Annonce
Vaccinationer
Difteri
Opdateret af Steffen Glismann, overlæge

Hvad er difteri?

Difteri er en akut luftvejsinfektion fremkaldt af Corynebacterium dihtheriae. Infektionen er alvorlig og med en høj dødelighed, selv i de vesteuropæiske lande.

Bakterierne slår sig ned på slimhinden i svælget, næsen eller struben, hvor de deler sig og udskiller et giftstof, toksin. Bakterien og toksinet ødelægger slimhinden, så der opstår en svær halsbetændelse og der dannes tykke belægninger. De membranagtige belægninger i halsen kan løsne sig og blokere luftvejene, så der opstår åndenød og eventuelt kvælningsanfald. Bakteriens giftstof trænger ind i kroppen og kan yderligere medføre skade i hjertet og nervesystemet.

Hvorfor får man difteri?

Sygdommen smitter ved, at dråber fra næsen eller svælget spredes fra person til person, for eksempel ved hoste og nys. Man kan få sygdommen, hvis man ikke er beskyttet af antistoffer (i Danmark opnås antistoffer ved vaccination). Bakterien kan godt overføres fra en person, der ikke har tegn på sygdom, en såkaldt 'rask smittebærer'.

Annonce
Hvor findes difteri?

Bakterien kan findes overalt, men det er især i fattige og tætbefolkede områder, hvor ikke alle har fået difterivaccination, at sygdommen har mulighed for at sprede sig. I begyndelsen og midten af 1990’erne blev mere end 50.000 mennesker syge af difteri i Rusland og i de baltiske lande. De senere år har der tillige været mindre epidemier i Sydøstasien.

I Danmark og andre vestlige lande er sygdommen meget sjælden. Der har ikke været epidemier siden 1940’erne, hvor difterivaccination blev indført. Men enkelte tilfælde vil kunne ses, fordi en mindre del af befolkningen ikke er fuldt vaccineret, og der kan importeres difteri fra udlandet. I Danmark er der senest konstateret difteri hos to voksne søskende i 1998. Den ene, der ikke var vaccineret som barn, døde før sygdommen blev konstateret.

Hvordan føles sygdommen?

  • Inkubationstiden (den tid det tager fra en person er smittet til sygdommen bryder ud) er oftest to til fem dage.

  • Lokale symptomer består er halssmerter, hoste og besvær med at trække vejret.

  • Almene symptomer viser sig ved let temperaturforhøjelse, slaphed og mathed.

  • Der kan i anden til sjette sygdomsuge ses påvirkning af hjertet og nervesystemet i form af lammelser. I værste fald kan det føre til forstyrrelser i hjertets rytme med risiko for hjertestop.

  • Dødeligheden er høj i fattige lande, op mod 30 - 40 procent. I vestlige lande er der en dødelighed på omkring 5-10 procent, især fordi sygdommen er sjælden og i starten kan forveksles med andre infektioner, hvorfor behandlingen ikke indledes i tide.

Hvad kan man selv gøre for at undgå sygdommen?

Den vigtigste måde at undgå at få sygdommen på er ved vaccination. Alle børn i Danmark tilbydes rutinemæssigt fire vaccinationer mod difteri i børnevaccinationsprogrammet. Børn får difterivaccine sammen med stivkrampe-, kighoste- hæmophilus influenzae type B-, polio- og pneumokokvaccine i tre til fem og 12 måneders alderen. Difterivaccinen gives igen i femårs alderen. Herefter regnes barnet for at være beskyttet i yderligere mindst 10 år.

Skal man rejse i udlandet, anbefales det mange steder at sikre beskyttelsen ved en ny difterivaccination hvert 10 år. På skadestuer, hvor en person får en stivkrampevaccine på grund af et sår, gives der samtidig difterivaccine i en kombineret di-tek-vaccine.

Hvordan stilles diagnosen?

Der foretages en podning fra halsen, og bakterien findes herefter ved en såkaldt dyrkning i laboratoriet eller ved påvisning af DNA fra bakterien ved den såkaldte PCR-metode.

Udsigt for fremtiden

Såfremt behandlingen indledes hurtigt, kan kvælningsfare undgås, og der er større muligheder for, at bakterien kan udryddes hos patienten, og at giftstoffet ikke får lov at virke på hjertet eller nervesystemet. Der kan ses langtidsfølger i form af lammelser, specielt i ansigtet og den bageste del af ganen samt forstyrrelser i hjerterytmen, der kan kræve vedvarende medicinsk behandling. På verdensplan vil sygdommen difteri formentlig blive svær at udrydde, blandt andet fordi bakterien ligesom kighostebakterien vil kunne spredes også blandt vaccinerede og raske personer, uden at det opdages, at personerne har bakterien i svælget. Man kan ikke regne med at være beskyttet, selvom man har haft sygdommen og skal derfor vaccineres bagefter.

Hvordan behandles sygdommen?

Der gives et såkaldt antitoksin, der skal modvirke bakteriens giftstof. Herudover gives antibiotika for at udrydde selve bakterien. Den syge skal holdes isoleret og kunstig vejrtrækning med respiratorbehandling bliver ofte nødvendig. Der skal samtidig foretages undersøgelse af de personer, den syge har været i kontakt med. De tilbydes vaccination og forebyggende behandling med antibiotika, hvilket sker i et samarbejde mellem embedslægen og hospitalet.

Hvilken medicin kan anvendes?

Behandlingen er en specialistopgave og foregår på hospital.

Tip en ven
Annonce

Kilder
Medicinsk Kompendium , 15. udgave

WHO hjemmeside om difteri: www.who.dk

Medical Mikrobiology, 3th edition.

Original tekst af Anne-Marie Plesner, afdelingslæge og Christel Nellemann, projektkoordinator

Sidst opdateret: 28.10.2008

Annonce

Følg med i debatten

Netdoktors debatter

Annonce
Annonce
Annonce
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2008 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark