Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Lungekræft

Lungekræft - rettigheder og ventetider

Lungekræftpatient har en række rettigheder. Du har blandt andet ret til at vælge, hvilket sygehus, du vil behandles på.

Opdateret: 14. September 2017

Behandling af kræft

INDSÆT-BILLEDTEKST-HER

Dyk ned i Netdoktors magasin, 'UPDATE - Kræft'. Her fortæller overlæge Jens Benn Sørensen om den seneste udvikling inden for lungekræft. LÆS HER

Når du som lungekræftpatient får stillet diagnosen lungekræft, har du en række rettigheder. Du har blandt andet ret til at vælge, hvilket hopsital du vil behandles på. Hospitalet skal overholde ventetider, det vil sige den tid, du som patient skal vente på behandling eller undersøgelser. Hvis hospitalet ikke kan overholde ventetiderne, skal du tilbydes behandling på et andet offentligt eller privat hospital i Danmark eller udlandet.

Lovens regler for ventetider og krav til kvalitet i behandlingen

Der er to sæt regler om ventetider, der bliver brugt på landets hospitaler.

  1. Lovens regler om maksimale ventetider ved kritisk sygdom.Lovens regler skal sikre, at hospitalerne arbejder hurtigt og effektivt. De skal også sikre, at du som patient kan få mulighed for at komme hurtigere til behandling et andet sted, hvis ventetiden bliver for lang.

  2. Pakkeforløb for lungekræft, der i det daglige kaldes Kræftpakken. Kræftpakken er en beskrivelse af en lang række krav til kvaliteten af undersøgelser, behandling, efterbehandling og kontrol, som hospitalsafdelingerne stiler efter at opfylde. Kræftpakken er således ikke et lovkrav, men en rettesnor.

Behandling på sygehus

Når man bliver behandlet på et hospital, vil der ofte være en vis ventetid. Der er overordnet fire krav om ventetider, som hospitalerne skal overholde ifølge loven om maksimale ventetider:

Forundersøgelse

Der må højest gå to uger fra den dag, hospitalet har modtaget henvisningen fra lægen til den første undersøgelse for lungekræft (forundersøgelse) på hospitalet.

Behandlingen går i gang

Der må der højst gå to uger fra den dag, du har accepteret operation eller medicinsk behandling for din lungekræft, til behandlingen går i gang.

Strålebehandling

Hvis den første behandling er strålebehandling, må der højst gå fire uger fra den dag, strålebehandlingsafdelingen modtager henvisningen, til du er i behandling.

Efterbehandling

Hvis der er tale om efterbehandling efter operation for lungekræft, skal behandlingen i gang senest fire uger efter, at hospitalsafdelingen har modtaget henvisningen.

Hvis hospitalet ikke kan overholde de maksimale ventetider, skal det tilbyde dig behandling på et andet offentligt eller privat hospital i Danmark eller udlandet, hvor ventetiderne også skal overholdes. Hvis det heller ikke kan lade sig gøre, kan du bede om, at hospitalet via Regionen kontakter Sundhedsstyrelsen. Det sker meget sjældent, at Sundhedsstyrelsen kommer ind i sagen. Hvis det sker, vil Sundhedsstyrelsen skulle lede efter behandling andre steder eller afgøre, at det ikke kan lade sig gøre at nedsætte ventetiden.

De maksimale ventetider gælder ikke for såkaldt alternativ eller eksperimentel behandling.

Frit sygehusvalg

Du har som patient frit sygehusvalg ved alle former for behandling på hospital, undtagen ved akut behandling. Det betyder, at du som patient har frihed til at vælge, til hvilket offentligt hospital, du ønsker at blive henvist til undersøgelse og behandling. Reglerne for frit sygehusvalg gælder også for lungekræftpatienter.

Du skal dog være klar over:

  • At henvisningen kan blive afvist af hospitalsafdelingen, hvis der for eksempel er meget lang ventetid.

  • At det ikke er muligt at vælge helt frit, hvis lungekræften kun behandles få steder - på såkaldte højt specialiserede afdelinger - som det er tilfælde i nogle situationer.

Behandling i udlandet

Hvis din lungekræft kræver en behandling, der er så specialiseret, at den alene gives i udlandet, kan den danske hospitalsafdeling henvise til en bestemt udenlandsk afdeling, hvis Sundhedsstyrelsen giver tilladelse. Dette gælder ikke, hvis lungekræften kræver eksperimentel behandling. Eksperimentel behandling er udokumenteret behandling, der ikke afprøves i forsøg, men som eventuelt kan have virkning ved din lungekræft (læs længere nede).

Behandling i udlandet kan også komme på tale, hvis den danske kræftafdeling har et videnskabeligt samarbejde om lungekræft med en udenlandsk afdeling, og der ikke er flere tilbud tilbage om standardbehandling eller videnskabelig forsøgsbehandling i Danmark af din lungekræft.

Eksperimentel behandling og second opinion

Hvis der ikke er flere tilbud tilbage om standardbehandling eller videnskabelig forsøgsbehandling af din lungekræft, har du mulighed for at blive henvist til eksperimentel behandling. Du skal tale med hospitalslægen om dette. Eksperimentel behandling er udokumenteret behandling, der ikke afprøves i forsøg, men som eventuelt kan have virkning ved din lungekræft. Der gives eksperimentel behandling på de seks eksperimentelle enheder i Danmark. Hospitalslægen kan også henvise til en vurdering af din sag i Sundhedsstyrelsens såkaldte second opinion-udvalg, der eventuelt kan foreslå en eksperimentel behandling i ind- eller udland.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Genoptræning efter indlæggelse

Du har ret til at få genoptræning, hvis du har været indlagt. Det er hospitalslægen, der skønner, om du har behov for det. Du bør derfor allerede inden udskrivelsen tale med lægen om, hvordan en plan for genoptræning skal se ud, så du kan få planen med fra hospitalet.

Transport til og fra behandling

Du har ret til at blive kørt med sygetransport til behandling, kontrol eller genoptræning, hvis din tilstand gør det nødvendigt. Har du mere end 50 kilometer til eller fra hospitalet, kan du få økonomisk støtte til de udgifter, du har i forbindelse med transport. Hvis du selv har valgt dit behandlingssted, og det ligger uden for din hjemregion, er det dog ikke altid muligt at få støtte til transportudgifter.

Aktindsigt

Du har ret til at få en kopi af din journal. En stor del af din journal er tilgængelig for dig på www.sundhed.dk. Du skal logge på med NemID eller digital signatur.

Klage over behandling

Hvis du ønsker at klage over en sundhedsperson eller afdelingens behandling af dig, kan det ske via Patientombuddet. Det vil dog tit være mest hensigtsmæssigt først at kontakte afdelingens ledelse, patientvejlederen eller hospitalsdirektionen. Hvis du har pådraget dig en skade i forbindelse med din behandling eller pleje, har du mulighed for at søge erstatning gennem Patientforsikringen.

Regler og rettigheder


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons