 | |
| Epilepsi - hvorfor får man epilepsi? |
|
|
Af Jørgen Alving, overlæge, speciallæge i neurologi og klinisk
neurofysiologi
|
Hvad er epilepsi?
Epilepsi er et symptom på en funktionsforstyrrelse i hjernen.
Det er en abnormt samtidig (synkron) elektrisk impulsudsendelse i større eller
mindre grupper af nerveceller (neuroner) i hjernen. Utallige sygdomme i hjernen
kan være årsag til denne tilstand. I fagsproget skelner man mellem to store
hovedgrupper:
|
Idiopatisk epilepsi
Ved idiopatisk epilepsi fejler patienten ikke noget bortset fra
epilepsien. Man mener, at anfaldene skyldes en utilstrækkelig effekt af nogle
af de kemiske stoffer (såkaldte neurotransmittere) i hjernen. Disse stoffer
bruges til at regulere den elektriske impulsaktivitet. Måske er der en arvelig
(genetisk) baggrund for dette, idet man ret ofte ser epilepsi af samme type hos
nærmeste slægtninge. Endnu flere af slægtningene vil have EEG-forandringer af
samme type som patientens, uden at de har eller får epilepsi. Der er altså tale
om en slags genetisk fingeraftryk. Nye undersøgelser har vist, at visse af
disse epilepsityper er klart arvelige med veldefineret arvegang. Årsagen er
formentligt en abnormitet på et af kromosomerne.
Patienterne har i øvrigt ingen tegn på sygdomme i hjernen eller
centralnervesystemet (neurologisk sygdom) eller mentale defekter.
Billedundersøgelser af hjernen (CT- og
MR-skanning) er også
normale.
Symptomatisk epilepsi,
Ved symptomatisk epilepsi er en anden hjernesygdom årsag til
epilepsien.
|
Hvorfor får man epilepsi?
Utallige hjernesygdomme og -skader kan medføre epilepsi. De
vigtigste er:
-
Udviklingsforstyrrelser. Det vil sige påvirkninger af hjernen,
mens den er under anlæg i første tredjedel af svangerskabet. Disse kan påvises
ved MRskanning, og udviklingsforstyrrelserne spiller en hovedrolle ved svært
regulerbar epilepsi især hos børn. Derimod er fødselsskader relativt sjældne og
forekommer mest, hvis epilepsien ses sammen med spastisk lammelse (cerebral
parese).
-
Kranietraumer, som er mere alvorlig end en almindelig
hjernerystelse. Det vil sige så
svære, at patienten sædvanligvis bliver indlagt på neurokirurgisk afdeling.
Risikoen for epilepsi efter sådanne traumer varierer fra 5 til 50 procent og er
størst efter kraniebrud med lokal ødelæggelse af hjernevæv eller ved
skudlæsioner.
-
Blodpropper
(infarkter) og blødninger (hæmatomer) i hjernen. Dette forklarer, at epilepsi
optræder med stor hyppighed hos ældre. Op til cirka ti procent af alle
blodpropper i hjernen giver epilepsi – først og fremmest dem, der involverer
hjernebarken. Egentlige hjerneblødninger giver hyppigere epilepsi, men da cirka
85 procent af alle apoplesi-tilfælde skyldes blodpropper, bidager
hjerneblødninger ikke så meget til det samlede antal ældre med epilepsi.
-
Hjernesvulster. Især langsomtvoksende og overfladiske
hjernesvulster, som kan fjernes ved operation. Det er derfor vigtigt at
undersøge for hjernesvulster, hvis en person over 20 til 25 års alderen
begynder at få epilepsi. Særligt vigtigt er det, hvis der er tale om anfald,
der starter svarende til en afgrænset hjernedel (fokale anfald). Ved CT- og
MRskanning kan man undersøge for hjernesvulster.
-
Hjernebetændelse
og
hjernehindebetændelse
kan give langvarige krampeanfald herunder feberkramper, der om end
sjældent kan være årsag til en hjerneskade sekundært til anfaldene.
-
Alkoholmisbrug
formentlig til dels på baggrund af tilbagevendende abstinenskramper .
-
Desuden er der en række tilstande, hvor man ved MRskanning kan
påvise unormale områder i hjernen. Der har således formentlig været en
hjernepåvirkning, men man har i sygehistorien ikke beviser for tidligere
neurologisk sygdom. Sådanne tilfælde kaldes kryptogene epilepsier.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 10.07.2009
|
| |
|
Knude på ryggen 
