 | |
| Det typiske skizofreniforløb |
|
|
Af Merete Nordentoft, overlæge,
professor, dr. med., speciallæge i psykiatri
|
1: Henvendelse hos den praktiserende læge
Når man henvender sig hos sin praktiserende læge med mistanke om
en
psykiatrisk lidelse
vil lægen starte med at udspørge om, hvordan sygdommen er startet, og hvilke
symptomer man oplever lige nu.
Drejer symptomerne sig for eksempel om
hallucinationer eller
vrangforestillinger vil der for lægen være tegn på, at der kan være tale
om
skizofreni. Lægen vil
derfor fokusere på at spørge ind til symptomerne. Hallucinationer kan optræde
på alle fem sanser, men som oftest er hørehallucinationer. Det andet hyppige
symptom ved skizofreni er vrangforestillinger, som kommer til udtryk ved, at
man har forestillinger om at være særligt udvalgt, forfulgt og generet af andre
eller bagtalt eller citeret af andre eller i medierne. Derudover kan det dreje
sig om symptomer så som inaktivitet og social tilbagetrækning. Lægen vil også
spørge til andre symptomer som angst og depression.
Hvis lægen vurdere, at der kan være tale om skizofreni, vil han
ofte henvise til behandling i særlige tilbud for unge med debuterende psykose
(OPUS-teams). Disse behandlingstilbud findes nu i alle regioner i Danmark.
Behandlingstilbuddet omfatter mulighed for tilknytning til en fast
kontaktperson i et to- eller tre-årigt forløb, mulighed for inddragelse af
familien og tilbud om at deltage i forskellige gruppeaktiviteter.
Hvis der ikke er et OPUS –team i området kan lægen henvise til
behandling i et distriktspsykiatrisk center, hvor man kan få samtaler med en
læge blive tilknyttet en kontaktperson.
-
Undersøgelser: Den praktiserende læge vil
basere sine undersøgelser udelukkende ved at samtale med patienten.
|
2: Henvisning til psykiater
Hvis patienten har symptomer, der giver mistanke om skizofreni,
vil en henvisning til en psykiater altid være relevant. Henviser lægen enten
til OPUS eller til psykiater, er OPUS, hvis muligt, første valg.
Aldersgrænserne for at benytte OPLUS varierer lidt i regionerne, men 18-30
eller 35 er det mest almindelige
Hvis symptomerne er voldsomme, og patienten er meget forpint af
dem, er det muligt for lægen at henvise direkte til indlæggelse på psykiatrisk
afdeling. Symptomerne kan være så ubehagelige, at patienten har svært ved at
klare dagligdagen, og der kan også være symptomer, som kan være vanskelig for
omgivelserne at håndtere, så som uforudsigelig adfærd eller
selvmordsfare. I de
tilfælde kan det være nødvendigt at pårørende prøver at hjælpe den syge med at
få hjælp. I alvorlige tilfælde kan indlæggelse blive nødvendigt via egen læge,
lægevagt eller
psykiatrisk skadestue
-
Ventetid: Ventetiderne på OPUS behandling
varierer. Mange steder er der ikke nogen væsentlig ventetid, men i København er
der for øjeblikket op til et års ventetid.
|
3: Udredning
For at kunne stille diagnosen vil psykiateren spørge grundigt
ind til forløbet og de aktuelle symptomer. Psykiateren vil således systematisk
spørge ind til en lang række symptomer, og der kan derfor være tale om en eller
flere samtaler hos psykiateren, inden diagnosen stilles.
Patienten skal ikke altid indlægges. Cirka halvdelen af alle med
debuterende skizofreni starter med at få ambulant behandling, og nogle klarer
sig helt uden indlæggelse.
I løbet af de første lægesamtaler skal man gennemgå et
systematisk diagnostisk interview, det vil sige en samtale hvor lægen systematisk
udspørger om symptomer ved brug af en spørgeguide.
-
Ventetid: Diagnosen kan oftest stilles i løbet
af de første samtaler, men der kan være tvivlstilfælde, hvor det tager længere
tid
|
4: Diagnose
Psykiateren kan ofte stille diagnosen efter en eller et par
samtaler, men der kan være tilfælde, hvor der kan være tvivl om diagnosen i
flere år. Det sker specielt, hvis der også forekommer stemningsmæssige
symptomer (mani eller depression), eller hvis der er et samtidigt misbrug, der
gør det vanskeligt at afgøre, om symptomerne er forårsaget af
misbruget.
Man anbefaler desuden, at der bliver gennemført en psykologisk
testning af kognitive funktioner. Det er en test, der undersøger
indlæringsevne, hukommelsesfunktioner (både ord og billeder) og
planlægningsevne. Man anbefaler, at alle som skal fungere i arbejde eller
uddannelse testes, men det er ikke alle steder, der har tilstrækkelig kapacitet
til at teste alle.
|
5: Behandling
Medicinsk behandling
Det er målet med den medicinske behandling at finde det
præparat og den dosis, der virker bedst og med færrest bivirkninger hos den
enkelte. De forskellige præparater har stort set samme antipsykotiske effekt,
men forskellige bivirkningsprofiler. Og da man ikke på forhånd kan afgøre, hvilket
præparat, der vil have den største effekt hos den enkelte, vil man vælge
præparat efter bivirkningsprofilen. Hvis præparatet ikke har tilstrækkelig
effekt indenfor 4-6 uger, må man prøve med et andet præparat. Det er en hyppig
fejl i behandlingen at være for utålmodig efter effekt og derfor gribe til
præparatskift, inden man har afprøvet det første præparat i tilstrækkelig lang
tid.
-
Ventetider: Den medicinske behandling kan
oftest starte allerede efter den første eller et par samtaler hos
psykiateren.
Støttende samtaler og praktisk hjælp
Den medicinske behandling kan med fordel blive fulgt op med
støttende samtaler, mest optimalt hos en kontaktperson som kan være en
sygeplejerske, ergoterapeut, psykolog eller socialrådgiver, der har mulighed
for at hjælpe med at finde løsninger på eventuelle belastende faktorer i
dagligdagen.
Mange har, udover symptomerne, en række mere praktiske problemer,
som har tårnet sig op, fordi patienten ikke har haft overskud til at gøre noget
ved dem. Derfor kan det være en stor hjælp at få støtte til at løse nogle af de
vanskeligheder, der kan virke helt uoverskuelige. Det kan være økonomiske
problemer eller problemer i forhold til arbejde og uddannelse. I nogle
tilfælde kan det også dreje sig om vanskeligheder med at passe boligen.
Inddragelse af familien i behandlingsforløbet
Det er en rigtig god idé at inddrage familien så tidligt i
forløbet som muligt. Familien kan bidrage med at belyse sygdomsforløbet, og kan
desuden være en støtte i bearbejdningen af den information, som patienten
modtager hos psykiateren og kontaktpersonen. Desuden kan det være en stor hjælp
for de pårørende at få svar på spørgsmål, der har betydning i dagligdagen. Det
er dog den diagnosticerede selv, det bestemmer, om familien skal
inddrages.
Psykosociale tilbud
Psykosociale tilbud bør være en fast del af behandling, men
det er meget individuelt, hvor meget behandling den enkelte har brug for. Det
kan være tilbud om psykologsamtaler, deltagelse i grupper der fokuserer på
arbejdsmarkedtilknytning eller kost og fysisk aktivitet. Man drøfter sammen med
kontaktpersonen, hvilke tilbud der vil være relevante.
-
Ventetid: Der kan være ventetid på
deltagelse i grupper op til et halvt år
Andre behandlingstilbud
Mere specifikke terapeutiske behandlingstilbud kan også være
relevante. Det kan dreje sig om træning af sociale færdigheder,
selvtillidstræning, deltagelse i behandlingstilbud med kognitiv adfærdsterapi
eller træning af kognitive funktioner. Der kan også være tale om fysiske
aktivitetstilbud.
-
Ventetid: Der kan være op til et halvt års
ventetid på disse tilbud
|
6: Det fortsatte forløb
I forløbet efter diagnosen er stillet, og behandlingen er sat i
gang, er det godt at have en hyppig kontakt med sin kontaktperson. Det er en
fordel, hvis kontaktpersonen indgår i et tværfagligt team, hvor er også er en
psykiater. Dette er for eksempel tilfældet med OPUS –teams.
Typisk vil der være ugentlig kontakt mellem den diagnosticerede
og kontaktpersonen, og i starten vil der også være brug for et par samtaler med
psykiateren for at vurdere opstarten af medicinen samt kontrol af virkninger og
bivirkninger. Der vil ofte være behov for regulering af medicinen undervejs.
Der kan for eksempel være tale om justering af dosis eller om skift til et
andet præparat, hvis virkningen af det anvendte præparat ikke er god nok, eller
hvis bivirkningerne er generende.
-
Ventetid: Der er ingen ventetid på at blive
tilknyttet en kontaktperson.
|
Hvad er udsigten for fremtiden?
Opfølgningsundersøgelser tyder på, at langtidsprognosen ved
længerevarende psykoser i det skizofrene spektrum kan illustreres med følgende
fordeling:
-
20 procent klarer sig selv i egen bolig, går på arbejde, har
ikke symptomer og klarer sig uden hospitalsindlæggelser
-
35 procent har ikke psykosesymptomer, men kan have problemer
enten med negative symptomer, lavt socialt funktionsniveau eller er ude af
stand til at klare et arbejde.
-
30 procent har psykosesymptomer, men klarer sig uden at være
langvarigt indlagt eller på institution
-
15 procent har vedvarende behov for enten hospitalsindlæggelser
eller ophold på institution, hvor der er god personaledækning
Skizofreni er således en alvorlig sygdom med en meget stor
variation af sygdomsgrad og forløb. Enhver patient med skizofreni har
imidlertid en livslang betydelig risiko for psykotiske gennembrud, men for de
fleste er der gode muligheder for at få symptomerne under kontrol.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 21.01.2011
|
| |
|
