 | |
| Atrieflimren (forkammerflimren) |
|
|
Af Steen Pehrson, overlæge,
dr.med, speciallæge i kardiologi og intern medicin
|
Hvad er atrieflimren?
Forkammerflimren (atrieflimren) er en funktionsforstyrrelse i
hjertets elektriske system, og en af de mest almindelige hjertesygdomme. Årligt
indlægges 13.000 personer på de danske sygehuse med atrieflimren, men man
anslår, at mange flere danskere oplever denne rytmeforstyrrelse lejlighedsvis
eller permanent.
Sygdommen, som flere og flere lider af, rammer oftest personer
over 50 år. Under atrieflimren, er den normale impulsgiver i hjertets forkammer
– sinusknuden – sat ud af funktion. I stedet er den ensartede sammentrækning af
forkamrene erstattet af hurtige uregelmæssige og skiftende
sammentrækningsbølger i forkamrene. Takket være overledningssystemet mellem
forkammer og hovedkammer forhindres en ekstrem hyppig aktivering af hjertets
kamre, som dog oftest vil slå hurtigt og altid uregelmæssigt.
|
Hvordan får man atrieflimren?
Hos flertallet af personer med atrieflimren, stammer den meget
hurtige impulsaktivitet i forkamrene fra muskelfibre i de blodårer
(lungevener), som fører iltet blod fra lungerne ind i venstre forkammer. Der
ser ud til at være mange bidragende årsager til at atrieflimren opstår.
Personer med
forhøjet blodtryk,
sukkersyge,
hjertemuskelsygdom (for eksempel tidligere
blodprop i hjertet)
eller
hjerteklapsygdom.
Personer med
forhøjet stofskifte
har også øget tendens til atrieflimren.
|
Hvordan føles atrieflimren?
Umiddelbart skulle man tro, at en sådan rytmeforstyrrelse altid
vil være generende, men mange personer oplever få eller ingen symptomer. Det
hyppigste symptom er fornemmelse af den hurtige og uregelmæssige hjertebanken,
men også træthed og nedsat kondition, åndenød eller ubehag i brystet kan
forekomme. Den flimrende bevægelse i forkamrene kan øge risikoen for dannelse
af større eller mindre blodpropper i disse, som under uheldige omstændigheder
kan løsrives og føres ud i blodkarsystemet, hvor de for eksempel kan give
anledning til
blodpropper i
hjernens kar eller blodkarrene i arme eller ben. Denne risiko varierer
med alder, typen af ledsagende hjertesygdom og en række andre
forhold.
|
Hvad kan man selv gøre?
Der er fortsat megen usikkerhed omkring årsagerne til, at den
enkelte person får atrieflimren. Arvelige forhold, som man ikke kan påvirke,
kan gøre sig gældende. Da forhøjet blodtryk, diabetes og hjertesygdom som følge
af
åreforkalkning i
hjertets kransårer medfører en øget risiko for atrieflimren, vil en
hensigtsmæssig livsstil muligvis kunne mindske risikoen. Det indebærer motion
og sund kost, samt kontrol af blodtryk.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Det er ofte den uregelmæssige puls, som får lægen til at tage et
elektrokardiogram
(EKG), hvor man kan se, at der er tale om atrieflimren. Andre undersøgelser som
kan være relevante, men afhænger af omstændighederne, hvorunder atrieflimren er
konstateret, er ultralydsundersøgelse af hjertet (ekko-kardiografi),
rutineblodprøver med
blodprocent, nyrefunktion og indholdet af salte i blodet, røntgenbillede af
lungerne, arbejdstest, båndoptager-EKG samt kontrol af stofskiftet (blodprøve).
|
Hvordan behandler man atrieflimren?
Ved den medicinske behandling anvendes dels lægemidler mod
rytmeforstyrrelsen, dels lægemidler som skal forhindre blodpropsdannelse.
Lægemidler mod rytmeforstyrrelsen
Nogle lægemidler anvendes på grund af deres dæmpende effekt på
pulsen ved at påvirke overledningsevnen i ledningssystemet mellem forkammer og
hovedkammer: Det drejer sig om beta-blokkere, Digoxin og kalciumantagonister.
Andre lægemidler anvendes på grund af deres evne til at kunne forhindre opståen
af atrieflimren. Det drejer sig om beta-blokkere (også nævnt ovenfor), samt
Sotacor, Tambocor, Rytmonorm og Cordarone.
Lægemidler som mindsker risikoen for
blodpropsdannelse
Disse omfatter acetylsalicylsyre (Magnyl) og egentlig
blodfortyndende behandling i form af Marevan/Marcoumar.
Elektriske stød
Atrieflimren behandles af og til med et såkaldt DC-stød, det
vil sige et elektrisk stød som gives under en kortvarig fuld bedøvelse.
Behandlingen er generelt meget effektiv til at bryde det enkelte anfald og
normalisere rytmen. Problemet er blot, at der ikke er nogen garanti for, at den
normale rytme fortsætter.
Overbrændingsbehandling
Som et alternativ til medicinsk behandling af
hjerterytmeforstyrrelsen har man de senere år kunnet udføre såkaldt
overbrændingsbehandling (kateterablation). Ved behandlingen føres fra venerne i
lysken særlige hjertekatetre, som kan registrere hjertes elektriske signaler
ind i hjertets rum. Ét af katetrene bruges til at afgive varmeenergi, som
medfører en meget lokal skade, og dermed elektrisk isolerer muskelfibrene i de
fire lungevener fra den øvrige del af forkammermuskulaturen. Dette kaldes
lunge-veneisolation. Der er tale om omfattende ”brændinger” i
lungeveneområderne i venstre forkammer.
Behandlingen tager nogle timer og foregår i lokal bedøvelse.
Som tommelfingerregel har behandlingen effekt hos cirka 75 procent af
patienterne efter 1-2 behandlingsforsøg. Der er bedst effekt ved behandling af
personer med anfaldsvis atrieflimren og dårligere resultater, når det drejer
sig om permanent atrieflimren, hvor rytmeforstyrrelsen er tilstede hele tiden.
Behandlingen tilbydes personer med betydelige gener af atrieflimren, og som har
prøvet lægemidler uden effekt eller har oplevet bivirkninger. Der er en risiko
for komplikationer, som kan være alvorlige, og indtræffer i 1-2 procent af
behandlingerne. Det drejer sig bl.a. om risiko for perforation af hjertemusklen
med indtrængen af blod i hjertesækken; risiko for dannelse af blodpropper i
venstre forkammer, som kan løsnes og sendes ud i blodkarsystemet samt en lille
risiko for forsnævring af lungevenerne.
|
Udsigt for fremtiden
Atrieflimren er oftest tilbagevendende, når det først er
konstateret. For en del personer, er rytmeforstyrrelsen noget lejlighedsvist
forekommende, med enkelte anfald per måned eller år, men for andre kan
anfaldene tage til i længde og hyppighed, for til sidst at blive en permanent
rytmeforstyrrelse. Det kan være til stor gene for de pågældende personer, men
mange har kun beskedne gener af rytmeforstyrrelsen. Et fåtal kan blive ramt af
slagtilfælde grundet den øgede tendens til blodpropsdannelse i
forkamrene.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 10.11.2008
|
| |
|
Alt uændret m.h.t. delekærv... 
