 | |
Af Per
Hove Thomsen, professor, overlæge,
dr.med.
|
Hvad er tics?
Tics er ufrivillige sammentrækninger i muskulaturen. Tics ses
hos mange, især drenge, som et forbigående fænomen (hos cirka 10-15 procent).
Motoriske tics: Motoriske tics kan være simple
eller komplekse. Ved simple tics er kun en enkelt muskelgruppe involveret, for
eksempel som det ses ved grimasseren eller øjenblinken. Ved komplekse motoriske
tics inddrages flere forskellige muskelgrupper i kroppen, som det ses ved
hoppen, spytten, hovedkast og hoveddrejninger. Forbigående motoriske tics er
oftest simple og ses i 10-12-års alderen og varer typisk et års tid.
Vokale tics: Vokale tics er ufrivillige lyde,
ofte i form af rømmen, stønnen, hvin eller snøften, eller i form af
papegøjetale eller brug af obskøne, ”frække” ord eller sætninger. Disse siges
eller råbes tilsyneladende helt umotiveret, og oftest er de socialt upassende
og generende.
Tourettes syndrom: Tourettes syndrom er
karakteriseret ved, at man har såvel motoriske som vokale tics. Tilstanden ses
hyppigst hos drenge og mænd, og befolkningsundersøgelser viser en hyppighed på
omkring 1 procent. Ved Tourettes syndrom er der typisk debut af motoriske tics
i 4-5-års alderen og debut af vokale tics et par år senere.
Ticene varierer over tid, såvel hvad angår intensitet, type og
udtryk. Stress og belastning kan forværre ticene. En del børn og voksne med
Tourettes syndrom kan undertrykke deres tics i en begrænset periode, enten
bevidst eller når de er meget optaget af spændende gøremål.
Hos cirka en tredjedel forsvinder ticene helt i ungdomsårene,
hos knapt halvdelen aftager ticene i sværhedsgrad i voksenalderen, mens resten
fortsat vil have generende tics i voksenalderen. Forbigående tics er næsten
altid karakteriseret ved kun at være simple tics, for eksempel i form af
rykninger ved øjnene eller munden eller grimasseren. I tilfælde hvor ticene
bliver mere komplekse og involverer flere dele af kroppen, og hvis der kommer
lyde, vil det typisk dreje sig om Tourettes syndrom.
|
Hvorfor får man tics?
Årsagsforholdene er uafklarede. Tics og Tourettes syndrom har en
neurobiologisk baggrund, det vil sige, at man ikke selv er skyld i dem, ligesom
de heller ikke skyldes faktorer i opdragelsen. Ticene skyldes manglende
hæmningsmekanisme i centrale nerveforløb i hjernen – det vil sige, at den
mekanisme, der normalt hindrer pludselige udbrud eller bevægelser er sat ud af
kraft. Selv om tics og Tourette har en neurobiologisk baggrund, kan de være
påvirkelige af psykologiske faktorer, herunder stress. Der er nogen
dokumentation for, at genetiske faktorer spiller en stor rolle, men også disse
forhold er endnu ikke fuldt afklaret.
|
Hvornår skal man søge læge?
Forbigående, lettere tics kræver ingen behandling. Når disse
tics optræder, er det vigtigt at huske på, at de er uden for barnets kontrol.
Det nytter således ikke at blive irriteret på barnet eller prøve at få barnet
til at undertrykke sine tics. Kun hvis de bliver stærkt generende, enten for
barnet selv eller omgivelserne, kan man forsøge at øge barnets opmærksomhed på
ticene og sammen med barnet undersøge, om barnet kan kontrollere ticene i
bestemte situationer. Er barnet selv utrygt ved sine tic, kan man berolige det
med, at det langt oftest vil være et fænomen, som forsvinder efter kort tid.
Sværere tics, eventuelt som led i Tourettes syndrom, kan kræve
behandling, hvis de er generende for patienten (barn eller voksen). Dels kan
det føles flovt for barnet ikke at have kontrol over sin krop, og her er ofte
de vokale tics mere generende end de motoriske. Nogle børn med Tourettes
syndrom vil prøve at undertrykke deres tics i sådan en grad, at det går ud over
deres koncentration og dermed deres indlæring i skolen. Høje lyde og komplekse
motoriske tics, for eksempel i form af hoppen og spjætten, kan være irriterende
for andre omkring barnet. Derfor vil såvel barnet som den voksne med voldsomme
tics påkalde sig opmærksomhed, og for mange vil dette selvsagt være
ubehageligt.
Hos en del børn og voksne med Tourettes syndrom ses samtidigt
andre vanskeligheder: Hos nogle ses såkaldt sensorisk hypersensibilitet. Ved
denne tilstand er man særdeles modtagelig over for lugt- og smagsindtryk,
ligesom nogle kan have overfølsomhed over for stramt tøj eller sko. Hos nogle
børn med Tourettes syndrom ses indlæringsvanskeligheder, hos andre ses
ukontrollerede raserianfald, som ofte kan være særdeles voldsomme og
langvarige. Mange børn med Tourettes syndrom har også
ADHD (attention deficit hyperactivity
disorder), som betyder, at de har vanskeligheder med koncentration, at de er
hyperaktive og meget impulsive. Hos en del med Tourettes syndrom ses
samoptrædende
OCD (obsessiv-compulsive disorder).
Ved denne tilstand har man svære tvangstanker og tvangshandlinger, som ofte
betyder, at man føler sig tvunget til at udføre ritualer af forskellig karakter
(overdreven håndvask, tjekken af døre og el-installationer, at man skal røre
bestemte ting osv.).
Ofte kan det være raserianfaldene, de belastende
ADHD- eller
OCD-symptomer, som er de mest
generende for barnet (og omgivelserne), og som fører til, at familien opsøger
læge eller hjælp hos skolepsykologen. Er den ramtes funktionsniveau påvirket
(socialt eller fagligt), eller er ticene generende over lang tid (nogle får
udtalte muskelsmerter på grund af sammentrækningerne) enten for patienten eller
for omgivelserne, bør man søge hjælp. Udredning og behandling af svære tics og
Tourettes syndrom ligger enten i neuropædiatrien, neurologien eller i børne- og
ungdomspsykiatrien.
|
Hvordan behandles tics?
Forbigående, mindre tics kræver ikke behandling, mens sværere
tics, eventuelt som led i Tourettes syndrom, kan være behandlingskrævende.
Sværere tics kan både behandles med medicin og med ikke medicinske metoder.
 |
|
Neurofeedback
I Neurofeedback anvender man det, man kalder eeg (målinger af
hjerneaktivitet). Målet er at give personen feedback om hans/hendes
hjerneaktivitet og træne og fremme adfærd, som hæmmer bestemte
”hjernesvingninger” med henblik på at få større kontrol over tics.
|
|
|
Blandt de ikke-medicinske metoder er afprøvet
afslapningsteknikker, hypnose, neurobiofeedback, kognitiv adfærdsterapi og
habit reversal training. Afslapningsteknik, kognitiv adfærdsterapi og habit
reversal training (HRT) er bedst belyst. Først og fremmest er psykoedukation
til patient, familie og netværk særdeles vigtig. Ved psykoedukation forstås
undervisning og information om, hvad tics og eventuelt Tourettes syndrom er,
herunder hvad man ved om årsagsforhold, forløb og behandlingsmetoder.
Psykoedukation handler også om, hvorledes man som forældre og lærere mest
hensigtsmæssigt kan tackle et barn med disse vanskeligheder. Som forældre er
det vigtigt at være opmærksom på, at barnet ikke selv er skyld i eller kan
kontrollere sine tics. Man bør forsøge ikke at blive irriteret og dramatisere
ticene, idet stress omkring barnet ofte kun forværrer tics. Er barnet i et
træningsforløb, hvor man søger at undertrykke/udsætte tics i bestemte
situationer, er det vigtigt, at forældrene støtter dette – også i hjemmet og
når ticene opstår.
Således vil man som forældre ind imellem skulle hjælpe barnet
med at blive mere opmærksom på sine tics, men samtidig også respektere barnets
behov for fred og ro og acceptere, at barnet har ukontrollerede bevægelser og
lyde. Som forældre kan man også støtte sit barn socialt i dets relationer til
kammerater ved at afdramatisere ticene og diskutere med barnet, hvad det kan
stille op, hvis det for eksempel skulle blive drillet med sine tics. I
udredningen af patienten er det vigtigt at kortlægge, om ticene optræder i
bestemte situationer med henblik på, om man kan nedsætte stressfyldte forhold
for patienten. I den indledende udredning indgår også en proces, hvor patienten
også selv bliver gjort bevidst om ticene. Mange med tics og Tourettes syndrom
føler ikke, at de har nogen som helst kontrol over de ufrivillige bevægelser og
lyde. At få kortlagt omfang og karakter af ticene kan for mange betyde, at de
får højere grad af kontrol over dem.
Ved kognitiv adfærdsterapi (eksponerings- og responsprævention)
trænes patienten i at udsætte eller helt at undlade at udføre en tic. De fleste
patienter med tics har såkaldte forvarsler i form af en spændingstilstand eller
ubehagsfølelse i og omkring muskelgruppen. Træningen går ud på, at man efter at
have mærket spændingen/ubehaget arbejder med at udsætte eller undertrykke
ticet.
Ved habit reversal training, som man efterhånden har gode
erfaringer med, øges også patientens opmærksomhed på ticene og det oplevede
ubehag i kroppen, før en tic udløses. Man søger i denne træning at lære
patienten i alternative bevægelser, som fysisk umuliggør udførelsen af tics.
Den nye bevægelse introduceres og trænes grundigt med patienten og udføres, når
barnet eller den unge mærker ubehaget. Bevægelsen gentages, indtil ticene er
væk. Med tiden er behandlingen medvirkende til, at patienten oplever sig i
større kontrol over de motoriske og vokale tics.
|
Medicinsk behandling
Der foreligger en vis dokumentation for, at visse former for
medicin kan afhjælpe Tourettesymptomerne. Man kan anvende medicin med det
virksomme stof clonidin, som hos cirka 30 procent af patienterne har en rimelig
effekt i form af at reducere ticene. Den væsentligste bivirkning ved dette stof
kan være svimmelhed og træthed.
Også medicin med de virksomme stoffer Risperidon og Apripiprazol
har moderat til god virkning hos en del patienter med Tourettes syndrom. Mange
patienter, der får medicinsk behandling, kan fortsat have tics, dog i et mindre
omfang. Bivirkningerne af disse stoffer er oftest træthed, vægtøgning og
stivhed i muskulaturen, ligesom der kan være langtidseffekt på kredsløbet og
nervesystemet.
For ikke at fastholde patienten i en årelang medikamentel
behandling anbefales det, at man ophører med medicinen i perioder, for at
vurdere, om der stadig er behov for den.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 21.02.2011
|
| |
|
kan ikke huske samleje 
