 |
 |
| Nogle mener, at depression skyldes mangel på et bestemt stof i
hjernen. |
|
|
Nogle mener, at
depression skyldes
mangel på serotonin i hjernen. Det er muligt, at der er mangel på serotonin ved
depressioner, men dybest set bliver vi ikke så meget klogere af dét, for
hvordan er manglen på serotonin da opstået? På den anden side har serotonin en
vis rolle at spille.
Man blev opmærksom på sammenhængen mellem serotonin og
depression ved en tilfældighed. I 1950erne brugte man nemlig et bestemt stof
til at behandle forhøjet blodtryk. Dette stof havde den egenskab, at det
mindskede mængden af bestemte transmittersubstanser eller kemiske budbringere i
hjernen. Det viste sig, at dette blodtryksregulerende middel hos nogle
mennesker havde den meget ubehagelige bivirkning, at de blev
deprimerede.
Nøjere undersøgelser tydede på, at der var en sammenhæng mellem
deres sænkede serotoninniveau i hjernen og det, at de udviklede depressioner.
Siden hen er det kommet frem, at denne model er alt for simpel. For eksempel
kan man opnå en lignende bivirkning ved at sænke mængden af noradrenalin i
hjernen, så det system må også være involveret på en eller anden måde. Som
nævnt var det heller ikke alle, der fik stoffet, som udviklede depressioner, så
andre faktorer må også spille en rolle. Alligevel var modellen meget frugtbar,
idet den førte til udviklingen af den moderne
antidepressive
medicin, som påvirker bestemte transmittersystemer i hjernen og har
relativt få bivirkninger.
Det er imidlertid ret let at indse, at depression ikke kun kan
være et spørgsmål om serotoninmængden i hjernen. Som andetsteds nævnt virker
for eksempel SSRI-præparaterne ved at øge mængden af serotonin i hjernen. Det
er en effekt, som sætter ind få timer efter, at man har taget den første
tablet. Imidlertid er det velkendt, at depressionen først letter efter flere
ugers behandling. Dette faktum kan man ikke forklare, hvis det udelukkende var
et spørgsmål om mængden af serotonin, der spillede en rolle. Endelig forklarer
denne forsimplede teori heller ikke den kendsgerning, at forskellige
psykologiske belastninger kan udløse depressioner. Derfor er man begyndt at
interessere sig for andre mekanismer. Og som sagt: Hvorfor er serotonin blevet
for lavt i den deprimeredes hjerne?
|
Depression - et uheldigt samspil mellem miljø og individ?
I moderne psykiatri er man derfor gået bort fra denne simple,
biokemiske forståelsesmodel. Man ser nu snarere depressionen som udtryk for et
uheldigt samspil mellem et sårbart individ og forskellige uheldige
livsomstændigheder. Man har for eksempel længe vidst, at depressioner kunne
opstå efter belastende omstændigheder såsom dødsfald i familien. På den anden
side er det heller ikke alle, der oplever den slags belastninger, som bliver
deprimerede. Derfor må der være andre ting, der også spiller en rolle. I dag
véd vi, at
arvelige forhold,
forhold omkring opvæksten, legemlige sygdomme og andre legemlige påvirkninger
samt aktuelle belastninger i et meget indviklet samspil kan udløse en
depression.
|
Hvilken betydning har opvæksten for udvikling af
depression?
 |
| Barndommen har betydning for udviklingen af
depression. |
|
| |
Der er for nylig kommet flere videnskabelige undersøgelser, som
beviser, at forhold under vores opvækst i høj grad kan gøre, at vi senere i
vores liv oplever alvorlig behandlingskrævende angst eller
depression.
En meget stor amerikansk undersøgelse har således vist, at
fysisk og psykisk misbrug af børn medfører en kraftigt forøget risiko for, at
de i voksenlivet får depressioner og
angst. Dette skyldes
formentligt blandt andet, at vi under opvæksten lærer at reagere på
belastninger på forskellig vis afhængigt af, hvad vi i øvrigt er udsat
for.
Dyreforsøg tyder også på, at vores hjerne simpelthen udvikler
sig forskelligt rent fysisk, alt efter om vi vokser op i et stimulerende og
trygt miljø, eller om vi vokser op i et utrygt og uforudsigeligt miljø. Vores
måde at håndtere stress på i voksenlivet er sandsynligvis meget forskellig alt
efter vores opvækstbetingelser. Dette betyder, at det synspunkt, som
oprindeligt blev fremført af Sigmund Freud for næsten 100 år siden, hvor han
påpegede barndommens betydning for senere psykiske lidelser, har fået støtte
fra en uventet kant.
|
Hjernens stress-system løber løbsk
På grund af vores opvækst vil hjernens stress-system blive
indstillet på forskelligt niveau, som involverer bestemte områder i hjernen.
Disse områder er hypofysen, hypothalamus og hippocampus samt stresshormonerne.
I forbindelse med belastninger øges mængden af stresshormon
cortisol.
Det er hensigtsmæssigt, hvis belastningen er kortvarig, fordi
den koncentrerer organismens indsats mod at overvinde belastningen. Hvis
processen imidlertid står på igennem længere tid, kan cortisolhormonet starte
en ond spiral. Der sker nemlig en langsom nedbrydning af netop de celler i
hjernen, som skulle dæmpe stressreaktionen. Dette betyder, at reguleringen
bliver ødelagt, og stressreaktionen fortsætter lang tid efter, at den
oprindelige belastning er forsvundet. Den fortsatte stressreaktion påvirker en
række andre systemer, herunder serotonin og noradrenalin systemet, hvorved
depressionens symptomer opstår.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en række legemlige
sygdomme som for eksempel
blodprop i hjernen,
samt misbrugsstoffer, på tilsvarende vis kan starte denne onde spiral. Faktisk
tyder moderne forskning på, at vi med alderen får bittesmå karskader i hjernen,
som hvis de sidder bestemte steder kan påvirke særlige hjerneafsnit og udløse
en depression. Disse karskader kan opstå, hvis man ryger, har forhøjet blodtryk
eller forhøjet kolesterol i blodet.
Det skal dog understreges, at dette fortsat er en teori. Men det
er en teori, som underbygges af et stigende antal undersøgelser - dels
undersøgelser, hvor man går ind og måler mængden af stresshormon i blodet -
dels undersøgelser med de såkaldte billeddannende teknikker, hvor man ved hjælp
af scannere kan måle aktiviteten i selv meget små hjerneafsnit.
En konsekvens af teorien er, at en depression, der ikke bliver
behandlet, og som varer lang tid, måske kan medføre svind af bestemte områder
af hjernen (hippocampus). Måske er det det, der forklarer, hvorfor ubehandlede
depressioner har en tendens til at vende tilbage i værre og værre skikkelse.
Omvendt kan man også sige, at hvis man behandler depressionen, forebygger man i
virkeligheden noget, der måske ellers kunne udvikle sig til en
hjerneskade.
Det er i den forbindelse umådeligt interessant, at nye
undersøgelser har vist, at antidepressiv medicin samt
elektrochok-behandling kan betyde, at de hjernecentre,
som under depressionen havde svind af celler, kan begynde at danne nye
nerveceller. Dette har dansk forskning vist for nylig og er i virkeligheden
epokegørende. I over 100 år har man troet, at hjerneceller, der først var
forsvundet, ikke kunne gendannes.
|
Hvorfor virker behandling?
Modellen forklarer også, hvorfor så forskellige
behandlingsprincipper som samtaleterapi, medicin og elektrochok virker.
Tilsyneladende sætter man simpelthen ind over for forskellige dele af den
ondartede proces, som depressionen udgør.
Ved samtaler lærer man at håndtere stress bedre, med medicin går
man ind og mindsker mængden af det skadelige stresshormon, og med elektrochok
får man hjernen til at gendanne de nerveceller, der var gået tabt.
|
|
Hjælp til fødselsdepression