Hvad er sygehusinfektioner?
Hvis man under en indlæggelse på hospitalet bliver smittet med
mikroorganismer som
bakterier, virus eller svampe, er der
tale om en hospitalsinfektion. Den opstår, fordi hospitalet under samme tag
huser både mennesker der smitter, og mennesker som er modtagelige for smitte.
Den hyppigste hospitalsinfektion er
blærebetændelse, derefter kommer
infektioner i operationssår,
lungebetændelser og bakterievækst i
blodet (blodforgiftning). Infektionerne skyldes i de fleste tilfælde bakterier,
og nogle af de hyppigste syndere er stafylokokker og Escherichia
coli.
Man regner med, at knap 10 procent af dem, der bliver indlagt på
et dansk hospital, får en sygehusinfektion.
|
Hvorfor får man sygehusinfektioner?
Smitten kan stamme fra en anden indlagt, når personalets hænder
eller redskaber fungerer som transportmiddel for mikroorganismer fra patient
til patient. Andre gange flyttes mikroorganismer fra et sted på den smittede
selv, hvor de findes uden at forårsage sygdom (hud, endetarm, næse), til et
sted hvor de forårsager sygdom (blod, blære, lunger, liggesår).
Mange af hospitalets procedurer bevirker, at mikroorganismer
tilbydes fri adgang til kroppen. For eksempel kan et kateter (drop) i armen
give hudbakterier en indgangsport til blodet, et blærekateter kan hjælpe
tarmbakterier op i urinvejene, og et respiratorrør gennem halsen kan gøre vejen
ned til lungerne nemmere for mundhulens bakterieflora. Det bliver ikke bedre
af, at mange indlagte i forvejen på grund af alder eller sygdom har en svækket
modstandskraft eller måske endda får nødvendig medicin, der svækker
immunforsvaret.
En særlig og nu heldigvis yderst sjælden type sygehusinfektion,
skyldes blodtransfusioner, som i nogle tilfælde har smittet modtageren med hiv
eller leverbetændelse fra donoren.
|
Hvordan føles sygehusinfektioner?
Hospitalsinfektioner føles meget forskelligt, alt efter hvilke
organer der rammes og hvilke mikroorganismer det drejer sig om. Det typiske
symptom for alle infektioner er feber. Undertiden opstår feber dog ikke, fordi
den indlagte i forvejen modtager feber- eller immunforsvarsdæmpende
medicin.
En blærebetændelse giver smerter nedadtil i maven samt grumset
og undertiden blodig urin. Uden kateter desuden smerter ved vandladningen,
hyppige vandladninger og bydende tissetrang.
Infektioner i et operationssår viser sig som en typisk
betændelse med rødme, hævelse, smerte og varme omkring såret. Dog er en let
betændelsesreaktion helt almindelig og ikke farlig.
Den hospitalserhvervede lungebetændelse giver gerne åndenød, men
ikke altid hoste som en almindelig lungebetændelse sædvanligvis
gør.
Bakterievækst i blodet viser sig ved kulderystelser, svækket
almen tilstand og feber.
|
Hvad er faresignalerne?
Det fælles faresignal for alle sygehusinfektioner er feber, som
indtræffer efter indlæggelsen, eventuelt få dage efter
udskrivelsen.
|
Hvad kan man selv gøre?
Indlagte på hospitalet kan hjælpe til at begrænse
sygehusinfektioner ved at følge personalets anvisninger om hygiejne, for
eksempel ved brug af ismaskine. Desuden kan man hjælpe personalet med at huske
på at vaske hænder efter fysisk kontakt med de indlagte og efter
toiletbesøg!
|
Hvordan stiller lægen diagnosen sygehusinfektion?
Ofte er det med de nævnte symptomer indlysende, når en infektion
er under opsejling. Diagnosen blærebetændelse stilles ved en undersøgelse af
urinen. En hospitalserhvervet lungebetændelse kan høres med stetoskopet og ses
på et røntgenbillede. Bakterievækst i blodet påvises ved udtagning af
blodprøver, som hospitalets laboratorium kan fremdyrke bakterierne
fra.
|
Forholdsregler
Antallet af sygehusinfektioner kan begrænses ved god
hospitalshygiejne, ikke mindst grundig håndvask efter hver kontakt med en
indlagt. Hygiejnekravene før, under og efter en operation er ganske strenge for
at undgå sygehusinfektioner. For at undgå hospitalsinfektioner efter visse
typer af operationer giver man antibiotika allerede inden operationen. Liggesår
forsøges undgået ved regelmæssig vending af indlagte, der ikke selv er i stand
til at vende sig. Sommetider er det nødvendigt at isolere en indlagt, enten
fordi vedkommende har en særlig farlig smitsom sygdom eller er særlig
modtagelig for smitte fra andre. I dag undersøges alt donorblod for hiv og
leverbetændelse.
|
Udsigt for fremtiden
Forløbet afhænger af den smittedes indlæggelsesårsag og
sundhedstilstand i øvrigt. De fleste sygehusinfektioner er harmløse, men i
mange tilfælde må indlæggelsestiden forlænges. Infektioner efter en
ortopædkirurgisk operation forlænger i gennemsnit indlæggelsen med to en halv
måned. De farligste typer sygehusinfektioner er lungebetændelse og
bakterievækst i blodet, som begge forøger risikoen for en dødelig udgang på
indlæggelsen.
|
Hvordan behandles sygehusinfektioner?
Infektioner behandles så vidt muligt med antibiotika, som
nedkæmper de sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Ofte gives medicinen direkte
i blodet for at opnå den hurtigste virkning. Valget af antibiotika afhænger af,
hvilke mikroorganismer der er tale om, og om de viser sig at være
modstandsdygtige overfor nogle typer antibiotika. Dette er hyppigt tilfældet,
fordi der i forvejen gives meget antibiotika på hospitalet, således at de
overlevende bakterier netop er de modstandsdygtige. En hospitalserhvervet
lungebetændelse kræver altid ganske andre typer antibiotika end lungebetændelse
erhvervet hjemme, fordi den skyldes helt andre bakterier.
Infektioner efter en operation kræver sommetider, at der skal
opereres igen for at fjerne betændelsen.
Opstår der på et sygehus en epidemi af infektioner med den samme
type bakterie, stammer de sandsynligvis fra den samme kilde, og et større
detektivarbejde må i gang for at opspore kilden.
|
|
Fordele og ulemper ved fjernelse... 
