Hvordan føles et epileptisk anfald?
Hvordan, et epileptisk anfald tager sig ud, varierer umådeligt.
Fra små og næppe erkendtlige absencer ( det vil sige, at man taber tråden) til
det generaliserede krampeanfald. Krampeanfaldet er nok det mest kendte anfald,
og det som af almindelige mennesker opfattes som selve sygdommen
epilepsi. De vigtigste ting for,
hvordan anfaldene viser sig, er: Hvor i hjernen anfaldet begynder, hvordan
anfaldet breder sig og hvor stort et område af hjernen, der
inddrages
|
Man inddeler i dag anfaldene i to hovedgrupper.
|
Partielle (fokale) anfald
Det vil sige, at anfaldet starter i en afgrænset del (part) af
hjernebarken. Det kan så enten forblive der, udbrede sig til naboområderne
eller til sidst involvere hele hjernen. Det vigtigste er at få klarlagt,
hvordan anfaldet begynder, idet symptomerne her vil kunne lede hen til det sted
i hjernen, hvor begyndelsesstedet er.
Nogle eksempler er:
-
Hvis man har motoriske trækninger i den højre hånd, må
begyndelsesstedet befinde sig i den motoriske hjernebark i venstre
hjernehalvdel. Det skyldes, at langt de fleste baner fra hjernen krydser over
midtlinien.
-
Indledes anfaldet med lysglimt, sidder begyndelsesstedet i
synsbarken helt bagtil i hjernen (occipitallappen).
-
Har man sammensatte og hallucinatoriske oplevelser (musik og
scener), stammer anfaldet sandsynligvis fra tindingelappen. Anfald med sådanne
subjektive oplevelsesfænomener kaldes sommetider aura.
Simple partielle anfald
Er kendetegnet ved, at man er klar og vågen og kan følge med i,
hvad der foregår. Det er en klar fordel, hvis man i rimeligt omfang kan
kommunikere med omgivelserne under anfaldet. Man kan for eksempel gøre
opmærksom på, at anfaldet ikke er farligt, og at det standser af sig selv igen.
Komplekse partielle anfald
Desværre sker det ofte, at man under anfaldet er omtåget. Derfor
kan man heller ikke kommunikere og ej heller huske bagefter, hvad der er sket.
Det er den hyppigste anfaldstype hos voksne og større børn.
Disse anfald er ofte socialt meget pinlige og invaliderende.
Specielt fordi man ofte foretager bizarre og upassende handlinger. Det kan
være, at man sidder og smasker, savler, rømmer sig og udstøder lyde. Eller man
foretager sig mærkværdige bevægelser med arme og ben eller tager tøjet af.
Bedre bliver det ikke af, at man kan blive aggressiv, hvis nogen forsøger at
tage fat i en under anfaldet. Det er ikke sjældent, at mennesker som lider af
epilepsi ender i politiets varetægt, indtil sagens rette sammenhæng opklares.
De fleste komplekse partielle anfald starter i tindingelappen.
Men også pande(frontal)lappen og andre områder i hjernen kan blive involveret.
Desværre er de komplekse partielle anfald ofte vanskelige at få under kontrol
med medicin. I dette tilfælde kan en operation nogen gange hjælpe patienten.
Partielle anfald kan sprede sig til hele hjernen og dermed ende
i et stort krampeanfald. Dette kaldes sekundær generalisering. Hvis anfaldet
begynder med en subjektiv fornemmelse, taler man i gammeldags sprogbrug om et
"grand mal anfald med aura". Auraen er den første del af anfaldet og kan som
tidligere omtalt vise hen til, hvor i hjernen anfaldet begynder. Derfor er det
vigtigt at forsøge at erindre sig, om der har været forvarsler forud for et
generaliseret krampeanfald.
|
Generaliserede anfald
Her er hele hjernen mere eller mindre medinddraget, alligevel
kan symptomerne være meget varierende.
Det tonisk-kloniske krampeanfald (grand mal)
er bedst kendt:
-
Personen, der går i krampe, bliver dybt bevidstløs og helt stiv
i kroppen (tonisk fase).
-
Åndedrættet stopper og på grund af dette samt det store
muskelarbejde bliver den krampende blå (cyanotisk) som følge af iltmangel.
-
Efter oftest 10 til 30 sekunder kommer der gentagne ryk i arme
og ben (klonisk fase),
-
Efter et til to minutter er anfaldet overstået.
-
Umiddelbart efter anfaldet trækker pågældende vejret dybt og
prustende. Det skyldes CO2 (kuldioxid)-ophobning og sekret i de øvre luftveje.
-
Hvis pågældende har bidt sig i tungen (det sker langt fra
altid), bliver sekretet ofte blodigt.
Absencen er det modsatte yderpunkt
-
Abscencen (det at man taber tråden) viser sig ganske kort,
under 10 sekunder, fjernhed, hvor patienten straks kommer til sig selv
bagefter.
-
Lette ledsagefænomener kan ses såsom øjenblink, smasken,
hoveddrejning bagover eller til siden eller eventuelt let hovedtab.
-
Absencer ses oftest med stor hyppighed op til 100 dagligt. De
kan derfor genere alvorligt, hvis man for eksempel står i en
undervisningssituation.
Andre generaliserede anfaldstyper er:
-
Myoklonierer kortvarige symmetriske
trækninger i arme og ben. De ligner meget dem, de fleste mennesker kender,
inden man falder i søvn. Der er dog den forskel, at de epileptiske myoklonier
som regel ses kort efter, at man er vågnet om morgenen.
-
Astatiske (atoniske) anfald. Ved disse anfald
mister patienten brat spændingen i kroppen og falder til jorden, da alle
selvbeskyttelsesreflekser er ophævet. Man slår man sig ofte især i hoved og
ansigt.
|
Syndromer eller forløbsformer
Her forstår man epilepsier, hvor der er en karakteristisk
sammensætning af en række faktorer. Disse faktorer er:
-
alder ved første anfald
-
anfaldstype[r]
-
EEG forandringer
-
arvelighed
-
eventuelt årsag, hvis den er mulig at klarlægge
-
prognose
På basis af disse faktorer kan man ofte stille en mere sikker
diagnose end blot på basis af selve anfaldene. Specielt kan man rådgive med
hensyn til valg af medicin, chancen for at opnå anfaldskontrol, risiko for at
eventuelle børn får epilepsi, samt om valg af erhverv.
De vigtigste syndromer er:
-
Infantile spasmer (West's syndrom). Det er en
sjælden men meget alvorlig spædbørnsepilepsi. Den begynder i fire til ti
måneders alderen. Den viser sig ved hyppige (utallige dagligt) hurtigt gentagne
trækninger i krop, arme og ben. EEG viser et typisk mønster (såkaldt
hypsarytmi), og prognosen er oftest meget dårlig. Cirka 90 procent udvikler
udtalt åndelig retardering, også selvom anfaldene kan stoppes. Senere ses ofte
andre anfaldstyper . Den mest anvendte medicin er vigabatrin, valproat eller
clobazam.
-
Myoklon-astatisk epilepsi (Lennox-Gastaut´s
syndrom). Det er en ret sjælden form, der udgør to til fem procent af
børneepilepsier. Den kan begynde af sig selv eller udgøre fortsættelsen af
West's syndrom. Den begynder oftest i to til fem års alderen. Anfaldstyperne er
pludselige tonustab (med alvorlige læsioner efter fald), toniske krampeanfald
og endelig ganske korte absencer. EEG viser typisk et billede med lavfrekvente
såkaldte spike-waves over hele kraniet. Mental retardering er nærmest reglen.
Prognosen med hensyn til anfaldskontrol er generelt dårlig. Den mest anvendte
medicin er:
valproat,
lamotrigin,
clobazam,
clonazepam.
-
Pyknolepsi (Børneabsencer) udgør cirka fem
procent af børneepilepsier. Den viser sig ved utallige (op til 50 til 100
dagligt) absencer. Sekunder med varende fjernhed og ledsaget af karakteristisk
EEG (tre Hz spike-waves). Cirka halvdelen udvikler senere krampeanfald oven i,
hvilket forværrer prognosen. Børneabsencer er generelt ret let at behandle, da
cirka 70 til 80 procent kan gøres anfaldsfri. Børnene har oftest normal
intelligens, men hyppigere end normalt ses indlærings- og adfærdsforstyrrelser.
I cirka to tredjedel af tildfældene svinder epilepsien af sig selv i
voksenalderen. Den mest anvendte medicin er:
valproat,
etosuximid,
clobazam.
-
Juvenil myoklon epilepsi. er ret hyppig og
udgør fem til ti procent af ungdoms- og voksenepilepsier. Den viser sig ved
gentagne og voldsomme ryk (myoklonier - heraf navnet) i arme og ben typisk kort
efter opvågning. De fleste har også krampeanfald, og cirka halvdelen har
absencer. Juvenil myoklon epilepsi starter oftest i 12 til 18 års alderen.
Anfald udløses typisk af søvnmangel og alkoholindtagelse. De fleste kan gøres
anfaldsfri med medicin, men tendensen til anfald ophører ikke spontant.
Behandlingen bliver derfor ofte livslang. Intelligensniveauet er i reglen
normal. Den mest anvendte medicin er:
valproat,
lamtorigin,
clobazam, clonazepam.
-
Rolandisk epilepsi. er ret hyppig og udgør 15
procent af al børneepilepsi. Den viser sig ved oftest natlige fokalmotoriske
anfald i reglen i den ene side af ansigtet. Anfaldene er ledsaget af gutturale
lyde og stærk spytsekretion. Barnet er vågent under anfaldet som dog kan brede
sig og ende i generaliserede kramper. EEG viser karakteristiske fokale spikes
svarende til områderne for motorisk funktion. Prognosen er altid god. De fleste
har kun få anfald, og alle bliver raske efter 15 års alderen uanset behandling.
En vis øget hyppighed af læsevanskeligheder ses, ellers er intelligensen
normal. Den mest anvendte medicin er:
karbamazepin/oxcarbazepin,
valproat,
lamotrigin
Der findes mange andre forløbsformer, men der må henvises til
speciel litteratur for nærmere omtale.
|
Patientforeninger
Debat online:
Epilepsi
|
|
Hjælper styrketræning 