 |  |
Af Erik Fangel Poulsen, speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
|
Det indbyggede 'hormon-ur'
Menstruation er en betydningsfuld del af enhver kvindes liv fra
pubertet til overgangsalder. Hver måned drejer hendes indbyggede ”hormon-ur” en
omgang. Først kommer menstruation, så følger genopbygning af slimhinde i
livmoderen og modning af æg i æggestokkene. Halvvejs i perioden kommer
ægløsningen.
Ægget fanges af æggelederen og vandrer ind mod livmoderhulen. På
vejen møder det måske sædceller og befrugtes, men hvis ikke, triller det lige
så stille ned mod livmoderhulen alligevel. Slimhinden dér er udviklet
yderligere, hvis det skulle være blevet til noget med befrugtningen. Men de
hormonsignaler, som skulle fortælle om befrugtningen, udebliver, slimhinden
løsnes og afstødes - og nu er en ny menstruation en realitet. Til sorg for
nogen, til lettelse for andre.
Og sådan går det altså nogenlunde regelmæssigt måned efter
måned. Nogle kvinder har så regelmæssige blødninger, at de ikke behøver at
kikke på kalenderen for at se datoen. Men det er trods alt de sjældne få.
Mange har derimod mere eller mindre uregelmæssige blødninger – i
hvert fald i perioder. Det kan også ske at blødningerne holder helt op for en
kortere tid – uden at det er tegn på graviditet og uden at det betyder, at der
er noget galt. I begyndelsen (i puberteten) og ved slutningen (op mod
overgangsalderen) er det reglen, at blødningerne er sjældne og uregelmæssige –
selv om styrken kan være nok så massiv. Men ellers kan det være tilfældet for
hvem som helst.
|
Hvad er uregelmæssige blødninger?
Selvom det almindeligste for kvinder altså er en månedlig
blødning, så er der dog en del, der bløder sjældnere, med fem til seks eller
otte ugers interval. Det gør ikke noget, men det kan være irriterende slet ikke
at vide, hvornår menstruationen kommer - og om den kommer.
Hvis du ikke bruger helt sikker
prævention, er der
mulighed for graviditet, selvom risikoen eller chancen nok ikke er helt så stor
som hos andre. De sjældne, uregelmæssige blødninger kan nemlig være udtryk for
svigtende ægløsning. Og ægløsning er som bekendt nødvendig for at blive
gravid.
|
Hvad kan lægen gøre?
Hvis det bekymrer dig, at blødningerne kommer sjældent og
uregelmæssigt, og det varer ved i halve og hele år, bør du kontakte sin læge
med henblik på en vurdering og eventuelt henvisning til gynækolog.
Du vil få foretaget en almindelige gynækologisk undersøgelse og
hos gynækologen også en ultralydsskanning. Det kan også godt være, at du får
undersøgt din hormonbalance. Derimod er det meningsløst at tænke på udskrabning
i den situation.
HHvis du ikke kan acceptere tilstanden, kan du spørge din læge
om en hormonregulering kunne være en mulighed for dig. Hormoner,
p-piller for
eksempel, vil give dig regelmæssige blødninger med fire ugers mellemrum, men
behandlingen virker formentlig kun, så længe du tager pillerne.
Hvis du har graviditetsønske, og din tålmodighed er ved at
briste, skal du ikke blive ved med at vente på, at der skal ske noget.
Forklaringen er måske, at din ægløsning kommer meget sjældent eller slet ikke.
Så skal du undersøges og måske sættes i medicinsk behandling, før det vil
lykkes.
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.10.2006
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|