuldtidsjob. Manden og børnene kan føle sig presset op i en krog, mens hendes
ego blomstrer og breder sig. Det kan selvfølgelig være rart, at alting er
planlagt, så man blot får at vide: "Det skal du gøre." Man behøver ikke at tage
ansvar eller tænke selv. Men i længden går det absolut ikke. Hun kommer til at
føle sig misbrugt og overarbejdet (hvad hun også er), mens han føler sig
nedvurderet og evigt kritiseret for alt det, han ikke gør - og når han gør
noget, for måden han gør det på.
|
Mændene lukker sig inde
Men det allersværeste er nok, at manden ofte lukker sig inde,
hvis konen vil tale om følelser eller andre ømtålelige emner. Kan hun ikke nå
ham med almindelig taletone, begynder hun at råbe. Han tier, så hun råber
højere og højere. Resultatet er, at han trækker sig, og hun føler sig magtesløs
og som en skrappedulle (hvad hun også er blevet). Han kommer måske senere og
senere hjem fra arbejde, orker ikke at høre på evig kritik, at møde afvisning
og surhed.
Når vi har det koldt derhjemme og ikke kan nå hinanden, hverken
følelsesmæssigt eller i sengen, udsættes vi for fristelserne på arbejdspladsen,
lader os forelske, falder for én, der fortæller én, at man er dejlig, og som
endelig "forstår alt". Det dårlige klima derhjemme gør utroskaben mere
lokkende.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.02.2000
|
| |
|
Catapresan mod hedeture? 
