Annonce
Sårene vil ikke hele
Af Martin Døssing, speciallæge i lungemedicin

Det er vigtigt for en operations succes, at sårene heler pænt og hurtigt. Rygeres evne til at hele sår er meget dårligere end ikke-rygeres. I værste fald kan det medføre døden - i bedste fald betyder det meget grimme operationsar. Derfor er der også mange kirurger, som nægter at operere rygere.

© Digital Stock
Rygere har sværere ved at få sårene til at hele efter en operation.
Rygeres hud har meget svært ved at hele, fordi rygning påvirker blodforsyningen til huden. Blot en enkelt cigaret nedsætter blodgennemstrømningen markant i over en time. Årsagen er formentlig, at karrene påvirkes af nikotin, som kroppen optager fra cigaretrøgen. Den manglende evne til at hele, kan give infektioner i sårene eller få sårene til at springe op, og det kan i visse tilfælde være livsfarligt for patienten.

Sårene springer op

Røg indeholder meget små mængder blåsyre, som hæmmer cellernes stofskifte. De nye celler, som dannes ved sårhelingen, er særlig følsomme. Dette er måske også en af årsagerne til, at rygerne kun danner halvt så meget af de proteinrige fibre (kollagenfibre), der er nødvendige for et operationssårs styrke. Hvis man har for lidt kollagen, øges risikoen for, at såret kan springe op. Derfor ses det ofte, at rygere, der har gennemgået en operation, har sværere ved at få sårene til at hele, end ikke-rygere har.

Livsfarligt at blive opereret

En tarmoperation, hvor tarmen skal syes sammen, kan også give mange komplikationer og være direkte livsfarlig for rygere. Her er der tre gange så stor en risiko for, at operationssåret i tarmen brister. Hvis det sker, vil afføringen flyde ud i bughulen, og det giver en fordobling af risikoen for, at operationen ender med et dødsfald.

Ilten fordeles dårligt

Nikotin får karvæggens muskelceller til at trække sig sammen, så karret forsnævres, og blodforsyningen reduceres. Dertil kommer tobaksrøgens indhold af den lugtfrie, usynlige og yderst giftige luftart kulilte. Det ændrer også på de røde blodlegemers evne til at afgive ilt til organismens væv. Ilten bliver fastere bundet til de røde blodlegemer, som har sværere ved at afgive ilten til vævet. Nikotinen giver en betydelig forringelse af iltforsyningen til organismens væv. Blandt andet til sår, som behøver ilt til sårhelingen. Hos storrygeren er ca. otte procent af de røde blodlegemers iltbinding blokeret af kulilte.

Frygtelige konsekvenser

Risikoen for lungekomplikationer efter en operation i fuld bedøvelse er fire gange så høj hos rygere som hos ikke-rygere. Det drejer sig om komplikationer i form af blandt andet lungebetændelse og sammenklappede lunger. Hvis blodforsyningen til et ben er så dårlig, at det er nødvendigt at foretage en operation af blodårene, er det væsentligt, at patienten holder op med at ryge. Gør han ikke det, fordobles risikoen for, at det ender med, benet må amputeres. Næsten alle sukkersygepatienter, som må have et ben amputeret før de bliver 60 år, er rygere.

Grimme ar

På grund af rygernes dårlige evne til at hele sår er der ekstra risiko for at få skæmmende operationsar. Kosmetiske operationer som for eksempel ansigtsløftninger på rygere giver en 10 gange større risiko for, at den hud, som strammes op, går til grunde, og resultatet ender med at blive betydeligt grimmere end før operationen. Derfor er der også mange plastikkirurger, som ikke vil operere rygere, fordi risikoen for et dårligt resultat er for stor. Også rygoperationer og operationer som fjernelse af brystet har betydeligt større risiko for at ende galt hos rygere, fordi der er en større risiko for vævsdød, der hvor huden sys sammen.

Det hjælper at lade være

Hvis man stopper med at ryge nogle dage før en operation, fjernes kulilten og andre af cigaretrøgens giftstoffer fra kroppen, hvilket vil give en bedre sårheling. Rygningens mere langsigtede skadevirkninger på kroppen er dog tilsyneladende først væk uger efter rygestoppet. Fra en stor undersøgelse ved man, at rygere, der stopper med tobakken otte uger før operationer i fuld bedøvelse, opnår at fjerne rygningens negative virkninger på operationsresultatet helt. Nogle undersøgelser tyder på at der også er en klar gevinst ved at ophøre med rygning to-fire uger før en operation.

Læs mere om RYGESTOP






Tip en ven

Annonce

Annonce

Kilder
Egan TD, Wong KC. Peroperative smoking cessation and anaesthesia: A revwiew. J Cli Anaesthesia 1992;4:63-72

Rees TD, Liverett DM, Guy CL. The effect of cigarette smoking on skin-flap survuval in the face lift patient. Plast Reconstr Surg 1984;73:911-5

Sørensen LT, Jørgensen T, Kirkeby LT, Skovdal J, Vennits B, Willie-Jørgensen P. Smoking and alcohol abuse are major risk factors for anastomotic leakage in colorectal surdery. Br J Surg 2000;


Sidst opdateret: 04.03.2009

Annonce

Køb din medicin her

Annonce


Annonce
Annonce
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2010 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark