 | |
Af Louise Westh, NetDoktor.dk
|
Besøg på Sankt Lukas Hospice
Hvis man forventer at blive mødt af knusende tavshed,
må man tro om igen. Allerede når døren åbnes efter et tryk
på en grønne knap på væggen, er der liv. Sankt Lukas
Hospice ligger på første sal i en gammel bygning i
Hellerup. Fra vinduerne i dagligstuen er der udsigt til
kastanjetræerne i haven, som stadig har grønt løv. Det er
frokosttid, og vognen med den varme mad står foran
køkkenet. Køkkenet ligger overfor dagligstuen med et lille
dukkehus, som står på et bord under vinduet. Det har
rigtige møbler og et juletræ med pynt i miniatureformat. Fra
en lampe i hjørnet hænger der marionetdukker med runde
ansigter og tøj, der er lavet af tøjrester.
 |
|
Plejepersonalets stemmer fra køkkenet blander sig med
bakkerne, der bliver sat blødt på rullebordet ude på
gangen. To sygeplejersker er i færd med at servere maden
på små tallerkner. Bakkerne bliver dækket med ivrige
bevægelser og bestikket klirrer lidt, når de skubber
bakkerne sammen på bordet. Bestikket er byttet ud med
teskeer. For ofte har patienterne ikke meget appetit. Så
store tallerkner og almindeligt bestik bruges sjældent.
Søster Gerda er diakonisse og klædt i grå kjole og hvid
kyse. Hun har tidligere arbejdet som sygeplejerske, men
hjælper nu til på hospicet med praktiske opgaver. En af
opgaverne er at hjælpe med at bære bakkerne ind på
patienternes værelser. En af patienterne er Elith Poulsen.
|
Eneværelse og ikke helt alene
Elith er én af de 11 patienter, der netop nu er
indlagt på Sankt Lukas Hospice. Han er 80 år og har
tidligere arbejdet mange år i restaurationsbranchen. Elith
Poulsen fik for bare et par måneder siden den barske
besked af lægerne, at han var alvorligt syg af lungecancer
og ikke skulle regne med at leve længe. "Lægen sagde
til mig, at jeg højst ville få to år til at leve i",
fortæller han og læner sig lidt frem i den lavbenede stol.
Den står lidt skråt, så han altid kan se, hvem der kommer
ind ad døren til hans værelse. Lyset falder ind gennem
vinduerne, og man kan se kronen på de store træer i haven,
som hører til Sankt Lukas Hospice. Elith Poulsen sidder
med sengebordet foran sig. Det står på hjul ligesom sengen,
der fylder det meste af værelset. Selvom døren er lukket,
kan stemmerne fra plejepersonalet svagt høres ude på
gangen.
Elith Poulsen besluttede hurtigt, at han gerne ville
tilbringe sin sidste tid på Sankt Lukas Hospice.
"Mænd egner sig ikke til at være alene, jeg er en af
dem", siger han. "Min kone vil også have svært ved
at skulle passe mig alene derhjemme. På hospicet er der
altid nogen, hvis du har brug for hjælp", fortsætter
Elith. For omsorg og tryghed er tæt forbundet i arbejdet
med mennesker, der skal dø. Hvert år vælger omkring 600
uhelbredeligt syge patienter at tilbringe deres sidste tid
på et af landets fem hospicer, som tilsammen har 51
sengepladser. I Danmark er der tre hospicer i Jylland og
to på Sjælland. Sankt Lukas i Hellerup lidt nord for
København er et af dem. Ordet hospice stammer fra det
latinske ord hospitium, der betyder herberg eller at byde velkommen.
|
Omsorg er også behandling
Siden første juli 2000 har det været muligt for alle
uhelbredeligt syge og døende at bo gratis på hospice. Det
vedtog et flertal i Folketinget året før. Patienter, der
ønsker at bo på hospice, må regne med at vente mellem to
eller tre uger, inden der er plads. "I det daglige har
patienten en tæt personlig kontakt med højst tre til fire
sygeplejersker. Det giver patienten større tryghed, når
det er de samme, der er der hele tiden", siger
chefsygeplejerske Lisbet Due Madsen. Plejepersonalet på
hospice går med hvid hospitalskittel, men det gør lægen
ikke. Mange patienter føler, at forholdet til lægen bliver
mindre klinisk, hvis hun ikke bærer kittel. "Omsorg
er ikke bare at holde patienten i hånden, det er også
praktisk handling, som for eksempel at give piller mod
stærke smerter", forklarer hun.
Personalet giver ikke kun omsorg og pleje til de
indlagte. Også patienternes familie og venner kan være
helt udkørte af træthed og bekymringer, når de kommer på
besøg. Et stort hvidt badekar på fødder er det første man
ser, det øjeblik døren til badeværelset går op. Der er
blomstrede gardiner i varme klare farver, og væggene er
hvide. "Nogle gange laver vi et varmt bad til de
pårørende ude på badeværelset, det kan løsne op for
spændinger i ryg og skuldre", fortæller Lisbet Due
Madsen. Familie og venner til patienten kan have svært ved
at rumme den sorg og smerte, der er forbundet med at
skulle miste et menneske, som de holder meget af. Nogle
pårørende kan blive så kede af det, at bekymringerne
påvirker kroppen. Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Hospice
skal være gode til at tale med alle slags mennesker og
deres pårørende.
|
Præsten taler med patienten
At tale om døden er svært for de fleste. "Jeg
synes ikke, det er så svært at tale om det, for jeg ved,
det er den eneste vej for mit vedkommende", siger
Elith Poulsen. På Sankt Lukas Hospice er der også en præst
ansat. Patienterne kan tale med præsten helt privat og være
med til søndagsandagten, der holdes i dagligstuen. For
enden af gangen er der et særligt andagtsrum for de
patienter, der ønsker at være alene eller sammen med deres
pårørende. Rummet er malet i en lys blå farve, og vinduerne
er udsmykket med glasmosaik med motiver fra biblen.
"Jeg taler med præsten og går til andagt i
dagligstuen om søndagen, selvom jeg ikke er hellig",
fortæller Elith Poulsen med et skævt smil.
Sankt Lukas Hospice har også patienter indlagt, som
er muslimer eller jøder. Ifølge Lisbet Due Madsen er
patienterne gennemsnitligt indlagt 16-17 dage, og ældre
mennesker er den gruppe, som hyppigst kommer på hospice.
Plejepersonalet taler ofte med patienterne om det at skulle
afslutte livet på et hospice."Jeg forestiller mig, at
jeg går i seng om aftenen og falder i en drømmeløs søvn -
og så er livet forbi", slutter Elith Poulsen. Udenfor
skinner solen varmt, og kastanjetræerne har allerede tabt de
første blade
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret: 01.02.2000
|
| |
|
HJÆLP!!!!