 | |
Opdateret af Mikkel Holmelund, speciallæge i øre-næse-halssygdomme
|
Høretab
Man kan have nedsat hørelse enten på det ene øre eller på begge ører.
|
Hvad skyldes hørenedsættelse?
-
At lyden ikke ledes normalt ind til øresneglen (det lydopfattende organ).
-
Lidelser i øregangen.
-
Lidelser i trommehinden og mellemøret.
-
Lidelser i øresnegl og hørenerve.
-
Lidelser i hjernen.
Hørenedsættelse kan enten være midlertidig eller kronisk (vedvarende). For eksempel kan man forbigående have nedsat hørelse, når man er forkølet, fordi hævelse af slimhinderne lukker det eustakiske rør til, så der dannes undertryk og eventuelt væske i mellemøret. Væske og/eller betændelse i mellemøret er den mest almindelige årsag til hørenedsættelse hos børn. Hvis tilstanden varer ved, behandles der ofte med trommehindedræn. Aldersbetinget hørenedsættelse (presbyacusis), som skyldes aldersdegeneration i øresneglen, er den hyppigste årsag til hørenedsættelse hos ældre. Høretab på grund af lidelser i hørenerven er sjældne. Den almindeligste af disse er en godartet knude på hørenerven (Schwannom).
|
Hvornår skal jeg reagere, hvis jeg oplever nedsat hørelse?
Det er vigtigt at søge ørelæge ved:
-
akut indsættende høretab.
-
hørenedsættelse, der er ledsaget af andre symptomer som for eksempel kraftig øresusen og svimmelhed.
-
høretab i forbindelse med skader, for eksempel på grund af fremmedlegemer i øret eller trykpåvirkning under flyvning eller dykning.
-
mistanke om hørenedsættelse hos børn i mere end 3-4 uger.
Man bør overveje at få undersøgt hørelsen:
-
ved tiltagende høreproblemer, der vanskeliggør kommunikation med familie og venner eller på arbejdspladsen.
-
hvis andre gør opmærksom på, at man har et høreproblem.
|
Hvordan undersøger lægen for høretab?
Der findes flere forskellige typer af høreprøver. Nogle prøver kræver, at den person, der bliver undersøgt, medvirker aktivt, mens andre er automatiske. Nogle prøver viser, om et høretab skyldes problemer i mellemøret, mens andre viser, om høretabet findes i det indre øre eller i hørenerven. Nogle er ganske simple, mens andre kræver meget avanceret elektronisk udstyr.
Børnehøreprøver: Børnehøreprøver anvender man til at undersøge hørelsen hos mindre børn (under 3-4 år), som ikke endnu kan medvirke til almindelige høreprøver. Høreprøverne har karakter af leg og består i observationer af børnenes reaktioner på forskellige lyde. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Hviske- og talestemmeprøve: Hviske- og talestemmeprøve er simple undersøgelser, der foretages uden teknisk udstyr. De giver et skøn over hørelsen. Man udfører undersøgelserne ved at hviske og tale en række prøveord i forskellig afstand fra test-personen. Ved derudover at anvende en stemmegaffel kan man ofte afgøre, om høretabet er lokaliseret til mellemøret eller det indre øre. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende læger og praktiserende øre-næse-halslæger eller deres hjælpepersonale.
Tonehøreprøve: Tonehøreprøve bruger man til at fastlægge høretærsklen. Det vil i praksis sige den laveste lydstyrke, man kan høre. Man undersøger hørelsen ved forskellige toner i bas-, mellemtone- og diskantfrekvenserne. Prøven kaldes i daglig tale blot høreprøve. Tonehøreprøven kan oftest skelne mellem, om hørelidelsen er lokaliseret i mellemøret eller i det indre øre. Den bruges både til at diagnosticere hørelidelser, til at kontrollere resultatet af ørekirurgi og til at indstille (tilpasse) høreapparater. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Talehøreprøve: Talehøreprøve viser skelneevnen for ord. Hvis man har en dårlig skelneevne, har man således svært ved at skelne ordene fra hinanden, uanset hvor højt man hører dem. Hørelidelser i det indre øre medfører ofte, at skelneevnen falder, og det gælder i endnu højere grad, når der er baggrundsstøj. Talehøreprøven bruger man til at diagnosticere hørelidelser og til at vurdere, om man vil have glæde af høreapparatbehandling. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Måling af mellemøretryk: Måling af mellemøretryk bruger man til at undersøge forholdene i mellemøret. Man får således indtryk af, om der er luft (normalt) eller væske (unormalt) i mellemøret. Væske i mellemøret medfører nedsat hørelse, da trommehindens og øreknoglernes svingninger bliver hæmmet. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende læger, praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
Hjernestammehøreprøve: Hjernestammehøreprøve er en avanceret elektronisk måling af hørelsen og bruges til personer, der ikke kan eller vil samarbejde. Man bruger således undersøgelsen til at fastlægge høretærsklen hos mindre børn og demente, hvor andre undersøgelser ikke slår til. De bruges desuden på voksne til at undersøge, om et høretab er lokaliseret til det indre øre eller hørenerven. Undersøgelserne bliver foretaget af praktiserende øre-næse-halslæger og på sygehusenes høreklinikker.
|
De hyppigste årsager til hørenedsættelse er:
Lidelser i øregangen:
-
Aflukning af øregangen af ørevoks eller fremmedlegeme.
