Annonce

Når maden bliver en fjende

Flere og flere danskere har et unaturligt forhold til mad. Nogle udvikler en decideret spiseforstyrrelse, mens andre bruger uendelig meget tid på at spekulere over, hvad de må putte i munden og hvornår og opfinder sanktioner, hvis de bryder den aftale, de har indgået med sig selv. Atter andre er sygeligt optagede af at trimme kroppen, og i denne gruppe er også mænd godt repræsenteret. Hvornår er der tale om en spiseforstyrrelse, hvilke typer findes der, og hvordan kommer man over dem? Det kan du læse om her.

Grænsen mellem det sygelige og det sunde er flydende, når det handler om mad. Ifølge Sundhedsstyrelsen har mere end hver fjerde pige eller unge kvinde således en adfærd, som kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse. De fokuserer i helt ekstrem grad på kroppen, udseendet, vægten, maden og motionen, og så er der ikke langt fra den sunde levevis til den sygelige.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet Nyt & Sundt, som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet er gratis og udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark",
hvis du er tilmeldt.

Du kan tilmelde dig på
dit-danmark.dk.

De officielle tal for spiseforstyrrelse fremgår af en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2005. De viser, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. Cirka 3.000 lider af anoreksi , 21.000 af bulimi og 31.500 af tvangsspisning/overspisning kaldet Binge Eating Disorder, BED . Men dertil kommer en række mere uspecificerede tilstande, der ligner anoreksi og bulimi, men ikke helt opfylder de firkantede diagnostiske kriterier. Det kan for eksempel være en patient, der trods stor undervægt stadig har sin menstruation. De tilstande kaldes Eating Disorders Not Otherwise Specified (EDNOS) og omfatter altså noget, der er tæt på de kendte spiseforstyrrelser som for eksempel anoreksi, bulimi og overspisning (BED).

Stigningen i antallet af spiseforstyrrede befinder sig især inden for gruppen af andre spiseforstyrrelser end bulimi og anoreksi, fortæller overlæge Mette Waaddegaard, der leder Klinik for spiseforstyrrelser på Psykoterapeutisk Center Stolpegaard og er formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser. Det er altså ikke antallet af bulimi- og anoreksipatienter, der er steget. Men, understreger hun, det handler stadig om alvorlige spiseforstyrrelser.

Sårbare over for psykiatrisk lidelse

- Der er mange, der er spiseforstyrrede på en lidt anden måde end efter de firkantede kriterier. Og de har ikke bare en lidt mindre alvorlig udgave. De er fuldstændig overdrevet optaget af krop, vægt og mad, og det betyder alt, alt for meget i forhold til selvværdsfølelse og identitet. Det er psykiatriske lidelser, de er alvorlige, og forløbet kan også kan være langvarigt, siger hun.

Man ved ikke, hvorfor nogen får en spiseforstyrrelse og dermed heller ikke, hvorfor antallet af spiseforstyrrede stiger. Og man ved heller ikke, hvorfor det især er kvinder, der rammes af en spiseforstyrrelse. Formentlig er der tale om mange forskellige forhold, som under uheldige omstændigheder kan give en spiseforstyrrelse. Men fælles for de forskellige spiseforstyrrelser er, at patienten forsøger at afhjælpe en indre uro, usikkerhed og følelse af utilstrækkelighed med ydre kontrol over kroppen gennem maden.

- Der kan være mange forskellige grunde til, at nogen får en spiseforstyrrelse. Men der skal være en grobund for den. Alle unge kvinder er jo udsat for budskabet om, at man skal være slank, men ikke alle udvikler en spiseforstyrrelse. Det er – heldigvis – kun en mindre del, der får en af disse alvorlige lidelser, siger Mette Waaddegaard.

- Patienterne er sårbare over for psykiatrisk lidelse i det hele taget, og så er der altså nogen, der udvikler en spiseforstyrrelse. Måske på grund af andre sårbarheder, som at de er blevet drillet med udseendet, er overvægtige, eller hvor der er tendens til anoreksi i familien, hvor andre ville udvikle angst eller depression, fortæller hun.

De familiære tendenser handler ikke om, at man arver en spiseforstyrrelse. Men for anoreksi tyder meget på, at man kan arve en tilbøjelighed til sygdommen, siger Mette Waaddegaard. Søskende til en person med anoreksi har således fem gange højere risiko for at få sygdommen, men der kan være tale om både arvelighed og påvirkninger fra samme opvækstmiljø. Tvillingeundersøgelser har desuden vist, at der er større sandsynlighed for, at enæggede tvillinger begge udvikler sygdommen, end det gælder for tveæggede.

Farlige slankekure

Selvom man altså ikke til bunds kender årsagerne til spiseforstyrrelser, er der dog lavet undersøgelser, der viser, at unge piger – men også drenge – stadig tidligere bliver optagede af at blive tyndere og gå på slankekure. Og jo flere gange, de gør det, desto større risiko er der for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Overvægt i sig selv giver også øget risiko for en spiseforstyrrelse. Og i takt med at forekomsten af overvægt og fedme stiger i hele den vestlige verden, er der flere, der ”følger lægens råd og går i gang med at slanke sig”, som Mette Waaddegaard udtrykker det. Og det i sig selv giver altså øget risiko for, at man udvikler en decideret spiseforstyrrelse.

