 | |
| Tilstødende komplikationer ved stomi |
|
|
Af Søren Meisner, overlæge,
speciallæge i kirurgisk gastroenterologi
|
Hvor mange oplever komplikationer efter en
stomioperation?
Mellem 10 og 60 procent af alle stomi-opererede får en eller
anden form for komplikation efter operationen. Det kan spænde fra milde
komplikationer – for eksempel hudproblemer eller små blødninger – til mere
alvorlige komplikationer, for eksempel fremfald eller tilbagetrækning af
stomien, der kan betyde, at man skal opereres igen.
|
Hvad sker der ved selve indgrebet?
For at forstå de komplikationer, der kan komme efter en
stomi-operation, er det vigtigt at forstå selve indgrebet, det vil sige,
hvordan tarmen kommer fra dens oprindelige placering til efterfølgende at blive
placeret ud gennem huden:
Tarmen ligger godt beskyttet bag bugvæggens bughinde, muskler,
underhud og hud. Man fjerner et cirkulært stykke hud og holder underhud og
muskler ”til side” og trækker herefter tarmen frem gennem en åbning i
bughinden. Åbningen både i bugvæg og i huden tilpasses tarmens diameter, og
selve bugvæggens muskler skal man undgå at beskadige, når tarmen føres ud i
hudniveau.
Tarmens vedhæftning kalder man tarmkrøset, og dette bevares og
”følger” med tarmen gennem åbningen i bugvæggen. Tarmkrøset indeholder tarmens
blodkar og nerver.
|
Hvilke komplikationer er de mest almindelige?
1. Beskadigelse af huden og sygdomme i huden omkring
stomien
Hudproblemer ses hos 10-40 procent. Hudproblemer forekommer
oftest som følge af dårlig placering eller konstruktion, der vanskeliggør
brugen af pose. Det er derfor vigtigt, at stomien placeres korrekt, og derfor
afmærkes placeringen altid inden operationen med en spritpen. Afmærkningen sker
i både stående, siddende og liggende stilling og med hensyn til tidligere
operationsar, knoglefremspring med videre. Stomien skal kunne ses af personen
selv og placeres, så man selv let kan passe stomien.
Er stomien ”forkert” placeret kan for eksempel hudfolder og ar
øge risikoen for lækage af afføring, som derved beskadiger huden. Hvis den
stomiopererede ikke kan se stomien, kan man let komme til at sætte posen
forkert på og derved få lækage problemer.
Konstruktionen af stomien skal være så god som mulig, det vil
sige,
-
at der ikke må ske stramning af tarmens krøs
-
at åbningen i huden passer nøjagtigt til tarmens
diameter
-
at syningen af tarmen til huden ikke beskadiger huden tæt på
tarmen
-
at stomien har en vis højde over hudniveau
-
at åbningen af stomien er i midten af stomien.
Men hudproblemer ses også som følge af allergi over for
pose/plade (også kaldet kontakt-dermatitis). Det behandler man med omhyggelig
hudpleje lige omkring stomien, specielle pose/plade-systemer og stomipasta (en
slags modellervoks lavet af samme materiale som klæberen på posen, pastaen kan
udglatte/udfylder ujævnheder i huden omkring stomien). I starten må de fleste
have professionel hjælp fra en stomisygeplejerske til at varetage
stomiplejen.
Læs mere i artiklen om
hudirritationer ved stomi.
2. Vævsdød (nekrose)
Vævsdød på den tarm, der er ført ud til huden, ses hos 5-15
procent i perioden lige efter operationen (det vil sige fra 1 til 5-6 dage
efter operationen).
Problemet med vævsdød opstår som følge af:
-
dårlig blodforsyning til stomien under eller umiddelbart
efter konstruktionen, oftest på grund af for ”tæt” trimning af fedtvævet på den
stomibærende tarm
-
stramning af tarmkrøset i bugvæggen
-
ved for lille åbning i huden til stomien
-
eller at stomiåbningen i hudniveauet forskyder sig i forhold
til det dybere liggende hul nær bughinden, når patienten vågner, og musklerne
ikke længere slapper af.
Hvis skaderne som følge af vævsdød er overfladiske (delvis
nekrose), kan omhyggelig pleje og lokal kirurgisk revision (det vil sige, at
man afklipper det døde væv, således at det friske væv lettere kan hele) af
stomien gennemføres med et rimeligt resultat. Hvis vævsskaderne er omfattende,
kræver det, at man akut skal opereres igen ofte med en ny placering af
stomien.
3. Blødning
3-10 procent oplever blødning fra stomien. Det skyldes næsten
altid for ”hårdhændet” stomipleje, idet gentagen irritation af slimhinden kan
give blødning. Hvis man oplever problemer med blødning fra stomien, bliver man
oftest henvist til en stomisygeplejerske med henblik på oplæring i korrekt
stomipleje. Man bør dog altid sørge for at undersøge, at grundsygdommen ikke er
blusset op igen.
4. Tilbagetrækning af stomien (retraktion)
Retraktion betyder ’tilbagetrækning’. Det er en komplikation,
der ses hos 5-15 procent af de stomi-opererede ved, at stomien trækker sig
indad under hudniveau. Denne komplikation ses som følge af utilstrækkelig
løsning af den del af tarmen, der fører op til stomien, ved tyk og fed bugvæg,
ved kort tarmkrøs (som følge af tidligere bughindebetændelse eller som følge af
tidligere strålebehandling af sygdom i området (arvævs-skrumpning på grund af
stråleskade) og ved dårlig blodforsyning.
Det behandles med omhyggelig hudpleje og en særlig
stomiplade/klæber, som på hudsiden er udadbuet og presser på huden omkring
stomien for at få stomien til at ”strutte” frem over hudniveau. Det kan blive
nødvendigt med ny operation og en ny stomi.
5. Forsnævring af stomien (stenose)
2-10 procent udvikler forsnævring (stenose) af stomien, der
ses som følge af for lille stomiåbning og ofte efter nedsat blodforsyning i
vævet i tarmen og ved vævsskader, hvor stomien kan have trukket sig tilbage
indad under hudniveau. Man kan afhjælpe generne ved omhyggelig hudpleje og ved
at benytte afførende midler.
Eventuelt kan forsnævring i huden (i hudniveau) kirurgisk
behandles med et lille indgreb på huden tæt på stomien eller behandles med
udvidelser (dilatationer). Ved svær stenose og tegn på tarmstop/vanskelig
passage af tarmindhold (ileus) kan en ny operation komme på tale.
6. Fremfald af stomien (prolaps)
Fremfald af stomien ses hos 5-15 procent af de
stomi-opererede. Årsagen er uklar, men nogle mener, at det tarmafsnit, der
fører op til stomien, skal syes fast til bughinden for at forhindre, at tarmen
kan glide udad. Andre mener, at denne procedure øger risikoen for nedsat
blodforsyning til vævet i tarmen og tilbagetrækning af stomien. Man ser
formentlig fremfald af stomien hyppigere, hvis den er placeret i kanten af de
kraftige lodrette mavemuskler (rektus-musklen) eller til siden for disse
muskler. For stor stomiåbning i bugvæggen kan også være en årsag.
Placering af stomien i en lodret eller tværgående
bugvægsåbning, der så syes sammen på hver side af stomien (”forsnævres” til
passende hudåbning), fører oftere til et fremfald af stomien. Dobbeltløbede
stomier (loop-stomi) har desuden øget tendens til fremfald af stomien.
Læs eventuelt mere om dette i artiklen om
kolostomi.
Man behandler fremfald af stomien ved at operere på ny. Ved
opblusning af grundsygdommen kan det være nødvendigt at fremskynde lukningen af
midlertidige stomier. Man kan anvende lokal tilretning (operation uden åbning
af bugvæggen) med afskæring af ”overskydende” tarm. Åben kirurgi og flytning af
stomi er ofte nødvendigt.
7. Infektion i hud eller bugvæg lige omkring stomien
(parastomal infektion)
Parastomal infektion ses hos 5-15 procent. Infektionen kan ses
som fistulering (infektionen starter med en lille byld, der som regel ”tømmer”
sig til hudoverfladen, hvorved der opstår en fistel (en kanal mellem huden og
tarmen). En mulig årsag kan være, at syning af tarmen under hudniveau (til
bugvæggens væv og/eller bughinden) ved et uheld er udført for dybt (trådene går
igennem alle tarmens lag), således at der er risiko for, at tarmbakterier kan
starte en infektion.
Der kan også komme en infektion som følge af opblusning af
grundsygdommen for eksempel
Crohns sygdom eller
Colitis.
En infektion kan desuden ske på grund af en manglende
sammenvoksning mellem huden og stomiens slimhinde (separation). De fleste
separationer heler dog op uden komplikationer ved hjælp af særlig pleje vejledt
af en stomisygeplejerske.
Egentlige infektioner med dannelse af en byld er ret sjældne,
men kan ses ved fistulering og kræver næsten altid, at der samtidig er en
større eller mindre separation. Det kan behandles ved kirurgisk åbning af
bylden (drænage) og daglige skiftninger, og det heler som regel fint
op.
