 | |
| Atrieflimren (forkammerflimren/hjerteflimmer) |
|
|
Af Steen Pehrson, overlæge,
dr.med, speciallæge i kardiologi og intern medicin
|
Hvad er atrieflimren?
Forkammerflimren (atrieflimren) er en rytmeforstyrrelse i
hjertets elektriske system og en af de mest almindelige hjertesygdomme. Der
bliver indlagt 13.000 personer med atrieflimren om året på de danske sygehuse,
men man anslår, at mange flere danskere oplever denne rytmeforstyrrelse
lejlighedsvis eller permanent.
Sygdommen, som flere og flere lider af, rammer oftest personer
over 50 år. Når man har et anfald af atrieflimren er den normale impulsgiver i
hjertets forkammer – sinusknuden, der sikrer en ensartet sammentrækning af
forkamrene – sat ud af funktion. I stedet opstår der hurtige, uregelmæssige og
skiftende sammentrækningsbølger i forkamrene. Men takket være et såkaldt
’overledningssystem’ mellem forkammer og hovedkammer bliver en ekstrem hyppig
aktivering af hjertets kamre heldigvis forhindret, selvom hjertet dog oftest
vil slå hurtigt og altid uregelmæssigt. Af samme årsag oplever personer med
atrieflimren en uregelmæssig og til tider hurtig puls.
|
Hvordan får man atrieflimren?
Hos flertallet af personer med atrieflimren stammer den meget
hurtige impulsaktivitet i forkamrene fra muskelfibre i de blodårer
(lungevener), som fører iltet blod fra lungerne ind i venstre forkammer. Der
ser ud til at være mange bidragende årsager til at atrieflimren opstår.
Personer med
forhøjet blodtryk,
sukkersyge,
hjertemuskelsygdom (for eksempel tidligere
blodprop i hjertet)
eller
hjerteklapsygdomhar
øget tendens til atrieflimren, det samme har personer med
forhøjet stofskifte.
|
Hvordan føles atrieflimren?
Umiddelbart skulle man tro, at en sådan rytmeforstyrrelse altid
vil være generende, men mange personer oplever få eller ingen symptomer. Det
hyppigste symptom er fornemmelse af den hurtige og uregelmæssige hjertebanken,
men man kan også føle sig træt, få en dårligere kondition og opleve åndenød
eller ubehag i brystet.
Den flimrende bevægelse i forkamrene kan desuden øge risikoen
for, at der bliver dannet større eller mindre blodpropper i netop i forkamrene,
som under uheldige omstændigheder kan løsrive sig og blive ført ud i
blodkarsystemet, hvor de for eksempel kan give anledning til
blodpropper i
hjernens kar eller blodkarrene i arme eller ben. Denne risiko varierer
med alder, typen af ledsagende hjertesygdom (for eksempel
forhøjet blodtryk
eller kunstig hjerteklap) og en række andre forhold - eksepelvis
diabetes og tidligere
slagtilfælde.
|
Hvad kan man selv gøre?
Der er fortsat stor usikkerhed omkring årsagerne til, at den
enkelte person får atrieflimren. Arvelige forhold, som man ikke kan påvirke,
kan gøre sig gældende.
Man ved dog, at forhøjet blodtryk, diabetes og hjertesygdom som
følge af
åreforkalkning i
hjertets kransårer medfører en øget risiko for atrieflimren, og derfor vil en
sund livsstil muligvis kunne mindske risikoen. Det indebærer motion og sund
kost og kontrol af blodtrykket.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Det er ofte den uregelmæssige puls, som får lægen til at tage et
elektrokardiogram
(EKG). Lægen kan af EKG’en se, om der er tale om atrieflimren.
En række andre undersøgelser kan også være relevante, men det
afhænger af de omstændigheder, hvorunder atrieflimren er konstateret.
Undersøgelserne indbefatter ultralydsundersøgelse af hjertet
(ekko-kardiografi),
rutineblodprøver med
blodprocent, nyrefunktion og indholdet af salte i blodet, røntgenbillede af
lungerne, arbejdstest, båndoptager-EKG samt kontrol af stofskiftet (blodprøve).
|
Hvordan behandler man atrieflimren?
