 |  |
|
Føles din mave som en ballon? Har du ofte ondt i maven
og forstoppelse eller tynd mave? Så er du måske en af de mange kvinder, der
lider af irritabel tyktarm. Ny dansk forskning viser, at lidelsen skyldes en
ophobning af afføring i tyktarmen. Her giver vi dig gode råd til en sund mave.
Om morgenen passer bukserne fint, men op ad dagen bliver du mere
og mere oppustet, så du om aftenen ser gravid ud og er nødt til at gå med
bukseknappen åben. Du har ofte ondt i maven – nogle gange i form af en slags
koliksmerter, og andre gange som en trykkende fornemmelse, især nedadtil i
højre side og under ribbenskanten i venstre. Måske hører du til dem, der har
svært ved at komme på toilettet. Men det kan lige så vel tænkes, at du må på
toilettet flere gange om dagen, for eksempel om morgenen eller midt i et
måltid. Du kan både have hård mave og tynd mave, og din afføring kan variere i
løbet af dagen eller bare i løbet af et enkelt toiletbesøg. Hvis du kan
genkende dig selv i denne beskrivelse, hører du sandsynligvis til de 25-35 % af
den danske befolkning, som lider af irritabel tyktarm – også kaldet følsom
tyktarm eller skjult forstoppelse.
|
 |
|
Vil du vide mere?
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den
indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i
samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de
tidligere numre og tilmelde dig på
Sygeforsikringen danmarks hjemmeside.
Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage
nyhedsbrevet.
|
|
 |
Skjult forstoppelse
Dansk forskning har gjort en ny opdagelse, der har stor
betydning for behandlingen af personer med irritabel tyktarm. I et
forskningsprojektet, ledet af overlæge og specialist i mave-tarmsygdomme Dennis
Raahave på Tarmlaboratoriet på Helsingør Sygehus, har man målt den tid, det
tager tyktarmen at transportere afføring ved at lade en lang række patienter
med irritabel tyktarm synke en kapsel med 24 små plastmarkører. Man har
herefter ved hjælp af røntgenbilleder efter henholdsvis 48 og 96 timer kunnet
følge plastmarkørernes vej gennem tarmen på patienterne. Det viste sig, at
plastmarkørerne var længere tid om at passere gennem tarmen sammenlignet med en
kontrolgruppe, der ikke havde problemer med tyktarmen. Desuden hobede
afføringen sig op i tarmen, uanset hyppighed af toiletbesøg, og om afføringen
var fast eller tynd. Det viste sig også, at selv med en normal passagetid kunne
der foreligge ophobning af afføring, såkaldt skjult forstoppelse. Det har man
ikke tidligere været klar over, og forskningsresultatet har vakt opsigt i
udlandet.
- Normalt forbinder vi forstoppelse med, at man har sjældne
afføringer og besvær med at komme af med den, men vores forskning viser nu, at
personer, der lider af irritabel tyktarm med hyppige og tynde afføringer, har
lige så meget afføring i deres tarm som dem, der lider af egentlig
forstoppelse. Tarmen kommer til at fungere som en silo, hvor afføringen står og
gærer. Når tarmen aldrig bliver helt tømt, kan man få kortvarige
influenzalignende symptomer som feber, hovedpine, kulde-varmefornemmelser og
almindelig utilpashed. Mange af de patienter, jeg har i behandling, kommer også
med uren hud og er trætte og uoplagte, fortæller Dennis Raahave.
|
Selvpåført lidelse
- De fleste af de patienter, jeg ser, har været igennem mange
undersøgelser, uden at der har kunnet påvises egentlige tarmsygdomme, så man
kan sige, at irritabel tyktarm var den diagnose, vi stod tilbage med, når andre
diagnoser var udelukket, siger Dennis Raahave. Man kender ikke årsagen til, at
tarmen ophober afføring, men man ved, at vores livsstil i den vestlige verden
spiller en væsentlig rolle, fordi folk i andre dele af verden ikke har denne
lidelse.
- Vi er ikke skabt til at leve, som vi gør i den vestlige
verden, hvor kosten i mange år har været alt for rig på fedt og indeholder for
få fibre. En sådan kost gør, sammen med stillesiddende arbejde, at tarmen
arbejder langsomt, og at afføringen hober sig op. Mange af os har som børn lært
at holde sig, når vi skal på toilettet. Som voksne venter vi også med at gå på
toilettet, når vi føler trang, fordi der altid lige er noget, vi skal ordne
først, og dermed påfører vi os selv forstoppelse. Urmennesket satte sig, når
han skulle, og det bør vi også gøre, siger Dennis Raahave, der understreger, at
selv om irritabel tyktarm i sig selv er ufarligt, kan det gå ud over vores
helbred på sigt, hvis vi ikke gør noget ved tilstanden. Undersøgelser synes at
vise, at der er en sammenhæng mellem tilbageholdelse af afføring i tyktarmen og
en øget forekomst af galdesten, hæmorider, polypper og udposninger på tarmen.
Noget tyder også på en sammenhæng mellem forstoppelse og forhøjet kolesterol,
som kan føre til hjerte-karsygdomme. Heldigvis kan man selv gøre meget for at
få det bedre med sin mave.
|
Hjælp dig selv
Behandlingen af irritabel tyktarm starter med kosten. På
Tarmlaboratoriet på Helsingør Sygehus planlægger man kosten sammen med en
diætist. Man bliver anbefalet at lægge sin kost om, så man spiser masser af
fibre fra grøntsager, frugt og groft brød. Diætistens kostplan omfatter også
sunde olier, fisk og magert kød. Ved også at skære ned på sukker,
mælkeprodukter og animalsk fedt, hjælper man sin tarm til at fungere bedre.
Mange af os har så travlt, at vi springer måltider over og spiser for få og for
store måltider uden at få nok at drikke, og det er med til at forværre
tilstanden, så man kommer ind i en ond cirkel. Dennis Raahave mener, at det
optimale er at spise hver anden time i de vågne timer for at holde
tarmbevægelserne i gang, for eksempel fordelt på tre hovedmåltider og mindst to
mellemmåltider.
- Især kvinder har det med først at drikke, når de bliver
tørstige, og så er tarmen allerede ved at gå i stå. Det er måske også en del af
forklaringen på, at næsten tre gange så mange kvinder som mænd lider af
irritabel tyktarm. Vi ved ellers ikke så meget om, hvorfor lidelsen rammer
flere kvinder end mænd. Drik omkring to liter hver dag, og drik lidt hele
tiden, så du undgår at blive tørstig, siger Dennis Raahave, der også opfordrer
til at dyrke motion for at få gang i tarmen. Der skal en del motion til, mindst
en time hver anden dag eller en halv time hver dag, hvor pulsen kommer op, og
man bliver forpustet. For mange mennesker er disse råd nok til at mindske
mavesmerterne og normalisere tarmfunktionen, men ofte må der også
tarmstimulerende midler til, som ordineres af lægen og indtages et par gange
hver dag over et par måneder eller eventuelt resten af livet, afhængigt af hvor
plaget man er af tilstanden.
- 5-10 % lider af kronisk forstoppelse, hvor man har afføring en
til to gange om ugen eller sjældnere. Her giver vi yderligere afføringsmidler
og anbefaler tarmskylninger med 1,5 liter vand, som patienten selv lærer at
foretage. Operation, hvor man forkorter tyktarmen, kan komme på tale i de meget
svære tilfælde. Men for de fleste er omlægning af kost og indarbejdelse af
motion i dagligdagen det, der skal til for at få det bedre. Og så er det også
vigtigt at undgå stress og for mange bekymringer, for det hæmmer også tarmens
funktion, fortæller Dennis Raahave.
|
| Har du irritabel tyktarm, så har
du nogle af disse symptomer: |
• Manglende afføring,
sjældne afføringer eller hyppige afføringer, for eksempel flere gange om
morgenen. • Hård mave, hvor du må presse for at komme af med din
afføring. • Tynde/løse og hyppige afføringer. • Faste og
løse afføringer kan veksle selv i den enkelte afføring. • En
fornemmelse af, at du ikke "er kommet af med det hele", når du har haft
afføring. • Oppustet mave, ofte med rumlen. Du bliver mere og mere
oppustet i løbet af dagen, og om aftenen ser du gravid ud. • Smerter
i maven, især trykkende fornemmelse i en af siderne eller kolikagtige
smerter. • Afføring eller afgang af luft lindrer ikke eller kun
kortvarigt. • Tilstanden kan variere meget. Du kan også være generet
af hovedpine, kvalme, halsbrand, sure opstød, bøvsen, træthed,
kulde-varmefornemmelser og i svære tilfælde influenzasymptomer.
|
|
| Hvad kan du selv
gøre? |
• Spis en fiberrig og fedtfattig kost fordelt
på mange mindre måltider. • Drik hver time, samlet cirka to liter
hver dag (gerne vand, juice og saftevand, men te og kaffe tæller også, for den
vanddrivende effekkt er beskeden) • Dyrk motion enten 1 time hver
anden dag eller ½ time hver dag året rundt. • Tag eventuelt
fibertilskud, som for eksempel loppefrøskaller. • Gå på toilettet,
når du føler behov for det, og giv dig god tid. • Undgå så vidt
muligt stress og bekymringer. Øv dig i at slappe af. Kilde: Dennis
Raahave |
|
| Fakta om irritabel
tyktarm: |
• Man regner med, at 25-35 % af den danske
befolkning lider af irritabel tyktarm. • Irritabel tyktarm rammer
begge køn i alle aldre, særligt fra de sene teenageår og frem. •
Næsten tre gange så mange kvinder som mænd har lidelsen. Kilde:
Dennis Raahave |
|
| Læs
mere: |
”Irriteret tyktarm” af Dr. Kieran Moriarty,
Forlaget Libris ”Maven – din bedste ven” af læge Carsten
Vagn-Hansen, Gads forlag ”Fit for Life - spis dig i form” af Harvey
og Marilyn Diamond, Borgens forlag ”Mad, motion og mirakler” og
”Vejen til naturlig sundhed” af Lene Hansson, Borgens forlag |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 11.08.2008
|
|  |
|