 |  |
|
Autohaler er en inhalationsaerosol, der indeholder medicin i
væskeform og virker som en slags sprayflaske. Apparatet har en indbygget
fjeder, der udløser et pust medicin ved indånding. Det er altså ikke nødvendigt
at koordinere håndbevægelser og indånding.
Ved at skyde en åndingsbeholder - en såkaldt spacer - ind mellem
dig og inhalationsaerosolen bliver det meget lettere at bruge
inhalationaerosolen. Spaceren bør under alle omstændigheder anvendes, hvis man
tager højdosis hævelsesdæmpende hormon. De præparater der findes til Autohaler
er nævnt nederst på siden.
|
Hvordan bruger jeg min Autohaler?
-
Tag låget af mundstykket.
-
Hold autohaleren lodret og løft handtaget op til det bliver
stående.
-
Ånd ud, så lungerne er tømte.
-
Luk munden tæt omkring mundstykket.
-
Tag en dyb og langsom indånding gennem munden. Fortsæt med at
ånde ind, selvom du hører et svagt klik og får et pust medicin i
munden.
-
Hold vejret i 10 sekunder og ånd langsomt ud.
-
Skal du have flere doser så vent 30 sekunder og gentag så trin
to-seks.
-
Sæt låget på igen.
|
Hvordan lærer jeg mit barn at bruge sin Autohaler?
-
Tag låget af mundstykket.
-
Hold autohaleren lodret og løft handtaget op til det bliver
stående.
-
Bed dit barn om at ånde ud så lungerne er tømte.
-
Bed dit barn lukke munden tæt omkring mundstykket. Lad barnet
tage en dyb og langsom indånding gennem munden, så en dosis medicin sprayes ud
og trækkes ned i barnets lunger. Små børn skal trække luften 'helt ned i
tæerne'. Større børn kan nøjes med en almindelig dyb indånding. Bed barnet
fortsætte med at ånde ind, selvom det hører et svagt klik og får et pust
medicin i munden.
-
Bed dit barn holde vejret i 10 sekunder og derpå ånde langsomt
ud.
-
Hvis dit barn skal have flere doser så vent 30 sekunder og
gentag så trin to-seks.
-
Sæt låget på igen.
Træn først teknikken nogle gange uden at gøre det rigtigt. Når i
begge er med på teknikken, så prøv at gøre det rigtigt.
|
Gode råd
-
Når du eller dit barn bruger Autohaleren med hævelsesdæmpende
hormon, er det vigtigt at skylle munden bagefter. Børst eventuelt tænder. Ved
at gøre dette modvirker man dannelse af mundsvamp (trøske).
-
Skal du eller dit barn både have luftvejsudvidende medicin og
hævelsesdæmpende hormon, er det en god idé først at tage den luftvejsudvidende
medicin. Vent fem minutter, så medicinen har virket og tag så det
hævelsesdæmpende hormon.
-
I pakken til Autohaleren findes en indlægsseddel, der viser,
hvordan den skal bruges.
-
Det kan være en stor fordel at anvende en såkaldt
spacer.
-
Bliver din eller dit barns astma værre på trods af at
behandlingen følges, skal du/I omgående søge læge.
|
Hvad er godt ved Autohaler?
-
Autohaler fylder ikke ret meget og kræver ikke specielle
hjælpemidler.
-
Autohaler kan kombineres med aerochamber med/uden
maske.
-
Anvendt med aerochamber med/uden maske kan den bruges af selv
meget små børn og ældre.
-
Ved korrekt brug er autohaler en meget effektiv
astmabehandling.
|
Hvad er mindre godt ved Autohaler?
-
For at få glæde af autohalere skal man være i stand til at
trække vejret dybt ind.
-
Autohaleren kan som regel ikke anvendes af ældre og børn under
fem-seks år med mindre den anvendes med aerochamber.
|
Inhalationsmidler mod astma til Autohaler
Hævelsesdæmpende hormon [kortison], forebyggende mod
astma.
Binyrebarkhormon hæmmer slimdannelse og hævelse i luftvejene
og dermed symptomerne på astma. Virkningen indtræder som regel først efter
fire-syv dage. Der kan ske en forbedring allerede efter 24 timer, hvis man ikke
tidligere har anvendt binyrebarkhormoner til inhalation.
Luftvejsmuskelafslappende [Beta2agonister] med
korttidsvirkning.
Afslapper muskulaturen omkring luftvejene. Herved udvides
hulrummet inden i luftvejene, således at luften nemmere kan passere. Dette får
specielt betydning i de mindste luftveje, som også kaldes bronkier. Medicinen
virker direkte på de små muskelceller, som ligger bagved slimhinden. Virker
sædvanligvis i løbet af 5-10 minuter.
|
NetDoktor gør opmærksom på, at rubrikken "Hvordan
bruger jeg min standardinhalationsaerosol" ikke er en direkte gengivelse af den
pågældende producents egne beskrivelser. Rubrikken må alene bruges som led i en
orientering af hvilke produkter, der findes på markedet, sådan som beskrevet.
Indholdet erstatter derfor ikke information fra såkaldte indlægssedler vedlagt
det pågældende produkt eller information fra egen læge eller
apotek.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.09.2001
|
|  |
|