-
Forsnævret øregang som for eksempel ved øregangsbetændelse.
Lidelser i trommehinde og mellemøre:
-
Hul i trommehinden.
-
For slap eller for stiv trommehinde.
-
Væske eller kraftigt undertryk i mellemøret. Ses ofte hos børn i vuggestue-, eller børnehavealderen.
-
Manglende dele af de tre mellemøreknogler som følge af for eksempel kronisk mellemørebetændelse.
-
Forkalkninger i mellemøret som for eksempel ved otosclerose.
Lidelser i øresneglen og hørenerven:
-
Støjskader, aldersbetingede (presbyacusis) eller arvelige lidelser i øresneglen.
-
Menieres sygdom samt andre sjældnere lidelser, som man ofte ikke kender årsagen til.
-
Lidelser i hjernen, for eksempel åreforkalkning.
|
Behandlingsmuligheder
Lidelser i øregangen: Vokspropper behandles ved skylning eller oprensning af øregangen med sug. Øregangsbetændelse kan oftest bebehandles med oprensning med sug og lokalbehandling med øredråber eller salvemecher. I sjældne tilfælde kan fortykkelse af knoglevæggen i øregangen (exostoser) medføre vedvarende hørenedsættelse. Behandlingen er kirurgisk.
Lidelser i mellemøret: Væske og betændelse i mellemøret er hyppigst hos børn. Akut mellemørebetændelse kan behandles med antibiotika, mens længerevarende væske og tilbagevendende mellemørebetændelse behandles mest effektivt med trommehindedræn. Hul i trommehinden behandles ved en mindre operation. Forandringer i mellemøret efter kronisk mellemørebetændelse kræver et noget større kirurgisk indgreb. Det gælder også ved benæder (cholesteatom), hvor det ofte er nødvendigt at udbore tindingebenet bag øret. Otosclerose, som skyldes forkalkning af stigbøjlen, kan behandles med høreapparat og i det sene stadie ved at indoperere en lille protese. I mange tilfælde fører operationen til normal hørelse.
Lidelser i øresneglen og hørenerven: Aldershøretab, støjskader og arvelige høretab kan man behandle med høreapparat. Børn med medfødt høretab kan i dag behandles ved indoperation af en elektrode i øresneglen (cochlear implant, forkortet CI). Disse børn, som ellers ville være døve, udvikler ofte et næsten normalt talesprog. Godartede knuder på hørenerven (Schwannom) kan behandles ved operation, men ofte kan man nøjes med at observere om knuden vokser.
|
Hvad kan jeg selv gøre for at undgå høretab/bedre mit høretab?
De fleste årsager til høretab kan man ikke selv forebygge. Det gælder dog ikke støjskader, som kan forebygges ved brug af høreværn. Der findes både passive (ørepropper) og aktive (elektroniske) høreværn. Grænsen for, hvornår øret tager skade, afhænger af lydstyrken og varigheden af støjen. Øret kan tåle at blive udsat for op til 85 dB (for eksempel trafikstøj i byer) i 40 timer pr. uge, men tager skade allerede efter 2 timer, når det udsættes for 100 dB (for eksempel et trykluftsbor). Denne grænse overskrides let ved brug af blandt andet vinkelsliber, slagboremaskine og motoriserede haveredskaber så som plæne- og hækkeklipper.
Men også høj musik kan skade nervevævet i øresneglen. I Europa er der sat et maksimum for, hvor høj lyden i en MP3-spiller må være. Grænsen er sat ved 100dB. Hvis du lytter til musik ved denne lydstyrke i mere end 2 timer om ugen, vil hørelsen kunne skades. Lydniveauet for tilhørerne ved en udendørs rockkoncert kan nå op på 105 dB, mens lydniveauet på et diskotek kan nå helt op på 110 dB. Denne lydstyrke kan øret kun tåle at være udsat for i et kvarter. Gentagne overskridelser af støjgrænserne medfører en ophobning af høreskaden og kan med tiden medføre svære høretab og tinnitus.
|
Hvad er udsigten for fremtiden?
Et høretab, som skyldes skader i øresneglen, er normalt uopretteligt. Det skyldes, at nervevævet ikke kan gendannes, når først skaden er sket. Der forskes i behandling af skader i øresneglen med genterapi og stamceller, men en behandling med disse metoder ligger mange år ud i fremtiden.
Vaccination mod luftvejsbakterier (pneumokokker), som kan give mellemørebetændelse og høretab, er allerede i dag en del af børnevaccinationsprogrammet. Forskningsresultater giver håb om, at man i fremtiden også vil kunne vaccinere mod andre typer bakterier, som kan medføre mellemørebetændelse.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Original tekst af Lars Trier Hansen, overlæge, speciallæge i øre, næse, halssygdomme
|
Sidst opdateret: 01.09.2011
|
| |
|
Lægeerklæring - Sygemelding...
