Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Børnesygdomme

Falsk strubehoste (Pseudocroup, akut laryngit)

Falsk strubehoste er en betændelsestilstand i de øvre luftveje, som oftest ses hos mindre børn. Det mest karakteristiske symptom er hoste, der lyder som en søløve. Læs mere om falsk strubehoste her.


Opdateret: 11. December 2023

Fakta om falsk strubehoste

  • Falsk strubehoste er en betændelsestilstand i de øvre luftveje.
  • Optræder hyppigst hos børn fra et halvt til seks år.
  • Symptomer er hoste, der lyder som søløve-gøen. Samt evt. hæshed, hvæsende vejrtrækning og feber. Symptomerne udvikler sig ofte om natten.
  • Falsk strubehoste er en virusinfektion og kan derfor ikke behandles med antibiotika. Forløbet er som regel fredeligt og varer tre til fire dage

Hvad er falsk strubehoste?

Falsk strubehoste er en hurtigt fremadskridende, virusudløst betændelsestilstand i de øvre luftveje.

Den er lokaliseret til struben og det omgivende væv. Det karakteristiske symptom er hoste, der lyder som søløvegøen.

Sygdommen optræder hyppigst hos børn fra et halvt til seks år, primært hos børn på et halvt til halvandet år. Det er en almindelig lidelse med gode udsigter.

Ægte strubehoste er det samme som difteritis, der er en alvorlig sygdom. Efter indførsel af vaccinen i børnevaccinationsprogrammet er det blevet en meget sjælden sygdom i Danmark.

Falsk strubehoste

Billede: IStock.com

REPLACE_THIS##Ægte og falsk strubehosteOprindeligt var strubehoste også kendt som sygdommen difteri. Difteri er udløst af en bakterie, Corynebacterium.

I 1800 tallet fandt man ud af, at strubehoste også kunne skyldes en virus. Virusudløst strubehoste kaldtes derfor falsk strubehoste.

Sygdommen man oprindelig kendte som strubehoste (difteri), kaldes derfor også ægte strubehoste.

Difteri/ ægte strubehoste er en alvorlig sygdom, men efter indførsel af vaccinen i børnevaccinationsprogrammet er det blevet en meget sjælden sygdom i Danmark.# REPLACE_END

Hvad er symptomerne på falsk strubehoste?

  • Karakteristisk ru, søløve-gøende hoste.

  • Hæshed og hvæsende vejrtrækning.

  • Symptomerne kommer tit om natten, når barnet har ligget ned i nogle timer.

  • Feber.

  • Barnet er ofte forkølet op til, at sygdommen bryder ud.

Hvad skal man være særligt opmærksom på?

  • Hvis barnet bliver tiltagende træt og sløvt.

  • Blåfarvning omkring mund, næse og negle.

  • Besværet vejrtrækning.

  • Indtrækning af huden over brystbenet og mellemribbenene ved indånding

  • Strubelågsbetændelse, som er en meget, meget farlig sygdom, som heldigvis er sjælden. Den rammer ofte større børn og udvikler sig oftest noget anderledes;symptomerne udvikles hurtigt. Stubelåget kan hæve og lukke helt for luftvejene. Efter vaccination mod hæmophilus influenza type B er blevet en del af børnevaccinationsprogrammet, er det meget sjældent børn får strubelågsbetændelse. Typisk er børn med strubelågsbetændelse meget mere påvirkede og savler meget.

Hvorfor får man falsk strubehoste?

Mange vira kan forårsage falsk strubehoste, hyppigst er parainfluenzavirus, men en række andre vira for eksempel RS virus, influenzavirus type A, rhinovirus, adenovirus og coxsackievirus kan ligeledes udløse sygdommen.

Hvis man tidligere har haft falsk strubehoste, er der en tendens til, at det kommer igen ved en ny forkølelse. Efter fire til fem års alderen aftager symptomerne.

Hvordan smitter falsk strubehoste?

Virus kan overføres med luftbårne dråber i forbindelse med hoste og nys, men kan også smitte fra person til person via hænderne. Med hånden føres virus herefter op til øjne eller næseslimhinde.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Diagnosen stilles udfra sygdomstegnene.

Hvordan behandles falsk strubehoste?

Da der er tale om en virusinfektion, kan det ikke behandles med antibiotika.

Alvorlige tilfælde af falsk strubehoste medfører indlæggelse på hospital, hvor man blandt andet kan give iltbehandling, respiratorbehandling, adrenalin-inhalationsbehandling og behandling med binyrebarkhormon.

Hvad kan man selv gøre ved falsk strubehoste?

  • Sørg for rolige omgivelser. Få barnet til at slappe af og forholde sig mest muligt i ro

  • Optræd selv roligt. Uro og angst smitter af på barnet.

  • Sæt barnet op, eller tag det op på armen. Det letter vejrtrækningen.

  • Pak barnet ind i en dyne, eller giv det overtøj på, og tag det med ud i tør kold luft. Det letter vejrtrækningen.

  • Undgå solide måltider, da hosteanfald kan provokere opkastning.

  • Giv barnet rigeligt at drikke, hvis det har høj feber.

  • Ved feber skal barnet have mindst muligt tøj på og ikke ligge under en varm dyne.

  • Hvis barnets vejrtrækning pludselig bliver meget besværet, er det vigtigt straks at ringe 112, da der kan være mistanke om strubelågsbetændelse.

Udsigt for fremtiden

Forløbet af falsk strubehoste er som regel fredeligt og varer tre til fire dage, dog kan hosten vare noget længere. Sygdommen svinger ofte således, at den forværres om natten, når barnet ligger ned og bedres om dagen.

Mulige forværringer ved falsk strubehoste:

  • Udtalt vejrtrækningbesvær og iltmangel.

  • Tilstoppelse af luftvejene (obstruktion). Det er livstruende, sjældent og udvikles langsomt.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons