 | |
|
Da Mette Jespersen fandt en knude i sit ene bryst,
valgte hun at få den fjernet med det samme – også selv om hun endnu ikke
vidste, om hun havde brystkræft . Kort tid efter fik hun fjernet hele brystet,
da knuden viste sig at være ondartet. Selv om hun i mange år frygtede
tilbagefald, har hun i dag et godt liv, fordi hun opdagede knuden og handlede i
tide. Det er nu 24 år siden Mette fik konstateret brystkræft.
Mette Jespersen oplevede det, mange kvinder frygter. Hun fandt
en knude i sit bryst. Hun stod i sin stue en lørdag formiddag og lavede
gymnastik, og da hun tilfældigt lod hænderne glide ned ad sit venstre bryst,
mærkede hun en knude på størrelse med en valnød.
Mette, som på det tidspunkt var 33 år, skyndte sig til lægen,
der henviste hende til Bispebjerg Hospital.
- Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget og tænkte kun på
knuden. Det var ikke til at holde ud. Jeg ville ikke vente på at få tid på
Bispebjerg, så derfor tog jeg selv initiativ til at få foretaget mammografi
privat. På mammografiklinikken mente de, at det var en godartet fibrom, men det
svar var jeg ikke tilfreds med. Min bror, der er læge, har altid sagt, at
følbare knuder i bryster skal ud, så jeg havde ikke ro i sindet, før den var
væk, fortæller Mette Jespersen, der spillede på flere tangenter samtidig. Via
broren fik hun fjernet knuden hos en privatpraktiserende kirurg, selv om hun
havde hun været på Bispebjerg og fået en biopsi, som hun ventede på resultatet
af.
- Jeg fik at vide, at jeg havde kræft over telefonen. Mange
bliver lidt forargede over, at jeg fik så alvorlig en nyhed i telefonen, men
det var min egen skyld, for jeg pressede dem til at sige det. Sekretæren sagde
ellers, at professoren ikke havde tid til komme til telefonen, og at hun
syntes, jeg skulle komme derover.
Jeg sagde, at jeg ikke havde tid til det og bare ville have
resultatet. Selv om hun gentog sin besked, holdt jeg fast på mit. Og så kom
professoren til telefonen og sagde, at det ikke var så godt, fordi knuden var
ondartet. Jeg sad på mit kontor med telefonrøret i hånden og følte, at væggene
kom ind i hovedet på mig. Det var som om, jeg lige pludselig sad i lille kasse.
På et splitsekund gik jeg fra at være en frisk 33-årig, der havde fået en ny
spændende opgave på mit job i skatteforvaltningen til at være en kvinde med en
dødelig sygdom. Det kan ikke beskrives. Jeg var ellers så glad og nygift,
fortæller Mette.
|
Ikke farligt at snakke om
Angsten for tilbagefald
- Jeg ringede med det samme til min mand, og så gik vi over
til professoren, der gav mig valget mellem at få fjernet et yderligere stykke
af mit bryst med efterfølgende strålebehandling eller at få fjernet det hele.
Men jeg var kun optaget af, at jeg ikke ville dø. Så jeg bad om at få hele
brystet fjernet og hellere lidt rigeligt. Mine tanker var lidt ude af
proportioner. Hvis han havde sagt, at jeg skulle have fjernet venstre arm,
ville jeg have spurgt, om han ikke også kunne tage den højre. Jeg vidste jo
heller ikke, om kræften havde spredt sig. Jeg vidste i det hele taget ikke så
meget, fortæller Mette.
- Undervejs i forløbet gik det op for mig, at det ikke bare
handlede om at få fjernet brystet. Hvor jeg i starten tænkte, at nu skulle jeg
bare lige have fjernet brystet, og så var det hele overstået, så handlede det
bagefter om, at jeg bare lige skulle have at vide, om kræften havde spredt sig
til armhulen. Og efter den besked skulle jeg bare lige have en knogleskanning,
før det hele var overstået, og så lige et par kontroller. Men efter det alt
sammen gik det op for mig, at det slet ikke var overstået, men først lige
begyndt, for nu skulle jeg lære at leve med min rædsel for tilbagefald.
- Jeg talte mine omgivelser sønder og sammen. Jeg tror dog, at
mine kvindelige kolleger har været glade for, at jeg var åben omkring min
sygdom, også selv om de blev mere bange for at få
brystkræft. En af dem takkede mig,
fordi jeg var så åben, at hun fik lettere ved at tackle mig. Jeg brugte min
bror og min svigerinde, der er sygeplejerske til de mange spørgsmål, der hele
tiden dukkede op. Min mand har jeg sikkert været en grusom plage for. I starten
gjorde jeg meget for at blive bekræftet af ham, for jeg følte mig ikke lige så
god som før brystkræften. Vi valgte ikke at få børn, fordi det ville være
egoistisk af mig at sætte børn i verden, hvis mit liv ikke blev så langt.
Beslutningen var rigtig, selv om der nu er gået 24 år uden tilbagefald, siden
jeg fik kræft, fortæller Mette, der i dag er 57 år. Hun har lært ikke at
udsætte de ting, hun gerne vil, om det så bare drejer sig om en tur i
biografen, før filmen bliver taget af lærredet. Det er de små ting, der tæller.
Fem år efter Mette fik fjernet sit bryst, begyndte hun at
arbejde i Kræftens Bekæmpelse som frivillig.
- Jeg har i mange år blandet mig i debatten, været formand for
Landsforeningen mod Brystkræft og har været sovset ind i statistikker og viden
om brystkræft. Så jeg har aldrig givet mig selv lov til at glemme min
brystkræft. Det gjorde jeg først, da jeg valgte at stoppe i landsforeningen for
et par år siden. Det er min klare opfattelse, at de, der formår at være åbne
omkring sin sygdom, er dem, der kommer bedst videre. Det er svært for andre at
høre om en dødelig sygdom, og den ramte kan godt blive ensom, men det hjælper
at signalere, at det ikke er så farligt at snakke om. Jeg er selv blevet god
til at kontakte venner og bekendte, der ikke har det godt i stedet for ”at gå
over på det andet fortov”. Jeg har lært at være i nuet i sådanne situationer.
Mange undgår kontakten, for det kan være vanskeligt at finde ord i svære
situationer. Men oftest behøves ingen ord, det er nok at række hånden frem og
bruge ørerne i stedet for munden, siger Mette.
|
Gode råd fra lægen og psykologen
Overlæge Iben Holten, Kræftens Bekæmpelse:
-
Gå til lægen med det samme, hvis du finder en knude i dit bryst
eller anden forandring. Lad være med at vente til bedstefars fødselsdag er
overstået, eller I har været på Mallorca på ferie. Danske kvinder kommer sent
til lægen i forhold til de lande, vi sammenligner os med, blandt andet fordi
der ikke før har været tilbudt mammografi landsdækkende herhjemme. I Sverige
overlever 10 procent flere kvinder end i Danmark. Jo tidligere brystkræft
bliver opdaget, desto større chance har man for at overleve.
Psykolog Kai Evan Pedersen, leder af Kræftlinien hos Kræftens
Bekæmpelse:
-
Søg viden om din sygdom, for du bliver mere nervøs, når du ikke
forstår, hvad det drejer sig om.
-
Gør noget selv, for så føler du, at du har kontrol over din
sygdom. Det kan betyde, at du ænder din kost eller din livsstil ved for
eksempel at dyrke mere motion, som gør dig glad. Måske har du lyst til at prøve
alternativ behandling som for eksempel akupunktur. Prøv dig frem.
-
Søg og tag imod den hjælp, du kan få. Mange kvinder med
brystkræft ønsker ikke at involvere mand eller familie, men det gør bare det
hele værre. Husk at også din familie rammes af din sygdom, og at det også er
svært for dem. Inddrag familien – tag for eksempel din mand med til kontrol.
-
Søg følelsesmæssig støtte også uden for familien, for det kan
være svært for den at forstå, at du længe er bange for tilbagefald. Brug for
eksempel internettet til at finde en støttegruppe, der passer dig.
-
For nogle hjælper det at snakke åbent om sygdommen, for andre
ikke. Forvent ikke, at der en korrekt måde at reagere på, og accepter din egen
reaktion – tag den ikke som udtryk for svaghed.
-
Som sygdomsramt har du brug for ekstra nærhed, omsorg og
kropskontakt, fordi din krop er mishandlet af operation, kemo og så videre.
Mange kvinder bliver vrede og afvisende, når manden holder om dem, fordi de
tror, at han vil have sex. Tag imod kropsberøring og ømhed, selv om din krop
ikke er parat til sex.
-
Lad være med at tro, at negative tanker forværrer din kræft.
Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem
negative tanker og kræft.
|
Læs mere om KVINDER OG SYGDOMME
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.09.2007
|
| |
|
