 | |
| Pårørendes rettigheder på hospitalet |
|
|
Af Sille
Kristine Rasmussen, Redaktør, Netdoktor
|
Det kan være meget overvældende, når én, man holder af, bliver
syg og indlagt på hospital. Ud over den følelsesmæssige belastning er der også
en række praktiske regler og retningslinjer på sygehuset, man skal forholde sig
til. Denne artikel giver dig et indblik i nogle af de mest elementære
rettigheder, man har som pårørende til en voksen indlagt person. Er man
pårørende til et barn gælder helt særlige hensyn og regler, som man kan få mere
at vide om på hospitalernes børneafdelinger.
|
Hvad betyder samtykke?
En patient, der er myndig, bestemmer altid selv, om lægerne skal
påbegynde undersøgelser og behandling. Man kalder det, at patienten giver sit
samtykke. Dette kan gøres skriftligt, mundtligt eller efter omstændigheden
stiltiende. Samtykket skal altid være et informeret samtykke, hvilket betyder,
at patienten skal være grundigt informeret om sin sygdom, de evt. forskellige
behandlingsmuligheder samt bivirkninger og konsekvenser ved at til- og fravælge
undersøgelser og behandling.
|
Hvem defineres som nærmeste pårørende?
Når man taler om ’nærmeste pårørende’ i hospitalsregi, er det
altid patienten selv, der afgør, hvem der er nærmeste pårørende. Det vil typisk
være en ægtefælle, samlever, forældre, søskende eller voksne børn, men behøver
ikke nødvendigvis at være familie. Det kan også være en anden person der står
patienten nærmest. Hvis der er tvivl blandt de pårørende om, hvem der er
nærmeste pårørende, eller patienten ikke selv er i stand til at definere det,
er det personalet på hospitalet, der afgør det.
|
Hvem bestemmer hvor meget pårørende skal inddrages?
Som pårørende har man ikke krav på at blive inddraget i
patientens behandlingsforløb. Det er patienten, der bestemmer, hvem af de
pårørende, sundhedspersonalet må udtale sig til angående sygdommen, og hvor
meget information personalet må give. Patienten bestemmer også, om den
pårørende må se journalen. Alt dette underskriver den syge som regel en
skriftlig fuldmagt om. Sundhedspersonalet er med andre ord underlagt en
tavshedspligt, som personalet ikke må bryde, og det kan nogle gange opleves som
meget frustrerende for de pårørende.
Som pårørende vil man ofte gerne vide så meget som muligt, og
det kan derfor være svært at acceptere, at man ikke må tale med lægen og se
journalen, uden at patienten har givet lov til det. Men her skal man huske på,
at det faktisk kan være ubehageligt at vide mere end den syge selv ved – for
eksempel om prøver eller undersøgelsesresultater, som lægerne måske endnu ikke
har informeret patienten grundigt om. Man kan selvfølgelig altid stille
generelle spørgsmål til sundhedspersonalet om sygdommen, ligesom man også kan
tale med personalet om, hvordan man selv oplever situationen og
behandlingsforløbet.
Endelig har man altid lov til at give sundhedspersonalet
oplysninger, som, man mener, kan bidrage til at give patienten den bedst mulige
behandling. I nogle tilfælde - for eksempel i forbindelse med psykiatriske
eller livstruende sygdomme - kan de pårørende endda supplere med oplysninger,
som kan have meget stor betydning for det videre behandlingsforløb. For
eksempel hvis den pårørende ved, at en patient, som er indlagt med en blodprop,
ikke har taget den blodfortyndende medicin, som vedkommende har fået ordineret
på et tidligere tidspunkt. Eller hvis den pårørende ved, at den psykotiske
patient på det seneste er begyndt at tale meget om at tage sit eget
liv.
|
Hvad er fordelen ved at inddrage den pårørende?
Man kan undgå mange misforståelser ved, at den syge og de
pårørende sammen finder frem til, hvor meget de pårørende skal inddrages i
forløbet. De fleste patienter ønsker, at deres pårørende skal være en del af
forløbet og have information undervejs. Dels fordi det kan være rart at have
nogen at gennemgå sygdomsprocessen sammen med, og dels fordi det er en stor
fordel, at den pårørende kender til både sygdomsforløb og behandling, hvis
sygdommen er kronisk eller skal viderebehandles, efter at patienten er
udskrevet. Den pårørende får dels en større forståelse for eventuelle ændringer
i den syges liv og kan desuden være behjælpeligog støtte med forskellige ting
efter udskrivelsen – for eksempel huske patienten på at tage sin medicin eller
hjælpe patienten med genoptræning mv. Endelig kan det være en fordel at den
pårørende er med til samtaler med lægen, fordi den pårørende kan være opmærksom
på andre ting i samtalen end patienten, og det kan være rart at have en at tale
med efter samtalen.
Som pårørende kan man nemt komme til at ville tage over og
styre, men det er vigtigt, at man husker at respektere den syges valg og ønsker
undervejs.
|
Hvornår kan pårørende inddrages uden patientens
samtykke?
I de tilfælde, hvor patienten ikke selv kan varetage sine
interesser - hvis patienten for eksempel er bevidstløs eller meget psykisk syg
– giver reglerne om tavshedspligt mulighed for, at personalet taler med de
nærmeste pårørende om sygdommen uden patientens samtykke. Her skal
sundhedspersonalet så vurdere, at det vil være mest hensigtsmæssigt for
patienten og/eller de pårørende at videregive fortrolige oplysninger, så den
pårørende bedre kan forstå, hjælpe og støtte patienten.
I særlige tilfælde kan sundhedspersonalet videregive oplysninger
om patientens helbred, selvom patienten ikke ønsker det. Her skal
sundhedspersonalet skønne, at den syge ikke er i stand til at forstå og
overskue at give sit samtykke, eller at en samtale med de pårørende, overstiger
hensynet til patientens eventuelle ønske om fortrolighed. For eksempel i
tilfælde af at patienten lider af en alvorlig smitsom sygdom, som der er
overhægende fare for, at pårørende kan blive smittet med, hvis de ikke bliver
informeret om den.
|
Hvornår overgår retten til samtykke til de pårørende?
Hvis patienten på længere sigt ikke vil være i stand til tage
stilling til, hvad der skal ske, kan de pårørende varetage patientens
rettigheder i forhold til det videre behandlingsforløb. Det betyder, at læger
og sygeplejersker skal orientere de pårørende om den syges helbredssituation,
og at de pårørende skal give deres samtykke til, at der skal i gangsættes eller
ændres behandlingsstrategi. Det er op til sundhedspersonalet at vurdere, hvilke
oplysninger de pårørende bør have for at kunne varetage patientens interesser
bedst muligt. Det er også sundhedspersonalet, der skønner, om det er relevant
for de pårørende at få aktindsigt i den syges journal, og hvilke passager der i
så fald vil være relevante.
|
Hvornår kan sundhedspersonalet handle uden samtykke fra
patient/pårørende?
Der er nogle tilfælde, hvor sundhedspersonalet kan handle uden
samtykke fra hverken patient eller pårørende. For eksempel hvis den syge har
brug for akut, livsvigtig behandling i forbindelse med trafikulykker,
hjertestop og lignende. Også i forbindelse med tvangsindlæggelse, kan man blive
behandlet med medicin, selvom hverken én selv eller de pårørende har givet
samtykke.
Endelig kan sundhedspersonen vælge at handle mod de pårørendes
samtykke, hvis personen vurderer, at de pårørende bruger deres ret til samtykke
på en måde, der skader patientens helbred og behandling. For eksempel hvis de
pårørende ikke vil give deres samtykke til, at patienten får medicin, som kan
redde patientens liv eller hindre, at patienten får alvorlige varige mén.
|
Hvad kan de pårørende få at vide, hvis patienten dør?
Sundhedspersonalets tavshedspligt ophører ikke, hvis patienten
dør. Dog kan sundhedspersonalet orientere de efterladte om den afdødes
sygdomsforløb, dødsårsag og måde, patienten afgik ved døden på. Disse
oplysninger kan som udgangspunkt kun videregives, hvis sundhedspersonalet
antager, at det ikke vil være imod afdødes ønske, eller at de pårørende ikke
formodes at have private interesser. Eksempelvis kan de efterladte ikke blive
oplyst om, at en person har begået selvmord, hvis afdøde ikke har ønsket, at de
pårørende skulle vide noget om dette. I særlige tilfælde kan sundhedspersonalet
vurdere, at der er særlige forhold, som berettiger videregivelse af
oplysninger, mod patientens samtykke. I så fald skal oplysningerne være af
åbenbar almen interesse eller have væsentlig betydning for de efterladte – for
eksempel hvis de pårørende ønsker at føre en klagesag over den efterladtes
behandlingsforløb.
