 |  |
Af Mathilde Vinther-Larsen, cand.scient.san.publ.,
forskningsassistent på Forskningsprogrammet for alkohol
|
Hvor meget drikker unge danskere?
Danske unge begynder tidligt at drikke alkohol og har et højt
alkoholforbrug sammenlignet med andre unge i de omkringliggende europæiske
lande. I Danmark er andelen, der har været fulde som 13-årige, blandt de
højeste i Europa. 34 procent af de danske unge har været fulde som 13-årige
eller tidligere, mens dette er gældende for kun 22 procent af unge svenskere og
tyskere og 17 procent af unge nordmænd.
Også når det gælder mængden af alkohol indtaget ved sidste
drikkelejlighed har de danske unge en kedelig rekord. Selvom den danske
alkoholkultur ikke nødvendigvis kan sammenlignes med andre europæiske lande,
hvor alkohol er mindre tilgængeligt og mindre normaliseret, er det høje og
tidlige forbrug af alkohol blandt danske unge bekymrende.
|
Hvad er risikoen ved at drikke meget i en ung alder?
Når unge begynder at starte tidligt med at drikke og samtidig
drikker meget, kan det have uheldige konsekvenser både på kort og lang sigt.
Flere undersøgelser viser, at de unge, der tidligt har et stort alkoholforbrug,
senere hen vil udvikle et problematisk højt alkoholforbrug. Det kan på længere
sigt medføre en større risiko for at blive syg af for eksempel
kræft og
hjertekarsygdomme og
risiko for at dø tidligere.
Når helt unge drikker meget, er der desuden en større risiko
for, at de bliver involveret i ulykker eller på anden måde kommer galt af sted.
Det kan for eksempel være ved at have usikker sex, køre spirituskørsel, blive
involveret i slagsmål, tage stoffer eller få sociale problemer, såsom
konflikter med venner og forældre.
|
Hvorfor begynder unge at drikke tidligt?
Forældrens forbrug har betydning
I forskellige undersøgelser har man set på, hvad der kan have
betydning for unges alkoholforbrug. Et mindre dansk studie har vist, at unge,
der har et godt forhold til deres forældre drikker mindre. Ligeledes har
forældrenes eget alkoholforbrug betydning for, hvor meget de unge drikker – det
gælder især drengene. Her ser man, at jo oftere forældrene drikker alkohol på
hverdage, des større ser drengenes forbrug ud til at være.
Lavt selvværd giver tidligere alkohol-start
De unges oplevelse af dem selv hænger ligeledes sammen med,
hvornår de begynder at drikke. Ifølge de unge selv drikker de, fordi det
bevirker, at de har det sjovt, og at det gør dem mere selskabelige, hvilket
hænger godt sammen med at unge, der har lav selvtillid og er dårlige til at
tage beslutninger, har en tendens at starte tidligt. Desuden har unge med en
negativ opfattelse af skolemiljøet ofte en tidligere alkoholdebut.
Mobning er også relateret til alkoholforbrug. En dansk
undersøgelse viser, at ofre for mobning drikker sjældnere, mens mobbere drikker
hyppigere end andre unge.
Yderligere har man set, at danske unge, som drikker, har et
dårligere selvvurderet helbred, er trætte om morgenen, trives dårligere i
skolen og er mindre tilfredse med deres liv.
|
Hvordan kan man forebygge et tidligt og højt
alkoholforbrug?
Udskyd alkohol-debut
Der er ingen tvivl om, at det vil være hensigtsmæssigt at få
udskudt unges alkoholdebut, så de starter med at drikke senere, end de gør i
dag. Ligeledes er det vigtigt, at de unge får et moderat forbrug af alkohol
såvel i ungdommen som senere i livet.
Strikse forældre med positiv effekt
Der er generelt ikke meget forskning i Danmark, der viser,
hvilke forebyggelsesinitiativer der har en effekt på danske unges
alkoholadfærd. En australsk undersøgelse har vist, at en forholdsvis restriktiv
holdning til alkohol blandt forældre har en positiv effekt på unges
alkoholforbrug.
Hvis forældrene har regler, der sætter en begrænsning for de
unges adgang til alkohol, udskyder de unge deres alkoholdebut og drikker
mindre. Samme tendenser ses i en europæisk undersøgelse, hvor danske unge
indgår.
Forebyggelse i skolen
Skolen kan muligvis spille en vigtig rolle, når det gælder
forebyggelse. I øjeblikket er der en evaluering i gang, som omhandler et
undervisningsmateriale beregnet til elever i danske 7.-9. klasse, hvor fokus
både er på elevernes viden og sociale kompetencer. Først når evalueringen
afsluttes i 2008, vil man kunne sige noget om, hvor stor en effekt dette
undervisningsmateriale har på de unges drikkevaner.
|
De unge forebygger selv uheldige konsekvenser
En dansk etnografisk undersøgelse viser, at de unge selv
benytter sig af nogle udmærkede strategier for at undgå uheldige kortsigtede
konsekvenser af deres alkoholforbrug. En vigtig forebyggende strategi er, at de
unge drikker i selskab med gode kammerater, som de stoler på vil gribe ind,
hvis noget går galt. De unges egen forebyggelse handler altså om at skabe et
trygt socialt miljø omkring deres brug af alkohol.
I undersøgelsen foreslås det, at man begynder at fokusere på
disse positive faktorer i forebyggelsesøjemed. Eksempelvis kan det være
frugtbart at understøtte og fremme de strategier, som teenagere selv anvender
ved at indtage alkohol i et trygt socialt miljø, hvor de kan hjælpe deres
kammerater, når de har drukket for meget.
|
Aldersgrænsen skal håndhæves – også af forældrene
På et mere overordnet niveau handler det også om at håndhæve
aldersgrænsen for køb af alkohol, som i 2004 blev hævet til 16 år. En
evaluering af dette tiltag har dog vist, at et forbud mod salg af alkohol i
detailhandlen ikke kan stå alene.
Ifølge evalueringen hjælper forældrene børnene med at omgå
aldersgrænsen ved at købe alkohol til dem. Derfor må aldersgrænsen kombineres
med tiltag, hvor også forældrene begynder at ændre adfærd, hvis det høje
alkoholforbrug blandt danske unge skal nedbringes.
Generelt kræver en forebyggelse af danske unges høje og tidlige
alkoholforbrug, at man forebygger på flere niveauer og fra forskellige arenaer
- det vil sige både i hjemmet, i skolen, og fra sundhedsmyndighedernes side.
Aldersgrænsen for køb af alkohol skal håndhæves og forældre, lærere og de unge
selv skal inddrages i forebyggelsen af danske unges alkoholforbrug.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 08.08.2007
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|