Annonce
Tænder og mund
Tandpine
Opdateret af Anne Pedersen, specialtandlæge, dr. odont.

Man får da ikke tandpine i dagens Danmark?

Desværre - jo. Og det til trods for, at vi er blevet meget flinkere til at passe på vores tænder. Vi børster dem bedre, vi bruger tandstikkere og tandtråd, vi bruger tandpasta med fluor, og vi lever måske også lidt sundere.

Tandlægerne passer også bedre på os: Den forebyggende tandpleje fra den tidligste barnealder og gennem hele skoletiden, herunder også tandreguleringer, er meget væsentlige for at bibeholde sunde tænder. Der er da også masser af børn og unge, som stort set aldrig har haft huller i tænderne.

Tandlægernes tilbud om fortsat kontrol livet igennem for at finde eventuelle huller på et tidligt tidspunkt og de regelmæssige tandrensninger til forebyggelse af parodentose (paradentose), er ligeledes med til at holde tænderne sunde og udsætte alderens nedbrydning.

Hvorfor får man tandpine?

Trods den forebyggende indsats er der stadig mange, som pludselig får en drønende tandpine og er ved at gå til af smerte.

  • Hul i en tand: Et ubehandlet hul i en tand er den hyppigste årsag til tandpine. Et overfladisk hul der kun har angrebet tandens emalje giver sjældent symptomer. Men lige så snart bakterierne har fundet vej til tandbenet (dentinen) som indeholder masser af små nerveender, er der risiko for at der kan opstå tandpine. Der er desværre ikke nogen sammenhæng mellem et huls størrelse og graden af mulig tandpine. Fx kan et hul nå helt ind til den egentlige tandnerve uden at der nogensinde undervejs har været symptomer.

  • Tandrodsbetændelse:Når bakterierne når ind til tandens nerve, dør nerven. En død nerve kan være udgangspunkt for betændelse omkring roden – og det kan gøre rasende ondt.

  • Tandkødsbetændelse:Efterladte bakterier på tænderne er ikke kun årsag til huller i tænderne, men også til betændelse i tandkødet omkring tænderne. En sådan betændelsestilstand kan også give tandpine – om end sjældent så voldsomme smerter som fra et hul i en tand eller fra en tandrodsbetændelse.

  • Parodontose: Vedvarende tandkødsbetændelse udvikler sig til betændelse i den knogle som tanden sidder fast i. Betændelsen har bredt sig til knoglen og dette kan give samme slags smerter som tandkødsbetændelse – altså sjældent helt så voldsomme som fra et hul i en tand.

  • Tandbyld:Både tandrodsbetændelse, tandkødsbetændelse og parodontose kan føre til at der opstår tandbylder. Tandbylder er en ansamling af betændelse og opstår når der ikke er frit afløb for bakterierne. Bakterierne og betændelsen ophobes i bylden og en sådan gør rasende ondt pga. det øgede tryk der opstår inde i bylden.

  • Tandfrembrud:En tand på vej frem i munden kan også give smerter. Det kender alle forældre med småbørn til (Den første tand) og som voksen kan visdomstænder i frembrud meget ofte give anledning til smerter – specielt hvis der ikke er ordentlig plads til dem i kæben.

Hvad kan man selv gøre?

Tandpine – eller rettere årsagen til tandpinen – forsvinder ikke af sig selv! Bestil derfor tid hos tandlægen. Har du mange tandsmerter, må du prøve at klare dig på bedste vis med smertestillende tabletter indtil du kan komme til tandlæge. Er smerterne uudholdelige findes der i ethvert lokalområde en eller anden form for tandlægevagt.

Skulle tandpinen gå over inden du når at komme til tandlæge, skal du under alle omstændigheder bede din tandlæge kigge på tanden - du kan være helt sikker på, at tandpinen kommer igen, hvis ikke der gøres noget ved årsagen.

Tip en ven
Annonce
Original tekst af  Jens Kølsen  Petersen, , lektor og specialtandlæge

Sidst opdateret: 15.09.2008

Annonce

Følg med i debatten

Netdoktors debatter

Annonce
Annonce
Annonce
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2008 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark