 | |
| Pårørende bør inddrages i behandlingsforløbet |
|
|
|
Det påvirker hele familien, når en ung bliver
diagnosticeret med skizofreni. Ikke blot er det et chok men også et nyt liv,
hvor alle familiens medlemmer skal lære at navigere på ny. Netdoktor har talt
med Knud Kristensen, der er Landsformand for foreningen Sind, om hvorfor det er
så vigtigt, at hele familien bliver lyttet til, og hvad de pårørende kan
bidrage med i behandlingsforløbet.
|
Verden bliver spejlvendt
”At have et barn eller anden nær pårørende, der får diagnosen
skizofreni, er som
om, at verden natten over bliver spejlvendt. Man ved pludselig ikke, hvordan
man skal agere og forholde sig til den nye situation. Det skal man først til at
lære.” Sådan beskriver Knud Kristensen den første tid for pårørende til en
nydiagnosticeret med skizofreni.
Som familie vil man utvivlsomt støde på et hav af nye
situationer, som skal takles. De fleste forældre gør det så godt de kan, og
læser sig måske til mange oplysninger om sygdommen, hvilket er en rigtig god
idé. Men man kan ikke læse sig til alt, for ofte kan det være små konflikter i
dagligdagen, der fylder meget, og her kan faglitteraturen ikke komme de
pårørende til udsætning.
|
Familieinddragelse i OPUS
 |
|
Om OPUS
OPUS er et behandlingstilbud til unge med skizofreni alderen
18-35 år og vil typisk foregå i distriktspsykiatrisk regi, men kan også
suppleres med besøg i hjemmet.
Et OPUS team består af psykiatere, sygeplejersker,
ergoterapeuter og socialrådgivere.
Det er en del af OPUS tilbuddet, at den diagnosticerede får en
fast kontaktperson, og at der tilbydes familieterapi.
Ønsker man at komme i kontakt med et OPUS-team, skal man bede
sin egen læge om at henvise til OPUS eller det særlige tilbud til unge med
psykose. Hvis lægen ikke kender noget til OPUS, så kan man henvende sig til den
region, hvor man bor og bede om at få oplyst, hvor man kan finde det nærmeste
OPUS-tilbud .
|
|
|
Knud Kristensen fortæller, at mange familier har haft stor gavn
af at være en integreret del af det
behandlingsforløb,
enhver med skizofreni vil gennemgå. Familien er den syges allervigtigste
ressource, og det er af afgørende betydning, at de pårørende også bliver
anerkendt og får støtte i den svære situation, de står i.
Flere steder i landet har man et tilbud til unge med skizofreni,
der hedder OPUS. Her bliver både den syge selv samt familien (både forældre og
søskende) undervist i sygdommens mekanismer – for eksempel
symptomer, behandling og
tilbagefald. Dette
kaldes for psykoedukation.
Familieinddragelsen begynder typisk kort tid efter, diagnosen er
stillet, og vil bestå af:
-
Individuelle møder med familien hurtigst muligt efter
diagnose
-
Løbende kontakt med familien
-
Undervisningsdage om symptomer, behandling, tilbagefald
mv.
-
Indslusning i flerfamiliegrupper
Det er meget almindeligt, at de pårørende føler stor frustration
over situationen og ved diagnosetidspunktet ikke har særlig stor viden om
sygdommen. De fleste pårørende kan sikkert også nikke genkendende til at have
kritiseret den syge for at skulle ’tage sig sammen’. I mange familier er der
opstået så negative kommunikationsmønstre, at familierne skal have hjælp til at
bryde den negative kommunikation, både for at skabe en bedre atmosfære og et
bedre familieliv, men også for at forhindre tilbagefald hos den
syge.
|
Flerfamiliegrupper
Alle familier, der har en pårørende i OPUS, vil desuden blive
tilbudt at indgå en såkaldt flerfamiliegruppe, hvor familierne kan hjælpe
hinanden med dagligdagens udfordringer. En flerfamiliegruppe består af 4 til 7
patienter og deres pårørende. Gruppen mødes cirka en gang hver anden uge sammen
med to behandlere fra teamet.
”Man kan tage alle slags problematikker op i gruppen. Ofte er
det helt konkrete problemer, der bliver debatteret, fordi disse problemer kan
fylde meget i familielivet. For eksempel har jeg hørt om en far og en mor, der
ikke kunne få deres søn til at tage sin medicin. Det havde skabt mange
bekymringer og været årsag mange konflikter. En i gruppen foreslog at lade en
hjemmesygeplejerske komme og give sønnen medicin. Dette blev en meget enkelt
løsning på et problemet og er et godt eksempel på, hvad man kan bruge hinanden
til,” siger Knud Kristensen.
|
Det hjælper at inddrage familien
En anerkendt, amerikansk psykiater, William McFarlane, har i en
omfattende undersøgelse påvist, at det er afgørende at inddrage familien i
terapien og som en del af forløbet med den syge. Tilbagefaldsrisikoen for de
tre testgrupper var:
-
En tilbagefaldsrisiko på 65 procent i den testgruppe hvor der
kun blev givet medicinsk behandling.
-
En tilbagefaldsrisiko på 40 procent i den testgruppe hvor den
medicinske behandling blev kombineret med samtaleterapi.
-
En tilbagefaldsrisiko på 9 procent hos den sidste testgruppe,
der både modtog medicin, samtaleterapi, og hvor de pårørende også var
involverede.
Det er netop familien, der kender den syge allerbedst og derfor
kan være med til at forebygge tilbagefald og kriser. Familien er en enorm
ressource, hvis de får støtte, og de er desuden en vigtig informationskilde,
når det handler om at kortlægge den adfærd og de advarselssignaler, den
skizofrene kan udvise før et tilbagefald.
|
Pårørende skal passe på sig selv
Det er ingen hemmelighed, at det til tider kan trække lange
veksler på en familie at være pårørende til en skizofren. Derfor er det
vigtigt, at familien drager omsorg for hinanden, og at man selv er god til at
sige fra eller meddele, når man ikke kan mere.
”Familiens medlemmer bliver slidt forskelligt og på forskellige
tidspunkter. Derfor er det vigtigt, at man også internt i familien hjælper og
aflaster hinanden, så man indimellem kan få en tiltrængt pause”, fortæller Knud
Kristensen.
Ifølge Knud Kristensen bør man helt konkret sætte grænser – også
overfor den syge. Der skal være klare rammer og helt klare aftaler, så man ikke
bliver slidt ned. For udeboende børn kan man for eksempel have en klar aftale
om, hvor mange gange han eller hun må ringe og på hvilke tidspunkter af dagen.
Eller man kan lave en klar aftale om samvær – for eksempel at man besøger den
syge på bostedet en gang om ugen, eller at den syge kommer hjem til varm mad
hver søndag.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 25.02.2011
|
| |
|