I de fleste tilfælde har afdøde ikke nedlagt forbud mod
videregivelse af oplysninger, og sundhedspersonalet kan som regel opfylde de
efterladtes behov for at blive orienteret om, hvordan den syge afgik ved
døden.
|
Livstestamente
Hvis man har gjort op med sig selv, at man ikke ønsker
livsforlængende behandling, i tilfælde af at man er uafvendeligt døende eller
vil ligge hjælpeløs hen uden tegn på bedring, kan man oprette et
livstestamente. På den måde sikrer man, at lægerne følger dette ønske, selvom
man ikke længere selv er i stand til at formidle det selv. Hvis man fortryder,
kan man altid tilbagekalde de ting, man har skrevet ned i testamentet – dels
ved at meddele dette til den behandlende læge eller til
Livstestamenteregisteret.
Så længe patienten er ved bevidsthed, er det således patientens
eget samtykke, der gælder. Det er først i det øjeblik, at lægerne varigt ikke
længere kan komme i kontakt med patienten, at Livstestamentet træder i kraft.
Livstestamentet giver ikke mulighed for aktiv dødshjælp, så lægerne har ikke
lov til at give en behandling, som fremskynder døden.
Alle danskere, der er fyldt 18 år, kan oprette et
Livstestamente. Man kan læse mere om Livstestamente og oprettelse af dette på
den offentlige portal
www.borger.dk.
Som pårørende er man nødt til at respektere den syge patients
egen vilje. Det betyder, at man ikke kan nedlægge forbud mod, de ønsker, der
står opført i et livstestamente, der er registreret i Livstestamenteregisteret.
Den syge behøver ikke orientere de nærmeste pårørende om testamentet, men det
er en god idé at gøre det, så de pårørende kender den syges beslutning.
|
Gode råd til den pårørende
Der er ikke en færdig opskrift på, hvordan man er en god
pårørende, da både mennesker og sygdomsforløb er meget forskellige. Sammen med
den syge må man derfor prøve sig frem og tale om, hvordan man bedst kan hjælpe.
Her er nogle eksempler:
-
Som pårørende er man den, der kender patienten bedst og spiller
derfor også en vigtig rolle som mellemled mellem sundhedspersonalet og den
syge. For eksempel ved at hjælpe med at fortælle personalet på afdelingen om
patientens hverdagsrutiner, vaner og ønsker, så opholdet kan blive så godt for
patienten som muligt.
-
Hvis den syge er svækket af sin sygdom eller har svært ved at
overskue sit sygdomsforløb, kan den pårørende være støttende ved at
videreformidle den syges ønsker til personalet. Det kan for eksempel være
ønsket om mere information eller ønsket om at få ventetiden på en behandling
forkortet mest muligt.
-
Hvis den syge giver sit samtykke, kan man også deltage i
samtaler med lægen og her hjælpe patienten med at stille afklarende spørgsmål
og få tilstrækkelig information. Deltagelse i disse samtaler gør også, at den
pårørende bliver bedst muligt rustet til at hjælpe patienten efter
udskrivelsen.
Det kan kræve mange kræfter at være pårørende – især hvis det er
et alvorligt eller længerevarende sygdomsforløb. Hvis man samtidig har arbejde
og en familie at tage sig af, kan det være svært at få det hele til at hænge
sammen. I sådanne situationer er det vigtigt ikke at kræve det umenneskelige af
sig selv, men prøve at få sin hverdag arrangeret, så man har tid og kræfter til
at støtte den syge. Måske kan man tale med sin arbejdsgiver om at gå ned i tid
i en periode. Eller bede om hjælp fra familie og venner til nogle af tingene i
hjemmet. Det er samtidig vigtigt at huske, at personalet på afdelingen også kan
støtte patienten i det tidsrum, man ikke selv er der, og at man derfor ikke er
helt alene med opgaven.
Selvom sygdommen fylder meget, er det en god idé ikke at sætte
hele sit liv til side og lade alt handle om sygdom. Det gælder både af hensyn
til sig selv og den syge. Ved også at opsøge nogle positive oplevelser får man
mere overskud og kan dele de gode oplevelser med den syge.
|
Læs mere om GODT GENNEM SORG OG KRISE
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 12.04.2010
|
| |
|
længevarende menstruation -... 