8. Brok (stomi hernie)
Brok opstår hos 3-15 procent, og i nogle lægefaglige
publikationer angives tallet at være op til 45 procent. Brok er næst efter
hudproblemer den hyppigste komplikation. Brok opstår ofte som brok ved siden af
stomien (parastomale brok), hvor det typisk er frembuling af tyndtarmsslynger.
Brokken kan også ses som et glidebrok, hvor det tarmafsnit umiddelbart før
stomien glider op i underhuden i S-form. Årsagen er uklar. Man mener, at det
kan opstå som følge af en for stor stomiåbning eller ved en stomiåbning ved
siden af de kraftige lodrette mavemuskler (rektus-musklen). Man kan formentlig
ikke forebygge denne komplikation, og der er ingen kendt sammenhæng mellem
fysisk anstrengelse og motion og udviklingen af stomibrok. Man ved dog, at
Kronisk Obstruktiv
Lungesygdom (KOL) kan øge risikoen på grund af hyppig og kraftig hoste,
der øger trykket i bughulen.
De fleste gener er kosmetiske. Stomibrok bliver meget sjældent
til et indeklemt brok (ved indeklemning kan blodforsyningen afbrydes til
stomien, oftest ledsaget af udtalte smerter, og man skal straks søge læge).
Ofte kan man med tilstrækkelig pleje og bandage forebygge hud- eller
lækagegener, for eksempel ved at anvende et specialdesignet
brokbind.
Glidebrok kan medføre, at man ikke længere kan benytte sig af
irrigation – det vil sige gennemskylning af tarmen.
Man foretrækker som regel ikke at foretage operation for
stomibrok, men vælger i stedet en behandling med ændret bandagering, eventuelt
hjulpet af special fremstillede brok-bandager, der kan hjælpe med at
støtte/mindske frembulingen.
Ofte er man desuden tilbageholdene med hensyn til valg af
operationstype, hvis den beskrevne bandagerings-behandling ikke hjælper godt
nok. Selv en mindre operation af brokket i bugvæggen omkring stomien har en
relativ høj komplikationsrate og ikke mindst høj risiko for, at brokket kommer
igen.
Ved udtalte hud- og lækageproblemer er
kikkertoperation
(laparoskopisk operation) med kunststofnet til forstærkning af bugvæggen
en mulighed før egentlig re-operation med flytning af stomien.
|
Kan komplikationer forebygges?
De tidlige komplikationer - det vil sige mindre end 4 uger efter
operation - kan til dels forebygges (det er typisk komplikationer såsom vævsdød
og infektion i hud eller bugvæg).
Visse forhold omkring grundsygdommen kan øge risikoen for disse
komplikationer. Kredsløbssygdomme med generel
åreforkalkning,
behandling med steroider, tidligere strålebehandling og nylig kemoterapi er
nogle eksempler.
Omhyggelig kirurgisk teknik og viden om visse operationstekniske
"fejls" sammenhæng med senere komplikationer er meget vigtig. Utilstrækkelig
planlægning før operationen, specielt manglende eller mangelfuld markering af
stedet for stomien, kan også bidrage til komplikationer. Det er vanskeligere at
forebygge sene komplikationer (det vil sige komplikationer, der opstår måneder
til år efter operationen). Årsagen til stenose, retraktion, prolaps og måske
også hernie kan som oftest ”relateres” til en tidlig komplikation.
Infektion i hud eller bugvæg lige omkring stomien (parastomal
infektion) kan forebygges ved, at grundsygdommen, som for eksempel Crohns
sygdom, er velbehandlet, og at man desuden anvender en god bandageringsteknik.
Forebyggelse af blødning fra selve stomiens slimhinde kan forebygges ved god
stomipleje og bandageringsteknik.
|
Hvad kan man gøre?
Ved alle de beskrevne komplikationer, bortset fra de meget
tidlige komplikationer, er det meget vigtigt, at man vejledes og kontrolleres
af en stomisygeplejerske. Dels kan man derved mindske risikoen for alvorlige
hudproblemer, dels kan ændret bandageringsteknik være en stor hjælp til at
forebygge lækagetilfælde. Komplikationer efter stomianlæggelse er med til at
nedsætte livskvaliteten, og løbende professionel assistance er nødvendig for at
opnå en så god livskvalitet som muligt.
Man skal derfor søge hjælp og vejledning hos stomisygeplejerske.
Langt de fleste afdelingers stomiambulatorium kræver ikke henvisning fra læge –
og man kan derfor frit kontakte stomiambulatorierne og aftale en
konsultation.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 22.10.2009
|
| |
|
længevarende menstruation -... 
