 |  |
Trafiksikkerhed på skolevejen |
 |
 |
Af Katrine Røjel, projektleder
Rådet for Større Færdselssikkerhed
|
Skolestart er også trafikstart
Når dit barn starter i skole, begynder en ny hverdag med mange
nye indtryk og udfordringer. Skoledagen starter allerede på vej til skole. Men
børn på 6-7 år kan ikke overskue, hvad der er farligt i trafikken. Det skal du
som forælder hjælpe dem med at lære.
Mange børn bliver kørt i bil til skole af deres forældre. Men
børn lærer ikke at færdes i trafikken fra bagsædet af en bil. Det er derfor
vigtigt, at du træner ude i trafikken sammen med dit barn. Hvis du kører dit
barn til skole i bil, skal du tage meget stort hensyn til de børn, der går
eller cykler til skole. Morgenmyldretiden ved skolen skaber mange farlige
situationer, så husk at det ikke kun gælder dit barns sikkerhed.
Træning af skolevejen forudsætter, at dit barn kender de
grundliggende regler i trafikken. Det vil sige, at barnet kender forskel på
rødt og grønt lys, ved at kantsten betyder stop og har lært at se sig til begge
sider, inden I krydser vejen. Denne grundliggende træning kan du starte med
allerede, når barnet er omkring 3 år gammel. Husk at du er rollemodel for dit
barn. Børn kopierer de voksnes adfærd. Så hvis du overholder færdselsreglerne,
spænder sikkerhedsselen og kører med cykelhjelm, lærer du dit barn, hvad der er
sikker trafikal adfærd.
|
Vælg en sikker skolevej
Den sikreste skolevej er ikke nødvendigvis den korteste vej. Det
er derimod den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange. Der er måske en
gangsti, en tunnel over kørebanen eller en lysreguleret fodgængerovergang, som
gør vejen mere sikker. Når du har valgt en sikker rute, skal I træne ruten
sammen. Begynd i god tid før skolestart med at træne skolevejen, og husk at der
er stor forskel på trafikmængden i sommerferietiden og efter skolestart.
Det er en god idé, at du aftaler nogle regler med dit barn, som
er nemme at huske og overholde. Det kan fx være, at I går over et bestemt sted,
hvor vejen er mest overskuelig eller, at I aftaler en sikkerhedszone mellem 2
punkter, hvor der skal være fri bane, før I må krydse vejen.
|
Hvornår må mit barn gå alene til skole?
Det er svært at opstille generelle regler for, hvornår det
enkelte barn er parat til at gå alene til skole. Det kommer meget an på, hvor
trafikeret skolevejen er, og hvor meget du som forælder har trænet med
barnet.
En tommelfingerregel siger, at børn først i 10-12 års alderen
har højden og erfaringen til at overskue trafikken i så høj grad, at de kan
færdes på egen hånd i trafikken.
|
På cykel til skole
På cykel bevæger dit barn sig fra fortovet ud mellem bilerne,
hvor der gælder mange flere regler. Alting går hurtigere, og barnet bevæger sig
også med større hastighed. Barnet skal kunne reagere hurtigt, og det kan det
ikke uden hjælp de første skoleår.
Den første forudsætning for at cykle i trafikken er at kunne
beherske sin cykel. Barnet skal både kunne styre, bremse, svinge og orientere
sig ubesværet uden at miste balancen samt være i stand til at give tegn til
andre trafikanter. Først da har barnet overskud til at koncentrere sig om
trafikken. Men selv om dit barn virker sikker, når I cykler sammen, så kan du
ikke regne med, at barnet er sikker på egen hånd. Lad derfor ikke dit barn
cykle alene til skole i starten.
|
Hvornår må mit barn cykle alene?
Ifølge loven skal barnet være fyldt 6 år, før det må køre alene
på cykel i trafikken. Men de færreste børn er parate til at cykle alene på det
tidspunkt.
Du må som forælder afgøre, hvornår dit barn er parat til at
cykle alene. Det er afgørende, hvor meget erfaring barnet har med at færdes i
trafikken på cykel, og om ruten er velkendt. Først omkring 12 års alderen kan
barnet fuldt ud overskue trafikkens mange indtryk, handle sikkert ud fra dem –
også på trafikerede strækninger, som det ikke kender i forvejen.
|
Reflekser og cykelhjelm
Hvad enten I går eller cykler til skole, er det vigtigt, at
sikkerheden er i orden. Gør dit barn synligt i den mørke tid. Sæt reflekser på
skoletasken, og brug refleksbånd og refleksbrikker på overtøjet. Sæt
reflekserne lavt, så fanger billygterne dem bedst og sørg for, at reflekserne
kan ses fra alle sider. Reflekser skal være mærket med EN 13 356 for at være
godkendte.
Husk også cykelhjelmen, når I cykler sammen. Det gælder
selvfølgelig både for børn og voksne. Hjelmen skal sidde midt på hovedet, så
den beskytter både pande og nakke, og den skal udskiftes, hvis den får et slag.
Cykelhjelmen skal være CE-mærket og have godkendelsesmærket EN 1078.
|
Færdselsundervisning
Færdselsundervisning er et obligatorisk fag i folkeskolen.
Skolens færdselsundervisning er et godt supplement til jeres trafiktræning i
familien, og det er vigtigt, at du støtter op om skolens forskellige
færdselsaktiviteter op igennem dit barns skolegang.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 13.11.2009
|
|  |
|