Annonce

To år med skyld og skam

En flytning som 16-årig satte gang i to år med grovspiseri og opkastninger. Sygdommen forsvandt, da Anette Craig skiftede miljø, men de to år var et rent helvede. I dag bruger hun en del af sin tid på unge med spiseforstyrrelser. Hendes råd til de pårørende er, at de skal være der og lytte, men ikke tro, at de bare kan få sygdommen til at gå væk.

Hun var ikke overvægtig. Hun var heller ikke specielt utilfreds med sit udseende. Men alligevel reagerede Anette Craig med at udvikle bulimi , da hun som 16-årig blev flyttet fra de vante nordsjællandske omgivelser og ind til byen.

Det var en voldsom omvæltning for hende at komme væk fra vennerne og ind på den handelsskole, som hun aldrig rigtig fandt sig tilrette i. Så de to år hun gik der, spiste og spiste hun og kastede så det hele op igen. Og forældrene – eller andre for den sags skyld – fandt aldrig ud af, hvordan det var fat med hende.

Det hører med til historien, at hun havde gode muligheder for at gemme det. Hun boede i kælderen i familiens hus, så når middagen var overstået, forsvandt hun lynhurtigt derned for at komme af med maden igen. Senere listede hun sig så op af bagtrappen for at smide brækposen i skraldespanden.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet Nyt & Sundt, som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet er gratis og udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark",
hvis du er tilmeldt.

Du kan tilmelde dig på
dit-danmark.dk.

- Jamen det hele var ad helvede til. Jeg savnede min venner, og mine forældre var idioter, fordi de havde bestemt, at vi skulle flytte. Og samtidig var jeg jo i en ømfindtlig alder, hvor jeg vel ikke rigtig kunne finde ud af, hvem jeg var, siger Anette Craig om, hvorfor hun fik bulimi.

Hun husker de to år fra 16 til 18 år, som at hun mest af alt sad på sit værelse i kælderen, spillede musik og tænkte sorte tanker. Hun kunne finde på at pjække fra skolen, og når forældrene så var taget på arbejde, bagte hun kager, spiste og kastede op igen. Og så arbejdede hun – af alle steder – hos en bager efter skole. Her var fri adgang til at tage kager med hjem, og så sad hun der i kælderen og spiste og kastede op.

Uforståeligt

Anette Craig var fuldstændig klar over, at det var helt galt, mens bulimien stod på. Hun havde det meget dårligt med sig selv med stor skyldfølelse efter spiseflippene og med en voldsom skamfølelse, når hun havde kastet maden op igen. Og også fysisk satte sygdommen sine spor. Hendes menstruation forsvandt således i de to år, hun havde bulimi. Men der var ikke noget at gøre. Bulimien havde taget magten fuldstændig fra hende.

- Det er jo helt uforståeligt for andre – og egentlig også for en selv. Men man tror vel et eller andet sted, at man får det bedre, når man spiser. Men andre kan slet ikke sætte sig ind i de følelser og den skyld og skam, bulimi giver, siger Anette Craig.

Derfor er hun på sine yngre medsøstres vegne meget glad for, at der i dag findes en forening, de kan henvende sig til. Foreningen, Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelse, støtter, rådgiver og informerer de mennesker og deres pårørende, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade. Foreningen blev stiftet i 2001, og har medlemmer inden for alle kategorier af spiseforstyrrelser.

Kontaktperson

Foreningen har også 60 frivillige, der fungerer som kontakt- og støttepersoner. En af dem er Anette Craig, som altså bruger sine egne erfaringer til at støtte især unge kvinder, der har en spiseforstyrrelse.

Sådan en forening kunne hun godt selv have brugt, siger hun. Men dengang hun havde bulimi fandtes der ikke et sådant tilbud. I det hele taget var kendskabet til spiseforstyrrelser langt mindre end i dag, og det tror Anette Craig er en af årsagerne til, at der ikke var nogen i hendes omgangskreds, der fandt ud af, at hun havde bulimi.

Det betød også, at hun aldrig har fået behandling for sin sygdom. Hun var så heldig, at den forsvandt af sig selv, da hun efter handelsskolen kom i shippinglære, og der fandt det fællesskab, hun havde savnet.

Samtidig var hun godt klar over, at her hed det altså otte timer om dagen i selskab med andre, så det måtte være slut med at kaste op. Og det lykkedes hende at komme ud af bulimien.

Gode råd fra Anette Craig

Fortæl det til bare ét andet menneske – det er en stor lettelse at kunne tale om sin spiseforstyrrelse.

Brug Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS). Foreningen har et konsulentkorps af personer, der selv har været igennem en spiseforstyrrelse. De råder både de spiseforstyrrede og deres pårørende. LMS har også en socialrådgiverlinje, der kan fortælle mere om, hvilken hjælp man kan få via det offentlige sundhedssystem og iøvrigt kan svare på spørgsmål i forhold til lovgivningen vedrørende for eksempel skole, arbejde, behandling, arbejdsprøvning og pension.

Fandt et fællesskab

Det var et stort skridt på vejen til et bedre liv, at hun blev meget glad for sit arbejde og fandt noget, som hun var en del af. For hvis ikke man føler, man er en del af noget, kan det netop skabe den utryghed, som giver sig udslag i bulimi, mener hun.

- Her var en masse mennesker, jeg skulle forholde mig til. Vi spiste morgenmad og frokost sammen, og efterhånden fasede min bulimi ud. Jeg kan ikke sige præcist, hvornår jeg holdt op, men jeg fik det bedre og bedre, og til sidst var det altså ovre, siger Anette Craig.

Set i bakspejlet er hun overbevist om, at hun ville have haft rigtig godt af at komme i behandling. Om hun så ville have taget imod den, ja det er en helt anden sag. I dag ved hun det faktisk ikke, men hun ved, at hun med stor sandsynlighed ville have afvist det på det kraftigste, hvis nogen havde spurgt hende, om hun var bulimiker.

Tabu

- Det var fuldstændig tabu. Pinligt, ulækkert og noget, man skammede sig over. Så det var bestemt ikke noget, jeg havde lyst til at betro nogen. Bulimi er jo også lettere at gemme end anoreksi , og man kan ofte klare en hverdag rimeligt normalt, siger hun.

Selvom hun altså holdt det helt for sig selv, er hendes råd til de spiseforstyrrede unge, at de skal få det fortalt til bare ét andet mennesker. Den første, hun selv indviede i sin hemmelighed, var en astrolog - et vildtfremmed menneske, som hun opsøgte et stykke tid efter, at hun selv var blevet rask. Og hun kan stadig huske den lettelse, det var, da hun havde sat ord på.

Siden Anette Craig slap ud af sin bulimi har hun hverken haft tilbagefald eller frygtet at få det. Da sygdommen først var væk, blev tingene normale igen. I dag er hun kæreste med en kok og har stor madglæde. Og vægten? Den står hun op på engang imellem, når hun besøger forældrene. Hun ejer ikke selv en.

Læs mere om PSYKISKE PROBLEMER

Sidst opdateret: 20.04.2009