 |  |
Af Poul Videbech, professor
i psykiatri, ledende overlæge
|
Hvad er psykoanalytisk inspireret psykoterapi?
 |
 |
| Psykodynamisk terapi lægger stor vægt på ubevidste
fortrængninger. |
 |
|
Psykoanalytisk inspireret psykoterapi kaldes også psykodynamisk
terapi og udspringer af psykoanalysen, som Sigmund Freud grundlagde i forrige
århundrede.
Terapien lægger stor vægt på ubevidste fortrængninger. Ubevidste
fortrængninger er, når vi selektivt glemmer oplysninger og situationer, som vi
af forskellige grunde finder pinlige og ubehagelige. De fortrængte oplevelser
fortsætter dog ud fra denne synsvinkel med at påvirke vores liv og vores
beslutninger.
Formålet med terapien er således at hæve fortrængningerne,
hvorved nogle ressourcer bliver frigjort. Terapien arbejder meget med symboler
og drømme og foregår almindeligvis over lang tid, det vil sige måske et til
flere år. Det almindeligste er samtaler én gang om ugen, men nogle bruger flere
gange ugentligt. Den er derfor meget ressourcekrævende.
Fokus er at se på ubevidste motiver, som kan ligge bag vores
måder at anskue verden på og vores handlen. Fx inddrages fortolkning af
forholdet til terapeuten ofte (overføringen).
|
Hvilke særlige omstændigheder er der ved denne form for
psykoterapi?
Det blev ret hurtigt klart, at i sin umodificerede form var der
nogle mennesker, der faktisk kunne tage skade af denne terapiform. Nogle
mennesker har faktisk ikke godt af at få hævet deres fortrængninger, fordi
ubevidst materiale så risikerer at oversvømme deres bevidsthed. Det kan måske
ligefrem gøre dem psykotiske, altså sindssyge.
Dette har så medført, at den oprindelige psykoanalyse er blevet
videreudviklet med særlige modifikationer. På den måde kan den også bruges til
mennesker, der er mere skrøbelige og tættere på psykosen. Det er dog i høj grad
en specialistopgave, som kræver meget lang uddannelse og adgang til
supervision. Supervision er tæt vejledning fra en mere erfaren kollega, for
eksempel i form af afspilning af bånd fra terapitimerne.
En del læger og psykologer er uddannet efter den tradition, og
særligt psykiatere og kliniske psykologer er i stand til at håndtere og kende
de tilfælde, hvor man kan gøre mere skade end gavn med den form for
terapi.
|
Hvem har gavn af denne form for terapi?
Denne behandlingsform er kun anvendelig til ganske lette
depressioner i den akutte fase. Mere dårlige patienter, som for eksempel er
plagede af selvbebrejdelser, kan meget nemt blive dårligere under behandlingen.
Når den akutte fase er overstået, eventuelt med medicinsk behandling, mener jeg
derimod i høj grad, at den psykodynamiske terapi kan have sin
plads.
Formålet er således ikke lindring af depressionen, men at
tilstræbe ændring i de personlighedstræk, som måske var med til at udløse den.
Men det kræver, at patienten er motiveret for et længerevarende psykologisk
arbejde.
Man forsøger med andre ord at gå ind og se på, hvad det er for
nogen personlighedstræk, der har gjort, at man reagerede med depression.
Derefter forsøger man at lave disse træk om. Det er klart, at dette stiller
meget store krav til patienten, og gør, at det er en langvarig behandlingsform.
Den vil derfor ikke være aktuel ved det store flertal af deprimerede
patienter.
|
Hvor foregår behandlingen?
Psykodynamisk terapi anvendes en del på de psykiatriske
afdelinger landet over. Det er for så vidt logisk nok, fordi man på sådanne
afdelinger meget ofte har patienter med meget svære personlighedsmæssige
problemer. Desuden er den viden om menneskets sind, som psykiatere og
psykologer opnår gennem denne terapiform, også meget vigtig. Denne viden kan
komme et meget stort antal patienter til gavn, også selv om de ikke lige selv
går i den form for terapi. Endelig anvender et stort antal privatpraktiserende
psykologer og psykiatere denne terapiform.
|
Læs mere om AT LEVE MED DEPRESSION
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 20.08.2008
|
|  |

Få overblik over depression
Bliv medlem af Netdoktor
Du skal være medlem, hvis du
vil:
- starte din egen dagbog
- deltage i Netdoktors debatter
- få Netdoktors nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis at blive medlem.
Start
her.
|
|