 |  |
Opdateret af Lene Lundvall, Klinikchef
og overlæge på Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet
|
Hvad er kræft i livmoderen?
Livmoderen er en muskel med et hulrum beklædt med en slimhinde.
Frem til overgangsalderen opbygges slimhinden hver måned og afstødes igen som
menstruation, hvis man ikke er blevet
gravid i mellemtiden. Hvis der opstår celleforandringer i slimhinden i de
sidste år, inden blødningerne slutter, eller i årene efter, kan der udvikles
kræft i livmoderen. Dette må ikke forveksles med
kræft i livmoderhalsen, som er en
helt anden sygdom. Der er omkring 600 nye tilfælde af livmoderkræft om året i
Danmark.
|
Hvorfor får man kræft i livmoderen?
Kræft i livmoderen udvikles typisk efter overgangsalderen, men
er sjældnere forekommende efter de 70 år. Udvikling af kræft i livmoderen er
afhængig af østrogen. Jo længere og mere konstant påvirkning med østrogen desto
større risiko. Risikoen bliver betydeligt reduceret ved samtidig anvendelse af
gestagen.
Fedme øger risikoen for kræft i livmoderen. Jo mere man vejer,
des større er risikoen. Barnløshed og polycystisk ovariesyndrom (PCO) giver
øget risiko for udvikling af kræft i livmoderen. Kvinder, som er arveligt
belastet med risiko for udvikling af kræft i tyktarm og endetarm (HPNCC), har
en øget hyppighed (ca. 12 %) for udvikling af kræft i livmoderen. Disse kvinder
bør følges med gynækologisk undersøgelse og ultralydsscanning hos speciallæge
hvert 2. år.
|
Hvordan føles kræft i livmoderen?
Første symptom er blødning fra underlivet. Den kan være som en
menstruation, men den er ofte meget svagere, eventuelt bare som pletblødning
eller sortbrunt udflåd. Blødningen opleves som uregelmæssig blødning eller
pletblødning inden menopausen og som blødning eller pletblødning efter
menopausen. Sjældnere kan der forekomme smerter i underlivet eller smerter ved
vandladning og/eller afføring.
|
Hvad kan man selv gøre?
-
Enhver kvinde efter
overgangsalderen, som oplever en
pludselig og uanmeldt blødning, bør med det samme henvende sig til lægen.
-
Udviklingen af livmoderkræft går som regel meget langsomt, men
derfor skal du ikke bare lade som ingenting, hvis du bløder i utide.
-
Hvis du svarer på kroppens signaler og bliver undersøgt og
behandlet, kan du regne med at blive helt rask bagefter, selv om du har kræft i
livmoderen.
-
Motion mindsker muligvis risikoen.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen kræft i livmoderen?
Der bør altid i ovenstående situation foretages en lille
udskrabning eller udsugning af
slimhinden fra livmoderen. Ved undersøgelse af vævsprøven i mikroskop kan man
afgøre, om der er ondartede forandringer eller forstadier til kræft i
slimhinden.
|
Udsigt for fremtiden
Hvis det viser sig, at du har livmoderkræft og bliver opereret,
er det overvejende sandsynligt, at du vil blive helbredt ved
behandlingen
|
Hvordan behandles kræft i livmoderen?
Livmoderkræft kan oftest behandles med operation, så man kan
blive fuldstændig helbredt. Ved operation fjernes livmoderen, begge æggestokke
og æggeledere. Nogen gange er der også grund til at fjerne fedtforklædet, som
hænger ned fra den midterste del af tyktarmen og lymfeknuder i bækkenet.
I nogle tilfælde kan man ikke behandle med operation, og
behandlingen er i de tilfælde enten kemoterapi eller strålebehandling. I nogle
tilfælde er det nødvendigt at understøtte den operative behandling med
efterfølgende kemoterapi eller strålebehandling. Efter endt behandling vil man
blive tilbudt kontrol i alt 3 år.
Ønsker man yderligere oplysninger om kræft i livmoderen,
henvises til
Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, som
indeholder mange oplysninger om denne sygdom.
|
|
|
|
Original tekst af Erik Fangel Poulsen,, speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
|
Sidst opdateret: 22.10.2008
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|