Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Ældre

10 gode råd om patientsikkerhed


Opdateret: 29. Februar 2012

Patienter der følger med i behandlingen og stiller spørgsmål har mindre risiko for at blive udsat for fejl på landets sygehuse. Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden har derfor udarbejdet 10 gode råd som patienterne på landets sygehuse bør følge:

1. Spørg hellere for meget end for lidt

Det er vigtigt, at du forstår, hvad du skal undersøges for, hvad lægerne har fundet ud af indtil nu, og hvilken behandling du får. Accepter ikke svar, du ikke forstår!

2. Fortæl om dine vaner

Det er godt at informere personalet om, hvad du får af medicin, også alternativ behandling, kosttilskud, naturprodukter, samt om du følger særlige kostråd. Du skal også sige til, hvis du er overfølsom over for medicin, mad eller andet.

3. Skriv ned undervejs

Før gerne dagbog over det, du oplever, mens du er syg. Ofte er det også en god idé at skrive dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem til personalet.

4. Flere ører hører bedre

Tag gerne din pårørende med, når du skal til samtale om undersøgelser og resultater. Det er en fordel at flere har hørt, hvad lægen siger, så alle nuancer kommer med.

5. Lad evt. en anden tage samtalen

Hvis du selv mangler overskud, er du velkommen til at bede personalet om at gennemgå din sygdom og dine behandlinger med en af dine pårørende.

6. Godkend dig selv

Tjek dit navn og dit personnummer sammen med personalet, hver gang du skal undersøges, behandles eller have medicin.

7. Hør om operationen

Hvis du skal opereres, er det en god idé at tale det, der skal ske igennem med lægen. Nogle gange er det også en fordel, at lægen lige inden operationen med en spritpen markerer det sted på din krop, der skal opereres.

8. Sig til hvis det gør ondt

Det er vigtigt, at vi kender dine symptomer. Også hvis de opstår andre steder, end netop dér, hvor du er syg.

9. Spørg hvordan behandlingen skal fortsætte

Når du skal hjem, er det en god ide at spørge, hvordan behandlingen skal fortsætte, og hvad du selv skal gøre.

10. Kend din medicin

Du skal vide, hvad din medicin hedder, hvordan den virker samt hvordan og hvor længe du skal tage den. Før en liste over al den medicin, du får. Sørg også for at kende medicinens eventuelle bivirkninger og spørg om særlige typer mad eller drikkevarer kan påvirke behandlingen negativt.

Du kan læse flere gode råd om patientsikkerhed på www.sikkerpatient.dk , hvor du også finder:


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons