 |  |
|
Hvad er lus?
Lus er snyltere eller blodsugende parasitter. Tre slags lus har
tilpasset sig mennesket, nemlig hovedlus, kropslus og fladlus. De kan kun leve
på mennesket, hvor kropslusen dog sidder i tøjet, når den ikke suger blod.
Hovedlus optræder især hos børn i skoler eller børneinstitution. Fladlus
optræder oftest hos yngre voksne. Kropslus som er sjældne i Danmark ses i
forbindelse med dårlige hygiejniske forhold. Symptomet er
kløe uanset luse-arten.
Behandlingen for hovedlus og fladlus er lokalbehandling.
Behandlingen for kropslus kræver vask af tøjet - over 60 grader eller
tørretumbling - og eventuel behandling med insektpulver. Sygdommen er
sædvanligvis godartet.
|
Hvorfor får man lus?
Hovedlus:
Hovedlus smitter ved direkte kontakt. Piger får det oftere end
drenge, hvilket angiveligt skyldes hårlængde og legeformer. Hovedlus smitter
oftest ved direkte kontakt mellem to hoveder, for eksempel under leg. Men de
kan også smitte, hvis man deler inficeret tøj som for eksempel hue,
halstørklæde, jakker og så videre eller kam og børste.
Hovedlusen er cirka tre millimeter lang og grålig. Den lever
på hårbunden og klæber sine æg fast til hårene. Lus i omgivelserne er som regel
syge eller døde, da lus kun kan overleve kort tid væk fra hovedbunden. Æg
klækker ikke i omgivelserne.
Kropslus:
Kropslus ligner hovedlus af udseende og suger blod på kroppen.
Men de opholder sig ellers i tøjet, hvor de også lægger æg.
Fladlus:
Fladlus smitter ved hovedsagelig ved samleje, men indirekte
smitte kan forekomme, hvilket dog ikke er hyppigt. Fladlus er cirka halvanden
millimeter lange. De findes i behåringen ved kønsorganerne, men ses også i
armhuler. Ved udtalt kropsbehåring kan de være at finde overalt, også i skæg og
øjenhår.
De tre lusearter har tilpasset sig mennesket og lever
udelukkende af det. Det betyder, at de ikke 'bosætter sig' på for eksempel
hunde og katte eller andre husdyr.
|
Hvordan føles det at have lus?
Symptomet på lus er generelt kløe.
Hovedlus:
Hovedlus kan give anledning til kløe i hårbunden, især i
nakken, men hele hårbunden og eventuelt skægregionen samt øjenbryn kan
angribes. Det er dog ikke alle, der får kløe.
Kropslus:
Her er det kløe på kroppen og især på ryggen.
Fladlus:
Kløe i området ved kønsdelene. Findes lusen andre steder, får
man også kløe herfra. På de steder, hvor lusen har bidt, kan der komme små blå
pletter.
|
Hvad kan man selv gøre?
-
Kamme og børster lægges i sæbevand.
-
Alle familiens medlemmer og omgangskreds bør undersøges
grundigt for lus, når en person sættes i behandling. Undersøgelsen bør gentages
flere gange i de næste uger.
-
Barnets skole eller pasningsordning bør have besked om, at
barnet har lus. Barnet må først vende tilbage, når det er sat i behandling.
Sørg for gode pladsforhold i institutionen. Hvis barnet har langt hår, og
gentagne gange får lus, må man kraftigt overveje en smart
korthårsfrisure.
-
Under normale omstændigheder behøver barnet ikke at blive sendt
hjem, den dag lusene opdages. Det er vigtigere, at forældrene får besked og
sætter barnet i behandling. Bedst er det, hvis alle børn med lus findes samme
dag, hvilket gør indsatsen mest effektiv.
-
Hvis gentagne behandlinger synes nyttesløse, har en del held
med at kæmme barnets hår dagligt med en tættekam. Denne behandling er lettere,
hvis man samtidig bruger hårbalsam.
-
Ved kropslus bør tøjet varmebehandles ved 60 grader i to timer.
Det anbefales at gøre det tre dage i træk og eventuelt igen en uge senere.
-
Luseæg kan skelnes fra skæl ved, at de sidder fast på håret,
når det trækkes mellem to fingre, det gør skæl ikke.
|
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Sædvanligvis sættes en person med lus i behandling, uden at
lægen er kontaktet. Ellers stilles diagnosen ud fra sygdomstegn og fund af lus.
Ved hovedlus er der ofte ingen symptomer (ingen kløe) og man er derfor
smittefarlig igennem flere uger.
|
Udsigt for fremtiden:
Lus er sædvanligvis helt harmløse. Der kan dog opstå forværring
som følge af kradsning, nemlig i form af betændelse eller eksem. Der kan da
også ses hævede lymfekirtler og
hovedpine. Kropslus kan også være bærere af andre sygdomme.
Det forekommer dog typisk i forbindelse med krig og i u-lande under dårlige
hygiejniske forhold.
|
Hvordan forebygger man hovedlus?
Blandt den udsatte gruppe i 3-10 års alderen bør man i
'luseperioder' gennemrede håret én gang om ugen med en tættekam og ved lusefund
da straks behandle og meddele institutionen (børnehave/skole) om et fund af
lus- Sugekæmning (specielt mundstykke med tættekam til støvsuger) kan også
bruges til at kontrollere/undersøge for lus.
|
Hvordan behandles sygdommen?
Hovedlus:
Kæmning med tættekam og brug af hårbalsam er en effektiv
metode, som dog kræver gentagelse hver anden dag i to uger. Sugekæmning (se
ovenfor) kan anvendes i tørt hår, men kræver lige så stor omhu som almindelig
kæmning og også gentagelse hver anden dag i to uger.
En nyere undersøgelse udført i 2004-2005 har nu vist at
hovedlus har udviklet en udbredt resistens (modstandsdygtighed) over for de
tidligere meget brugte insektgifte (Nix og Prioriderm). Disse lægemidler
(håndkøb) kan dog fortsat bruges, men man bør følge brugsvejledningen nøje og
kontrollere om behandlingen har virket.
Et nyt middel (Hedrin) har dog en meget effektiv virkning på
hovedlus. Midlet virker ved at indkapsle lusene, så de ikke kan komme af med
overskydende vand, og de dør derfor. Lusene kan ikke udvikle resistens mod
midlet og kan desuden bruges mod restistente lus.
Endelig findes der en række 'lusemidler' som er baseret på
'olier' som hævdes at have en fysisk virkning på lusene (kvælning), men ifølge
Lægemiddelstyrelsen foreligger der ingen godkendelse af dokumentationen for
effektivitet, behandlingstid og bivirkninger ved brug af disse
produkter.
Gravide, ammende kvinder og børn under to år bør så vidt
muligt benytte sig af kæmning frem for lusemidler. Disse personer bør ikke
sættes i behandling med lusemidler uden lægetilsyn.
Kropslus:
Kropslus behandles ved bedre hygiejne og varmebehandling af
tøj.
Fladlus:
Fladlus behandles med shampoo eller liniment. Seksualpartnere
bør også undersøges og sættes i behandling, hvis de er smittede. Fladlus i
øjenhår behandles med øjensalve. Generelt ved lusebehandling gælder det, at
børn under to år ikke bør sættes i behandling uden lægetilsyn. Det er kun den
person som har lus, der skal behandles.
|
Læs mere
Du kan læse mere om lus på
Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Her
kan du finde den nye vejledning om hovedlus udsendt i september 2005 i
samarbejde mellem Skadedyrslaboratoriet, Sundhedsstyrelsen og
Lægemiddelstyrelsen beregnet til kommunale sundhedstjenester, institutioner,
læger og forældre.
|
|
|
|
|
Medicin som kan anvendes:
Midler mod fnat, hovedlus og fladlus
|
|
|
Sidst opdateret: 09.06.2006
|
|  |
|