 | |
Af Henrik Thybo Christesen, overlæge, ph.d., lektor
|
Hvad er vækstforstyrrelser?
Vækstforstyrrelse er, når et barn afviger fra vækstmønsteret for
normale børn. Her tænkes specielt på tilvæksten i højden.
Det er vigtigt at huske på, at ikke to børn er ens, og at det
normale har vide grænser. Traditionelt betragter man 95 procent af børnene som
normale, med 2,5% større og 2,5% mindre end det normale.
Højde er ganske arveligt. Høje forældres børn ligger ofte i den
øvre ende og måske over normal-grænserne. På samme måde har små forældre ofte
små børn. Et sent vækstmønster med sent indtrædende
pubertet kan også være arveligt.
Fosterets vækst vurderes af jordemødre og læger ved
svangerskabskontrollerne. Nyfødte skal som tommelfingerregel tage omkring
150-200 gram på om ugen fra anden leveuge til tre måneders alderen, således at
fødselsvægten cirka fordobles ved fem måneders alderen. 1 ud af 18 børn fødes
for små (vægt og/eller længde). Langt de fleste indhenter dog hurtigt det
forsømte, og i 2 års alderen har 90% opnået en normal højde for alderen. De
børn, der ikke er vokset op i normalområdet ved 2-3 års alderen, vokser kun
sjældent op til normal højde senere.
Vækst kan ikke vurderes på en enkelt højde og vægt-måling. Det
er derfor vigtigt at foretage flere målinger over en periode. Målingerne
plottes ind på en
vækstkurve med
normalværdier.
Meget for tidligt fødte børn følges med tætte vægt og
længde-målinger. På vækstkurverne skal man korrigere for de antal uger, barnet
blev født for tidligt. Denne korrektion ses der efterhånden bort fra ved 2
års-alderen.
|
Hvordan opdages en vækstforstyrrelse?
Sørg for, at dit barn bliver målt og vejet af din læge og
sundhedsplejerske ved de aftalte kontroller, samt hvis du har mistanke om, at
der er noget galt.
Hvis dit barn ligger over eller under de
normale vækstkurver, vurderes
forældrehøjden og tendensen på vækstkurven i forhold til tidligere målinger.
Det kan være tegn på sygdom, hvis dit barn ligger meget under eller over det
normale, eller hvis dit barn er begyndt at afvige fra den vækstlinie, han/hun
tidligere har fulgt (stigning eller fald på vækstkurven).
-
Højde over eller under normalgrænserne på højdekurven. Dette
kan være arveligt, men en vækstsygdom bør udelukkes.
-
Fald på højdekurven. Dette kan ses som et normalt fænomen
omkring 1 års-alderen og hos børn, der kommer lidt sent i pubertet. Fald på
højdekurven bør føre til en lægevurdering.
-
Stigning på højdekurven. Dette kan ses, hvis et kronisk sygt
eller fejl-/underernæret barn er blevet rask. Det ses også i forbindelse med
pubertetens start hos piger og midt i puberteten hos drenge. Stigning på
højdekurven kan i alle andre situationer være et tegn på sygdom og bør føre til
en lægevurdering.
-
Vægt under eller over normalgrænserne på vægtkurven. Dette kan
være arveligt, men en sygdom bør udelukkes. Overvægt eller
fedme skyldes oftest for lidt motion
og for mange kalorier.
-
Fald på vægtkurven. Mange børn falder på vægtkurven i 1
års-alderen pga. kostskifte og øget fysisk aktivitet. Dette kan være normalt.
Et utilsigtet fald på vægtkurven må opfattes som dårlig trivsel og bør også
føre til nærmere undersøgelser for kroniske sygdomme. Et egentligt vægttab bør
også føre til lægeundersøgelse, hvis det ikke er forbigående ved kortvarig
sygdom– eller skyldes et forståeligt ønske om at blive slankere.
-
Stigning på vægtkurven. Dette kan være tilsigtet hos
undervægtige børn, men ses oftest pga. for lidt motion og for mange kalorier.
Vægt skal altid vurderes i sammenhæng med højde (BMI). En sjælden kombineret
stigning på vægtkurven og fald på højdekurven bør føre til grundigere
lægeundersøgelse på mistanke om hormonsygdom.
|
Hvorfor får man en vækstforstyrrelse?
Et barns vækst bestemmes af en vurdering af en blanding af arv,
miljø og sygdom. Kost og motion er afgørende faktorer, men også en lang række
kroniske sygdomme eller hormonsygdomme kan have betydning. Det er vigtigt at
lægge mærke til andre tegn på sygdom, hvis barnet vokser for lidt eller for
meget.
Læs også siden om væksthormonmangel.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Lægen måler og vejer barnet samt indtegner vækstkurver.
Forældrenes højde indgår i vurderingen, samt hvornår de selv kom i puberteten.
Lægen udspørger om barnets kost, appetit, motionsvaner, afføringsmønster, andre
sygdomme eller tegn herpå, og eventuelt psykiske eller sociale
problemer.
Barnet undersøges for tegn på anden sygdom og eventuel
pubertetsudvikling.
Ved en røntgenundersøgelse af venstre hånd og håndled kan
knoglernes udvikling bedømmes. Den såkaldte knoglealder kan både være foran
eller bagud i forhold til barnets alder. Ofte må lægen henvise til en
børneafdeling for at komme videre med udredningen og eventuel medicinsk
behandling.
|
Hvad kan man selv gøre?
For få eller for mange kalorier er begge dele skadelige for
barnets vækst, ligesom for lidt motion eller ekstrem elitesport/gymnastik kan
være det. Slaget om kalorierne starter med, hvad familien putter i
indkøbsvognen, og hvilke fristelser, der er i barnets øvrige miljø. Kost og
motion er et spørgsmål om sunde vaner, snarere end kortvarige kure.
Alle kan selv måle og veje deres børn, men en vurdering af
væksten bør foretages regelmæssigt af sundhedsplejersker og læger.
Undersøgelserne følger fastlagte retningslinier og foretages sædvanligvis i
forbindelse med de almindelige børneundersøgelser, hos skolelægen samt
sundhedssygeplejersken. Hjemmemålinger bliver nemt unøjagtige, og tolkningen af
vækstkurver kan være vanskelige.
Søg læge eller sundhedsplejerske en ekstra gang, hvis du er
bekymret over dit barns vækst.
|
Hvad er udsigten for fremtiden, og hvordan behandles
vækstforstyrrelsen?
Dette afhænger af typen af vækstforstyrrelse samt årsagen til
denne vækstforstyrrelse.
Se også
Landsforeningen for Væksthæmmede (LVF).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 17.12.2008
|
| |
|
Forstukket ledbånd 
