 |  |
|
Der er mange fordele ved at holde op med at ryge. Ud
over de fysiske fordele, der melder sig i løbet af kort tid, er det også en
personlig sejr at overvinde tobakken og afhængigheden. Desuden er det en god
måde at lære sig selv at kende på.
En af de mest åbenlyse fordele ved at holde op med at ryge er al
den tid, man får foræret. De fleste tænker ikke på, hvor meget tid og psykisk
energi, de egentlig bruger på at købe tobak eller på at planlægge, hvor og
hvornår de skal købe tobak. Eller på at tænke: "Har jeg nu cigaretter nok til i
aften", "Har jeg husket at tage min pibe og lighteren med". "Hvor er nu mine
cigaretter, hvor har jeg lagt dem". Mange oplever pludselig, at de får mere tid
og mere tankeplads efter et rygeophør. Det er en lettelse ikke at skulle
spekulere på "om jeg nu har tobak nok" eller "hvornår kan jeg
ryge?".
|
Ophør kan give en succesoplevelse
Der er en tilfredsstillelse i at sætte sig selv nogle mål og
gennemføre dem. Specielt hvis det har været lidt besværligt undervejs, og du
har måttet overvinde nogle forhindringer. Succesoplevelsen i forbindelse med
rygestop kan være stor. Når du sætter dig mål, er det vigtigt, at målene er
konkrete og realistiske. Det vil sige, at du rent faktisk kan opfylde dem.
Dette gælder også ved rygeophør.
Planlæg hellere et lille skridt ad gangen end et stort nederlag.
Ved et skridt ad gangen får du nemlig følelsen af at opnå noget. Det kan være
hårdt arbejde i nogle måneder, når man vil holde op med at ryge. Til gengæld
kan du opnå en følelse af tilfredshed og velvære og være tilfreds med dig selv,
når du har udført et godt stykke arbejde ved at holde op med at ryge!
|
Følelsen af kontrol
Noget af det sværeste ved rygeophør er at udholde trangen,
lysten og længslen. Man skal lære, at trangen kommer, men den går over igen, og
man kan overleve det. Ganske langsomt - efterhånden som du kommer igennem
situationer med trang - kommer du skridt for skridt videre. Ganske langsomt
lærer du at udholde trangen. Det giver en følelse af kontrol og styring, og
derved kommer modet og overskuddet igen.
|
Man lærer nye sider af sig selv at kende
Ved at holde op med at ryge, kan du måske lære dig selv at kende
på nogle måder, som du ikke kendte tidligere. Måske dukker der nogle nye sider
af dig op. Du opdager, hvad der gør dig stresset, vred, glad, ked af det og
usikker. Mange lærer således noget ved at holde op. De lærer noget om sig selv,
som de ikke vidste i forvejen, hvilket er med til at give en større
selvindsigt. Der sker en udvikling i takt med, at man lærer at håndtere det
nye.
Men det også er normalt, hvis du ikke mærker nye sider af dig
selv dukke op. Rygestop sætter nemlig noget forskelligt i gang hos forskellige
mennesker.
|
Flere forsøg - mere lærdom
Der er mange mennesker, der har prøvet at holde op flere gange -
før det lykkes dem at blive ved med at være røgfrie. I gennemsnit ligger der
tre til otte forsøg til grund for et varigt rygestop. Selvfølgelig kan det lade
sig gøre i første forsøg. Du skal bare ikke fortvivle, hvis du er blandt dem,
der prøver flere gange. For hvert forsøg lærer du mere om dig selv og bliver en
erfaring rigere.
Der er derfor ingen grund til, at betragte de enkelte forsøg som
spildte kræfter. Tværtimod må rygestop betragtes som en læreproces, hvor man
for hvert forsøg bliver klogere på for eksempel: "Hvad betyder rygningen for
mig", "Præcis hvornår bliver det vanskeligt", "Hvad hjælper mig egentligt, når
jeg har rygetrang", "Hvorfor ønsker jeg at holde op".
Det bliver også tydeligere, hvilke funktioner rygningen har haft
for en - for eksempel kan man pludselig opdage, hvad rygningen har betydet i
situationer, hvor man troede, at det bare var en dum vane.
|
Aldrig mere afhængig
Mange oplever en følelse af frihed, når de holder op med at
ryge. Det er frihed ikke at føle sig afhængig af cigaretterne og opleve at have
et valg. Når det lykkes at føle, at det er et valg at ryge/ikke ryge - så kan
man føle sig særdeles handlekraftig og fuld af styrke. Det giver frihed ikke at
føle sig afhængig mere.
|
Fysisk velvære
Ved rygeophør kan forandringer i dit fysiske velvære hurtigt
mærkes. Det er rart at gøre noget positivt for sig selv. Du gør noget for din
krop og sundhed, og det giver velvære at føle sig sund. Du vil ret hurtigt
opleve, at din hud i ansigtet forandres, og din teint bliver pænere.
Dine fingre og ben føles ikke helt så kolde, hvis du har et
dårligt blodomløb. Måske er du mindre træt om morgenen og føler du har mere
energi. Du kan måske også mærke, at du får færre tømmermænd, efter du har været
til en fest. Ret hurtigt forbedres din lugtesans. Efter noget tid hoster du
mindre og kan opleve, at du har langt mindre slim i dine luftveje.
Du kan også komme til at føle dig generet af røg og bliver måske
opmærksom på, at røgen hænger i tøjet, blot du har været 10 minutter i et
lokale, hvor der ryges. Og måske kommer du til at tænke: "Hvad har jeg dog selv
udsat andre for".
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.11.2007
|
|  |
Netdoktor Babyklub
Er du gravid eller nybagt forælder? Læs om graviditet, fødsel,
amning, søvn, sund kost, modermælkserstatning, børnesygdomme og meget mere i
Netdoktor Babyklub.
Deltag også i en mødregruppe og i debatterne, hvor du kan
udveksle erfaringer med andre gravide og nybagte forældre.
Gå til
Babyklubben
|
|