Når et menneske dør på sygehuset, kan man som pårørende blive spurgt om, om den døde må obduceres. Hvis en person bliver erklæret hjernedød, vil de pårørende ofte blive spurgt om, om afdødes organer må bruges til transplantation. Begge beslutninger er store beslutninger, som det er vigtigt at tænke over. I situationen kan det være svært, og til daglig går vi ofte uden om emnet, som er omgivet af en vis uhygge.
Obduktion
Hvorfor obducerer man?
Formålet med en obduktion er normalt forskning: Var sygdommen korrekt diagnosticeret eller var der eventuelt andre sygdomme? Ser behandlingen ud til at have virket, og var der måske sygdomme som kunne berettige til en arbejdsskadeerstatning ?
Det er langt fra alle, lægerne ønsker at obducere. Sygdomsbilledet skal være medicinsk interessant.
I visse tilfælde skal der foretages en såkaldt retslægelig obduktion. Det gælder for eksempel ved mord eller mistanke om det. Eller når det ikke er muligt at fastslå dødsårsagen med tilstrækkelig sikkerhed. Formålet med disse obduktioner er at finde ud af, hvorfor og om muligt hvordan den pågældende døde.
Kan lægerne bare obducere uden at spørge nogen om lov?
Lægerne kan ikke bare obducere en død person. De skal have tilladelse fra afdødes pårørende. (Det vil sige partner og børn). Rent praktisk sker der normalt det, at man bliver kontaktet (ringet op) af en læge eller en sygeplejerske, som fortæller en, hvad der er sket, og beder om tilladelsen. De pårørende skal så indenfor seks timer beslutte, om de vil give tilladelse til obduktionen. Hvis bare en af de pårørende siger nej, må obduktionen ikke foretages. Hvis man ved, hvor de nærmeste pårørende opholder sig, men ikke kan få kontakt med dem, må man heller ikke obducere. Hvis ikke afdøde har pårørende, som kan give tilladelse til obduktion, må man gerne obducere. Det må man også, hvis afdøde var over 18 år og har efterladt en skriftlig tilladelse .
En stor del af de tilfælde hvor lægerne ønsker at obducere, siger de pårørende nej. Det er på den ene side set beklageligt, fordi det mindsker lægernes muligheder for at lære nyt. På den anden side set er det vigtigt, at man ikke siger ja, fordi man føler sig presset af hensynet til videnskaben og store ord. Man bør altid tage hensyn til sine egne følelser. Det er først og fremmest sig selv, man skal kunne se i øjnene bagefter.
Det ved og respekterer den person der beder om tilladelse til at obducere også.
Donation og transplantation
Hvem kan donore organer?
Organer kan kun bruges til transplantation, hvis afdøde selv har udfyldt et donorkort eller tilmeldt sig Donorregistret - eller hvis de pårørende giver tilladelse til det, og det ikke skriftligt er dokumenteret, at afdøde var imod.
Man kan blandt andet give tilladelse ved at udfylde et donorkort og bære det på sig. Donorkortet sendes ud sammen med sygesikringsbeviset eller fåes hos praktiserende læge. Man kan også tilmelde sig Donorregistret på deres hjemmeside. Du kan tilmelde dig Donorregistret her.
Når man tilmelder sig som donor, kan man give begrænset tilladelse, altså betinge sig, at for eksempel ens hud eller øjne ikke må anvendes. Der kan også gives et decideret forbud mod at ens organer doneres, eller man kan give tilladelse under forudsætning af, at ens pårørende også giver tilladelse når de står i situationen.
Beslutningen om donation kan være svær at træffe for de pårørende.Navnlig hvis man ikke på forhånd har talt igennem, hvordan man har det med donation og transplantation.
Rent medicinsk er forudsætningen for, at et menneskes organer kan transplanteres, at donor er konstateret hjernedød. Der eksisterer ikke nogen egentlig aldersgrænse for, hvor gammel donor må være. Det afhænger blandt andet af, hvilket organ der er tale om, og af donors sundhedstilstand.
Jo men, hvornår skal vi så sige farvel?
Hvis man siger ja til at afdødes organer bruges til transplantation, kan man tage afsked med den døde enten før organerne udtages eller efter, de er fjernet. Gør man det før, ligger den hjernedøde i sin seng på hospitalet, tilkoblet en respirator. Den hjernedøde virker ikke i gængs forstand død, for brystkassen bevæger sig og kroppen er varm. Det vil dog kun vare ved, så længe respiratoren er tændt.
Hvis man vælger at sige farvel, efter organerne er gjort klar til transplantation, bliver den hjernedøde kørt væk fra afdelingen. Kirurger fra et transplantationscenter tager de organer ud, som der er givet tilladelse til at bruge. Derefter syes såret sammen som efter en almindelig operation, og der slukkes for respiratoren.
De pårørende kan altså ikke være tilstede, når respiratoren bliver slukket. Når man siger endeligt farvel vil personen være død i traditionel forstand – brystkassen bevæger sig ikke, og kroppen er kold. Der kan gå op til 12 timer fra beslutningen om at donere organerne er truffet, til den afdøde kommer tilbage til afdelingen igen. Forberedelserne til operationen og selve operationen tager tid.
Ja eller nej?
For mange kronisk syge lever-, hjerte- og nyrepatienter er transplantation den eneste mulighed for at overleve. Beslutningen om at donere organer kan altså redde livet, for et andet menneske.
Det betyder ikke, at man absolut skal sige ja til at donere organer, fordi man ellers er ”et ondt menneske”. Der kan være tungtvejende grunde til at sige nej. Det er vigtigt på forhånd at have tænkt over, om man går ind for organdonation og i givet fald af alle organer eller kun af enkelte. Det letter beslutningen, den dag man midt i sorgen og smerten over at skulle miste en af sine kære bliver spurgt om vedkommendes organer må genbruges. På samme måde kan det gøre det lidt lettere for ens egne pårørende, hvis de en dag skal træffe beslutningen for en, at de ved, hvad man selv mente om det.
Du kan læse mere om transplantation på Transplantationsgruppens hjemmeside