Behandling af epilepsi
Epilepsi behandles i reglen med medicin. 60-70 procent med
nykonstateret epilepsi kan gøres anfaldsfri med ingen eller kun lette
bivirkninger.
Prioriteret monoterapi-fremgangsmåde for behandlingen af
epilepsi:
-
Man starter med det lægemiddel, som har størst chance for god
virkning (se
eksempler herpå under syndromer), og
man begynder med en rimelig lav dosering.
-
Fortsætter anfaldene, øges dosis gradvist, indtil anfaldene
stopper eller generende bivirkninger optræder.
-
Lykkes det ikke med én slags medicin, føjes stof nummer to til.
-
Bliver patienten herefter anfaldsfri, kan man forsøge at
aftrappe stof nummer et, da de fleste kan behandles med ét stof. Behandling med
ét stof kaldes monoterapi.
-
Hvis epilepsien viser sig vanskelig at behandle, kan man være
nødt til at prøve en længere række stoffer igennem. Chancen for at opnå
anfaldskontrol mindskes dog meget (ned til mellem 5 og 10 procent), såfremt
stof nummer to eller tre ikke er tilstrækkeligt effektive.
|
Hvordan bestemmer lægen dosis?
 |
|
DEBAT
Lider du af en epilepsi, har du brug for et godt råd til at
tackle det?
I Netdoktors debatter kan du udveksle erfaringer og gode råd
med andre brugere.
|
|
|
Ofte vil man bestemme
blodets indhold af medicin. Det er
nemlig sådan, at der ved de fleste antiepileptika er en ret god sammenhæng
imellem indholdet af medicin i blodet på den ene side og virkningen på
anfaldene på den anden.
Man skal dog altid huske på, at de ofte angivne terapeutiske
niveauer for antiepileptika er vejledende. Hver patient må bedømmes
individuelt. Det samme gælder bivirkninger.
|
Hvor tit skal man tage medicin?
De fleste lægemidler mod epilepsi kan i dag gives i én eller to
døgndoser. Dette er en stor fordel: dels er det lettere at huske medicinen,
dels undgår man at skulle tage medicin med i skole og på arbejde. En
doseringsæske er en stor hjælp til at huske medicinen. Det er nemlig afgørende
for et godt resultat, at man tager medicinen fast hver dag uanset, hvordan man
har det. Hvis man skulle glemme en dosis, er det bedst at tage den, så snart
man opdager det - ellers risikerer man at glemme den én gang til.
|
Hvad er en anfaldskalender?
-
Det er afgørende, at patienten noterer anfaldene ned, helst på
en speciel anfaldskalender. En anfaldskalender fås på sygehuset eller hos Dansk
Epilepsiforening.
-
Anfaldenes hyppighed og sværhedsgrad er nemlig den eneste
rettesnor, man har for behandlingens effekt. Hvis ikke man har præcise
oplysninger herom, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme, hvor vidt
behandlingen er effektiv eller ej.
|
Behandling under graviditet
Der er en øget risiko (tre til fire procent mod normalt cirka en
procent) for medfødte misdannelser hos børn af mødre med epilepsi. Men langt de
fleste føder sunde og raske børn, og der er ingen grund heller til generelt at
fraråde amning af den nyfødte. Nogle medikamenter frembyder specielle
problemer, og her henvises til omtalen af de enkelte medikamenter. Generelt
stiger behovet for medicin i svangerskabet, så dosis må øges. Det er vigtigt at
planlægge graviditeten på forhånd. Et tilskud af
folinsyre kan muligvis nedsætte
risikoen for misdannelser hos barnet, men folinsyren skal gives, inden kvinden
bliver gravid.
|
Aftrapning af behandling
Hvis det lykkes at kontrollere anfaldene, vil man i reglen
forsøge at aftrappe den antiepileptiske behandling, når patienten har været
anfaldsfri i nogle år. For voksne i reglen fem år og for børn to til tre år.
Skulle anfaldene komme tilbage, kan man i reglen få dem under kontrol ved at
genoptage medicinen. Ved nogle epilepsiformer er risikoen for tilbagefald efter
medicinophør så stor, at man kan nødes til at forlænge behandlingens
varighed.
Vigtigt at vide om aftrapning: Forsøg aldrig
selv at ophøre med medicinen uden at konferere med lægen - det kan være
livsfarligt! Det skyldes en risiko for ophobede krampeanfald (såkaldt status
epilepticus), der kræver hurtig og energisk sygehusbehandling.
|
Er operation en mulighed?
Hvis patienten trods bedst mulig medicinsk behandling ikke kan
gøres fri for generende anfald, må man overveje operation. Denne anvendes langt
oftest ved tindingelaps-epilepsi, hvor man i gunstige tilfælde kan gøre 60 til
80 procent af patienterne anfaldsfri. Det kræver dog, at der kun er ét fokus,
og at dette kan fjernes uden risiko for varige mén som lammelser og
taleforstyrrelser. Det er derfor kun nogle få procent af alle patienter, der
kan opereres. Før operationen er der altid et stort og meget krævende
undersøgelsesprogram.
Hos mange patienter med svær epilepsi kan man desværre ikke
fjerne det område, anfaldene begynder i. Det kan, som anført, skyldes, at dette
område ikke kan undværes. Fjernelsen af området vil eksempelvis medføre
lammelser, taleforstyrrelser, synsdefekter og lignende uacceptable skader. Hos
andre kan epilepsien skyldes en diffus hjerneskade, hvor man ikke kan afgrænse
et enkelt startpunkt.
Nervus vagus-stimulator: I denne situation kan
man indoperere et såkaldt nervus vagus-stimulator. Den virker ligesom en
hjertepacemaker, hvor man blot i stedet for hjertet stimulerer en af de store
halsnerver, der fører tråde op til hjernen. Denne behandling er ikke nær så
effektiv som egentlig epilepsikirurgi, da kun cirka 5 procent af patienterne
bliver anfaldsfrie, men cirka 30 til 40 procent vil opleve mindst en halvering
af anfaldshyppigheden. Dette er en virkning, der kan måle sig med de nyeste og
bedste lægemidler mod epilepsi. Tillige har denne behandling ikke de sædvanlige
bivirkninger såsom træthed, svimmelhed eller hovedpine, der kendes fra
medicinen.
|
Hvilken medicin skal bruges?
Ved en del epilepsiformer er det vigtigt, at der gives den
rigtige slags medicin - nogle medikamenter er nemlig ret smalspektrede. Ved
smalspektret forstås, at de virker ved bestemte anfaldstyper, mens de ved andre
er uden effekt og endog kan øge anfaldshyppigheden i nogle
tilfælde.
Ved mere komplicerede epilepsier er det derfor ikke sjældent
noget af en detektivopgave at finde frem til den rette behandling.
|
|
knæ - ben der ekser under en...