Behandling

Spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er alle symptomer på et alvorligt forstyrret forhold til krop, vægt og mad. Patienterne har en intens frygt for fedme, har en meget lav selvfølelse og voldsomt behov for at tage kontrol både over spisningen og i det hele taget.

De fysiske konsekvenser skyldes undervægt, fejlernæring, opkastninger, brug af afføringsmidler eller overdreven motion. Specielt anoreksi medfører en betydelig overdødelighed og giver derudover en række alvorlige fysiske symptomer som svind af muskler, organer og hjerne, knogleskørhed og ophør af menstruation. Desuden ses forstyrret hjerterytme, mave-, tarm- og spiserørsproblemer, tandskader og symptomer på vitaminmangel. Det ses også ved bulimi, hvor patienten i øvrigt ofte er normalvægtig. Herudover giver selve spiseforstyrrelsen udtalt tristhed og stemningssvingninger, søvnforstyrrelser og koncentrationsbesvær. Mellem en tredjedel og halvdelen af alle med spiseforstyrrelser har også andre psykiatriske lidelser at slås med som depression , angst, tvangssymptomer og personlighedsforstyrrelser, fortæller Mette Waaddegaard.

Så behandlingen er både kompleks og langvarig og kræver fokus på både den psykiske og den fysiske side. Der er højt specialiserede offentlige behandlingstilbud for børn, unge og voksne i København, Århus og Odense, men kapaciteten er ikke stor nok, og der er lange ventelister især for voksne over 18 år.

Medicin kan hjælpe ved bulimi

Behandlingen går i korte træk ud på psykoterapi, diætistvejledning og kropsterapi og et socialt spor, der handler om rehabilitering og efterbehandling. Sideløbende behandles så de fysiske skader. Nogle patienter, især bulimipatienter, behandles også med antidepressive midler.

Det fortæller overlæge René Klinkby Støving fra et af de specialiserede behandlingstilbud, nemlig Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital. Han forsker i hormonforstyrrelser ved anoreksi og har betydelig forskningserfaring inden for de fysiske faktorers betydning for sygdommen.

Han siger, at medicinsk behandling bestemt har sin berettigelse især ved svær bulimi, mens der ikke er nogen overbevisende effekt ved anoreksi. Men en del anoreksipatienter er også svært deprimerede, og i de tilfælde bruger man også antipsykotiske midler.

- Det rykker ikke for alvor, men patienterne kan være så deprimerede, at vi ganske enkelt ikke kan lade være med at give medicin, siger han.

Ingen mirakelkure

Generelt om behandlingen af spiseforstyrrelser, siger René Klinkby Støving, at der ikke findes nogen rigtig effektiv behandling. Der er ingen mirakelkure, og der er behov for mere forskning på området, understreger han. Men det er dog ikke ensbetydende med, at patienter med spiseforstyrrelser opgives. Langt fra, og mange helbredes også.

For anoreksi regner man ifølge Sundhedsstyrelsen med, at cirka halvdelen bliver raske. En fjerdedel får det bedre, men har stadig problemer, og den sidste fjerdedel har fortsat alvorlige problemer.

Der er kun få efterundersøgelser af bulimipatienter. Men resultaterne tyder ifølge Sundhedsstyrelsen på, at 50-60 procent bliver helbredt. For andre er der tale om en kronisk lidelse.

Tvangsbehandling

Hvert år er der anoreksipatienter, der dør, fordi de dropper ud af behandlingssystemet. Det har fået Réne Klinkby Støving til at slå til lyd for flere tvangsindlæggelser.

- Vi er ikke glade for tvang i behandlingen, og vi skal bruge det så lidt som overhovedet muligt. Men skåret ind til benet er der tilfælde, hvor vi burde anvende tvang i forhold til anoreksipatienter. Det er liv, der står på spil, siger han.

Han har i Ugeskrift for Læger offentliggjort en rapport om en række tilfælde, hvor anoreksipatienter døde, fordi de fravalgte behandling. Mellem 10 og 20 kvinder dør årligt af anoreksi, og ifølge René Klinkby Støving, der understreger, at han ikke har undersøgt tallene systematisk, burde vi tvangsbehandle mellem 5 og 10 gange flere, end vi gør i dag.

Spiseforstyrrelser:

Anoreksi

Nervøs spisevægring, anoreksi, viser sig først og fremmest som vægttab, en ekstrem frygt for at tage på trods undervægt samt en intens optagethed af mad, vægt og udseende. Den unge er stærkt undervægtig, men ønsker alligevel at tabe sig endnu mere. Hun har en forvrænget opfattelse af sin krop. Hun forsøger på alle måder at tabe sig. Ofte kombinerer hun skrappe diæter med overdreven motion og brug af afførings- og slankemidler. Hun nægter som regel hårdnakket, at hun er syg og har behov for hjælp. Anoreksi rammer op imod en procent af unge piger/kvinder.