Ved den medicinske behandling anvender man dels lægemidler mod
rytmeforstyrrelsen, dels lægemidler som skal forhindre blodpropsdannelse.
Lægemidler mod rytmeforstyrrelsen
Nogle lægemidler anvender man på grund af deres dæmpende
effekt på pulsen ved at påvirke overledningsevnen i ledningssystemet mellem
forkammer og hovedkammer: Det drejer sig om beta-blokkere, Digoxin og
kalciumantagonister. Andre lægemidler anvender man på grund af deres evne til
at kunne forhindre, at atrieflimren opstår. Det drejer sig om beta-blokkere
(også nævnt ovenfor), samt Sotacor (sotalol), Tambocor (flekainid), Rytmonorm
(propafenon) og Cordarone (amiodaron).
Lægemidler som mindsker risikoen for
blodpropsdannelse
Disse omfatter acetylsalicylsyre (hjertemagnyl) og egentlig
blodfortyndende behandling i form af for eksempel Marevan/Marcoumar og
dabigatranetexilat (Pradaxa).
Elektriske stød
Atrieflimren bliver af og til behandlet med et såkaldt
DC-stød, det vil sige et elektrisk stød, som gives under en kortvarig fuld
bedøvelse. Behandlingen er generelt meget effektiv til at bryde det enkelte
anfald og normalisere rytmen. Problemet er blot, at der ikke er nogen garanti
for, at den normale rytme fortsætter.
Overbrændingsbehandling
Som et alternativ til medicinsk behandling af
hjerterytmeforstyrrelsen har man de senere år kunnet udføre såkaldt
overbrændingsbehandling (kateterablation). Ved behandlingen føres fra venerne i
lysken særlige hjertekatetre, som kan registrere hjertes elektriske signaler
ind i hjertets rum. Ét af katetrene bruges til at afgive varmeenergi, som
medfører en meget lokal skade, og dermed elektrisk isolerer muskelfibrene i de
fire lungevener fra den øvrige del af forkammermuskulaturen. Dette kaldes
lunge-veneisolation. Der er tale om omfattende ”brændinger” i
lungeveneområderne i venstre forkammer.
Behandlingen tager nogle timer og foregår i lokal bedøvelse.
Som tommelfingerregel har behandlingen effekt hos cirka 75 procent af
patienterne efter 1-2 behandlingsforsøg. Der er bedst effekt ved behandling af
personer med anfaldsvis atrieflimren og dårligere resultater, når det drejer
sig om permanent atrieflimren, hvor rytmeforstyrrelsen er tilstede hele tiden.
Behandlingen tilbydes personer med betydelige gener af atrieflimren, og som har
prøvet lægemidler uden effekt eller har oplevet bivirkninger. Der er en risiko
for komplikationer, som kan være alvorlige, og indtræffer i 1-2 procent af
behandlingerne. Det drejer sig bl.a. om risiko for perforation af hjertemusklen
med indtrængen af blod i hjertesækken; risiko for dannelse af blodpropper i
venstre forkammer, som kan løsnes og sendes ud i blodkarsystemet samt en lille
risiko for forsnævring af lungevenerne.
Læs mere om behandling af
atrieflimren her
|
Udsigt for fremtiden
Atrieflimren er oftest tilbagevendende, når det først er
konstateret. For en del personer, er rytmeforstyrrelsen noget lejlighedsvist
forekommende, med enkelte anfald per måned eller år, men for andre kan
anfaldene tage til i længde og hyppighed, for til sidst at blive en permanent
rytmeforstyrrelse. Det kan være til stor gene for de pågældende personer, men
mange har kun beskedne gener af rytmeforstyrrelsen. Et fåtal kan blive ramt af
slagtilfælde grundet den øgede tendens til blodpropsdannelse i
forkamrene.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 31.10.2011
|
| |
|
