 | |
Af Karin Kaas, journalist
|
En flytning som 16-årig satte gang i to år med
grovspiseri og opkastninger. Sygdommen forsvandt, da Anette Craig skiftede
miljø, men de to år var et rent helvede. I dag bruger hun en del af sin tid på
unge med spiseforstyrrelser. Hendes råd til de pårørende er, at de skal være
der og lytte, men ikke tro, at de bare kan få sygdommen til at gå
væk.
Hun var ikke overvægtig. Hun var heller ikke specielt utilfreds
med sit udseende. Men alligevel reagerede Anette Craig med at udvikle
bulimi, da hun som 16-årig blev
flyttet fra de vante nordsjællandske omgivelser og ind til byen.
Det var en voldsom omvæltning for hende at komme væk fra
vennerne og ind på den handelsskole, som hun aldrig rigtig fandt sig tilrette
i. Så de to år hun gik der, spiste og spiste hun og kastede så det hele op
igen. Og forældrene – eller andre for den sags skyld – fandt aldrig ud af,
hvordan det var fat med hende.
Det hører med til historien, at hun havde gode muligheder for at
gemme det. Hun boede i kælderen i familiens hus, så når middagen var overstået,
forsvandt hun lynhurtigt derned for at komme af med maden igen. Senere listede
hun sig så op af bagtrappen for at smide brækposen i
skraldespanden.
 |
|
Nyt & Sundt - gratis
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den
indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i
samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de
tidligere numre og tilmelde dig på
Sygeforsikringen danmarks hjemmeside. Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage
nyhedsbrevet.
|
|
|
- Jamen det hele var ad helvede til. Jeg savnede min venner, og
mine forældre var idioter, fordi de havde bestemt, at vi skulle flytte. Og
samtidig var jeg jo i en ømfindtlig alder, hvor jeg vel ikke rigtig kunne finde
ud af, hvem jeg var, siger Anette Craig om, hvorfor hun fik bulimi.
Hun husker de to år fra 16 til 18 år, som at hun mest af alt sad
på sit værelse i kælderen, spillede musik og tænkte sorte tanker. Hun kunne
finde på at pjække fra skolen, og når forældrene så var taget på arbejde, bagte
hun kager, spiste og kastede op igen. Og så arbejdede hun – af alle steder –
hos en bager efter skole. Her var fri adgang til at tage kager med hjem, og så
sad hun der i kælderen og spiste og kastede op.
|
Uforståeligt
Anette Craig var fuldstændig klar over, at det var helt galt,
mens bulimien stod på. Hun havde det meget dårligt med sig selv med stor
skyldfølelse efter spiseflippene og med en voldsom skamfølelse, når hun havde
kastet maden op igen. Og også fysisk satte sygdommen sine spor. Hendes
menstruation forsvandt således i de to år, hun havde bulimi. Men der var ikke
noget at gøre. Bulimien havde taget magten fuldstændig fra hende.
- Det er jo helt uforståeligt for andre – og egentlig også for
en selv. Men man tror vel et eller andet sted, at man får det bedre, når man
spiser. Men andre kan slet ikke sætte sig ind i de følelser og den skyld og
skam, bulimi giver, siger Anette Craig.
Derfor er hun på sine yngre medsøstres vegne meget glad for, at
der i dag findes en forening, de kan henvende sig til. Foreningen,
Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelse, støtter, rådgiver og
informerer de mennesker og deres pårørende, der er ramt af en spiseforstyrrelse
eller selvskade. Foreningen blev stiftet i 2001, og har medlemmer inden for
alle kategorier af spiseforstyrrelser.
|
Kontaktperson
Foreningen har også 60 frivillige, der fungerer som kontakt- og
støttepersoner. En af dem er Anette Craig, som altså bruger sine egne
erfaringer til at støtte især unge kvinder, der har en
spiseforstyrrelse.
Sådan en forening kunne hun godt selv have brugt, siger hun. Men
dengang hun havde bulimi fandtes der ikke et sådant tilbud. I det hele taget
var kendskabet til spiseforstyrrelser langt mindre end i dag, og det tror
Anette Craig er en af årsagerne til, at der ikke var nogen i hendes
omgangskreds, der fandt ud af, at hun havde bulimi.
Det betød også, at hun aldrig har fået behandling for sin
sygdom. Hun var så heldig, at den forsvandt af sig selv, da hun efter
handelsskolen kom i shippinglære, og der fandt det fællesskab, hun havde
savnet.
Samtidig var hun godt klar over, at her hed det altså otte timer
om dagen i selskab med andre, så det måtte være slut med at kaste op. Og det
lykkedes hende at komme ud af bulimien.
|
|
|
Gode råd fra Anette Craig
Fortæl det til bare ét andet menneske – det er en stor lettelse
at kunne tale om sin spiseforstyrrelse.
Brug Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS).
Foreningen har et konsulentkorps af personer, der selv har været igennem en
spiseforstyrrelse. De råder både de spiseforstyrrede og deres pårørende. LMS
har også en socialrådgiverlinje, der kan fortælle mere om, hvilken hjælp man
kan få via det offentlige sundhedssystem og iøvrigt kan svare på spørgsmål i
forhold til lovgivningen vedrørende for eksempel skole, arbejde, behandling,
arbejdsprøvning og pension.
|
|
|
Fandt et fællesskab
Det var et stort skridt på vejen til et bedre liv, at hun blev
meget glad for sit arbejde og fandt noget, som hun var en del af. For hvis ikke
man føler, man er en del af noget, kan det netop skabe den utryghed, som giver
sig udslag i bulimi, mener hun.
- Her var en masse mennesker, jeg skulle forholde mig til. Vi
spiste morgenmad og frokost sammen, og efterhånden fasede min bulimi ud. Jeg
kan ikke sige præcist, hvornår jeg holdt op, men jeg fik det bedre og bedre, og
til sidst var det altså ovre, siger Anette Craig.
Set i bakspejlet er hun overbevist om, at hun ville have haft
rigtig godt af at komme i behandling. Om hun så ville have taget imod den, ja
det er en helt anden sag. I dag ved hun det faktisk ikke, men hun ved, at hun
med stor sandsynlighed ville have afvist det på det kraftigste, hvis nogen
havde spurgt hende, om hun var bulimiker.
|
Tabu
- Det var fuldstændig tabu. Pinligt, ulækkert og noget, man
skammede sig over. Så det var bestemt ikke noget, jeg havde lyst til at betro
nogen. Bulimi er jo også lettere at gemme end
anoreksi, og man kan
ofte klare en hverdag rimeligt normalt, siger hun.
Selvom hun altså holdt det helt for sig selv, er hendes råd til
de spiseforstyrrede unge, at de skal få det fortalt til bare ét andet
mennesker. Den første, hun selv indviede i sin hemmelighed, var en astrolog -
et vildtfremmed menneske, som hun opsøgte et stykke tid efter, at hun selv var
blevet rask. Og hun kan stadig huske den lettelse, det var, da hun havde sat
ord på.
Siden Anette Craig slap ud af sin bulimi har hun hverken haft
tilbagefald eller frygtet at få det. Da sygdommen først var væk, blev tingene
normale igen. I dag er hun kæreste med en kok og har stor madglæde. Og vægten?
Den står hun op på engang imellem, når hun besøger forældrene. Hun ejer ikke
selv en.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 20.04.2009
|
| |
|
Valg af psykiater...