Bulimi

Anfald af tvangsspisning, bulimi, ligner på flere måder anoreksi med fokus på mad, krop og vægt. Men hvor den unge med anoreksi som regel kan kontrollere og begrænse spisningen, taber personen med bulimi kontrollen og får anfald af grovæderi. Bagefter forsøger hun at komme af med maden ved at kaste op eller bruge afførende midler. Overdreven motion og faste er andre måder at forsøge at regulere vægten på. Personer med bulimi er ofte normalvægtige. Op imod fire procent af unge kvinder lider af bulimi.

BED

Personer, som tvangsspiser uden at gøre noget for at regulere vægten ned, bliver overvægtige. Tilstanden kaldes Binge Eating Disorder, BED.

Ortoreksi

Ortorektikeren er besat af sund mad og motion. Hun ønsker ikke at være specielt tynd, hun vil bare leve sundt, men hendes fokus på madens kvalitet tager overhånd, og hun danner sig sit eget billede af, hvad der er sundt og laver sine egne diæter, regler og ritualer. Ortoretikeren sammensætter sin diæt ned til mindste detalje uden i øvrigt at have nogen dybere viden om kost.

Der findes ortoretikere, der kun spiser mad med en bestemt farve og nogen, der slet intet fedt spiser, mens andre igen lever af proteiner. Fællesnævneren er, at de plukker små dele af kostråd ud, som så overdrives, og det kan lede til både fejlernæring og følgesygdomme.

Megareksi

Megareksi er en slags omvendt anoreksi. Den rammer især mænd, der ønsker at blive store med svulmende muskler og minimalt fedt. Megarektikeren er som anoreksipatienten sygeligt optaget af mad og udseendet. Han styrketræner, spiser enorme måltider og bruger ofte vækstfremmende stoffer.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Behandling

Den gennemsnitlige sygdomsvarighed for anoreksi er 3-6 år, fra patienten bliver registreret. Det vil sige, at sygdommen reelt godt kan have varet meget længere, fordi der kan gå mange år, hvor den syge måske ikke vil erkende, at hun/han har en spiseforstyrrelse og derfor ikke søger behandling. Eller det kan være, at vedkommende ikke har været syg nok til, at nogen tog hende/ham alvorligt.

  • Efter mindre end 4 år er gennemsnitligt 33 procent af anoreksipatienter raske.

  • Efter 4-10 år er gennemsnitligt 47 procent raske.

  • Efter mere end 10 år er gennemsnitligt 73 procent raske.

For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden rapporteret til at ligge mellem 25-50 procent.

Der findes kun få efterundersøgelser af patienter med bulimi. Helbredelsesprocenten skønnes at være 50-60 procent.

Hos patienter, der lider af overspisning, fører behandling til, at overspisningsperioderne på kort sigt reduceres hos 60-90 procent af patienterne. Der er kun sparsom viden om det videre forløb, men en efterundersøgelse har vist, at hovedparten af patienterne efter seks år ikke længere lider af overspisning, mens en fjerdel fortsat er fede.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Se signalerne

Forud for udvikling af en spiseforstyrrelse går ofte et langt forløb, hvor den unge gradvist ændrer adfærd og mistrives. Signalerne kan tit ses, før vægten begynder at falde eller svinge voldsomt.

Risikoadfærd

  • Hyppige slankekure.

  • Vedvarende ønske om at blive tyndere – trods normal vægt.

  • Overdrevent fokus på mad, krop og vægt.

  • Overdreven motion.

    Signaler om, at noget er galt

  • • Dårlig trivsel og social isolation. Den unge er trist bag en tilsyneladende perfekt facade. Hun trækker sig måske fra fællesskabet og søger ikke udfordringer og oplevelser sammen med andre.

  • Lavt selvværd og søgen efter accept ved at behage og fokusere på udseendet.

  • Utilfredshed med eget udseende.

  • Optagethed af mad og slankning

  • Overdreven og øget motion samt gentagne slankekure og vægtsvingninger.

  • Ønske om slankepiller trods normal vægt.

    Tegn på sygdom

  • Ændrede spisevaner og modvilje mod at spise sammen med andre.

  • Vægttab.

  • Toiletbesøg lige efter et måltid (som tegn på, at maden kastes op).

  • Røde øjne, skader på tænderne, sår på knoer, håndryg og i mundvigene (ligeledes tegn på hyppige, selvprovokerede opkastninger).

  • Fysisk utilpashed som forstoppelse, oppustet mave, hovedpine, søvnproblemer og svimmelhed.

  • Ophør af menstruation eller forsinket pubertetsudvikling.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Gode råd til pårørende

  • Støt børn og unge i deres tro på sig selv.

  • Vær opmærksom på børn og unge, der ikke trives.

  • Påvirk med positive holdninger til mad, krop og vægt – modvirk, at sundhed og kvindelighed forveksles med tendens til overvægt.

  • Genkend de tidlige signaler på, at der kan være problemer.

  • Tal med børn og unge om deres problemer.

  • Kontakt skolens sundhedsplejerske, kommunallægen eller familiens læge

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Læs mere om PSYKISKE PROBLEMER

Sidst opdateret: 20.04.2009