Sådan hjælper du din ældre pårørende til at spise nok

Hvad er underernæring hos ældre?

Når kroppen bliver ældre, sker der mange forandringer. Alene på grund af alder mister man gradvist en del af sin muskel- og knoglemasse. Nogle ældre mister også deres appetit, hvilket øger risikoen for yderligere tab af kræfter og vægt.

Hvis man bliver syg eller er på hospital, er der også en større risiko for, at man mister appetitten og dermed også vægt. Som konsekvens kan den syge eller hospitalsindlagte person blive underernæret. Risikoen er langt større for ældre personer end for yngre. Det skyldes blandt andet, at den ældre med alderen er mindre aktiv og har færre muskler. Det gør den ældre mere sårbar for vægttab.

Underernæring defineres i dag ikke kun ved en lav kropsvægt, men også ved hvor stort vægttabet er, samt om der er nedsat appetit. Hos den ældre er en lav kropsvægt ikke i sig selv i et problem. Men hvis en lav vægt eller et vægttab skyldes nedsat appetit og/eller nedsat tab af kræfter (funktionsevne), er der tale om underernæring. Man kan derfor definere underernæring ved at se på, om den ældre har haft et uplanlagt vægttab og desuden har nedsat appetit. Selv et mindre vægttab, særligt hvis man er ældre, kan være af stor betydning og kan påvirke lyst og evne til at udføre daglige gøremål, klare sig i eget hjem og den ældres livskvalitet.

Hvor mange ældre bliver underernærede og hvorfor?

Op imod halvdelen af ældre, der bor i plejebolig eller i eget hjem og modtager hjemmepleje, oplever at tabe sig uplanlagt. Vægttab, tab af muskelmasse og funktionsevne ser man også meget hyppigt blandt ældre, der er indlagt på hospitalet og som senere udskrives til eget hjem. En indlæggelse er i sig selv en stor risikofaktor for underernæring.

Antallet af ældre, der vejer for lidt eller har haft et vægttab og/eller har nedsat appetit, er således stort. Årsagerne hertil kan være flere. De ældre kan være svækkede på grund af sygdom og behandling. Med stigende alder følger desuden ofte nedsat fysisk aktivitet. Det fører til, at man har et mindre behov for energi (kalorier/kilojoule). Da behovet for protein, vitaminer og mineraler ikke bliver mindre med alderen, skal man dække behovet for energi gennem en mindre mængde mad. Det stiller krav om, at maden er mere næringsrig. Får man som ældre eksempelvis ikke spist tilstrækkeligt med protein, tærer kroppen i stedet på muskelmassen.

Nedsat appetit eller madlede øger risikoen for vægttab. Andre årsager til nedsat indtag af mad kan være ensomhed, dårlig økonomi, manglende overskud og tab af kræfter til at handle og tilberede et godt måltid. Dårlig tandstatus, ændret smags- og lugtesans, visse typer af medicin, forstoppelse, stor indtagelse af alkohol og tobak kan yderligere øge risikoen for nedsat eller ændret indtag af de rigtige fødevarer eller et godt måltid. Ofte er det tilfældigheder, der fører til en mindre aktiv tilværelse med nedsat kostindtagelse. Et eksempel på dette er en tidligere aktiv ældre, der snubler, brækker hoften og bliver indlagt på hospitalet i længere tid. Mange svækkes, taber sig, og kommer aldrig tilbage til samme funktionsniveau som før faldet, men må indstille sig på et mindre aktivt liv. Derved påvirker man appetit og livskvalitet. Tab af ægtefælle vil forværre situationen. Omgivelserne, ofte den nærmeste familie, får ofte stor betydning for, at mad og måltider igen bliver en naturlig del af en god hverdag.

Læs også: Sondemad

Hvilke konsekvenser har underernæring for den ældre?

Vægttab og underernæring kan have alvorlige konsekvenser for fysisk, psykisk og social funktionsevne. Underernæring kan øge ældres behov for hjælp og støtte i dagligdagen og øger risikoen for sygdom og indlæggelse på hospitalet.

Underernæring og vægttab medfører desuden nedsat livskvalitet på grund øget træthed, bekymring over vægttab samt afhængighed af andre til de daglige gøremål som at handle, tilberede mad, gøre rent og komme i bad. Risikoen for ensomhed og nedsat livkvalitet øges også, hvis man ikke kan deltage i de aktiviteter, man plejer. Spiser og drikker man mindre, end man har behov for, øger man risikoen for at komme i underskud med væske. Her er den ældre også mere udsat end en yngre person. Mangel på appetit, mad og drikke øger risiko for ensidig kost og dermed får man for få vitaminer og mineraler fra almindelige fødevarer.

Hvad kan man som pårørende gøre for at hjælpe den ældre til at holde vægten?

Den rette ernæring kan være med til at gøre en forskel og således få stor betydning for, at den ældre kan bevare eller genvinde vægt, funktionsevne og livskvalitet. Her er de nærmeste – familie, venner og andre i omgangskredsen vigtige. Det er især vigtigt at holde øje med vægt og kostindtagelse i forbindelse med sygdom og/eller eventuel indlæggelse på hospitalet eller skift fra egen bolig til plejebolig. Hvis den ældre mister sin ægtefælle, er der også grund til at være ekstra opmærksom på vægt og appetit.

Regelmæssig vejning

Regelmæssig vejning kan være med til at forebygge, at vægttabet bliver for stort, inden man gør en indsats. Den regelmæssige vejning kan man foretage hjemme og bede den praktiserende læge om hjælp med.

Hjælp fra den praktiserende læge

Den praktiserende læge kan hjælpe med at:

• ordinere ernæringstilskud for eksempel med en grøn ernæringsrecept
• henvise til genoptræningstilbud
• henvise til klinisk diætist eller ernæringsprofessionel

Den praktiserende læge kan være en vigtig samarbejdspartner med henblik på at observere og hjælpe den ældre til at bevare vægt og sikre den rigtige kost. Hvis den ældre har kræfter til det, kan det være en god idé at anbefale regelmæssig fysisk aktivitet, da det styrker musklerne og appetitten. Lægen kan udarbejde en ernæringsplan og iværksætte relevant ernæringsindsats eksempelvis ved at henvise til en klinisk diætist eller anden fagperson med uddannelse inden for ernæring.

Observation

Hvis den ældre allerede har tabt sig og ikke har særlig stor appetit, kan man som pårørende støtte og hjælpe til med, at vægttabet ikke bliver for stort. En god idé er at observere, hvad den ældre spiser. Man kan også se efter, hvad der findes i køleskabet, da det viser, hvad den ældre spiser i eget selskab.

Spis sammen

Måltider spiser man normalt med nydelse, og mad indgår som en vigtig del af et fællesskab – vi hygger os med mad sammen med familie og venner, og som regel spiser man mere i selskab med andre. Hvis man har mulighed for det, er det derfor en god idé at spise måltider i selskab med den ældre. Desuden kan det være en god idé at hjælpe med indkøb og eventuelt tilberede små retter til fryseren, fylde køleskabet op med egnede fødevarer eller sikre, at den ældre spiser på lokalcenter eller får maden bragt ud.

Hvis den ældre er undervægtig, har haft vægttab eller har nedsat appetit, skal maden have et højt indhold af energi og protein.

Hvad skal den småtspisende ældre spise?

Den småtspisende ældre skal ikke spise groft, grønt og fedtfattigt. Derimod er der brug for at stabilisere vægten og derfor skal maden have et højt indhold af energi og protein. Gode råd kan være følgende:

• Spis seks til otte energirige små måltider om dagen for eksempel fromage og frugtgrød med fløde.

• Tilpas de enkeltes retters konsistens individuelt – vælg for eksempel øllebrød med fløde i stedet for rugbrød med smør og pålæg.

• Drik energi-og proteinrige drikke som drikkeyoghurt, kakao med flødeskum, koldskål og sødmælk

• Tilbyd ernæringstilskud, også kaldet ernæringspræparater, som er almindelige fødevarer med et højt indhold af protein og energi eller fødevarer til særlig medicinsk formål, som har et højt indhold af energi og protein og som er tilsat vitaminer og mineraler.

De officielle ti kostråd gælder kun for raske ældre og derfor ikke for ældre med uplanlagt vægttab og undernæring.

Hvad kan man ellers gøre?

Alle former for træning og fysisk aktivitet styrker appetit og muskler. Man kan derved hjælpe den ældre ved at opfordre vedkommende til at bevæge sig. Det øger effekten af den ernæring den ældre spiser.

Hvad er udsigten for fremtiden

Den rette ernæring kan være med til at bevare den ældres vægt og fysiske funktionsevne, og give en bedre livskvalitet. Undersøgelser har vist, at indsatser, som fokuserer på at forbedre både vægt og funktionsevne, er mere effektive end hvis man kun har fokus på en af delene. Det vil sige, at såvel mad som fysisk aktivitet er vigtigt for den ældre.

Ernæring har desuden stor betydning for forløbet efter sygdom eller i forbindelse med en kronisk sygdom. Ernæring er derfor et vigtigt fokusområde, når den ældre udskrives fra hospitalet. Når man iværksætter en ernæringsindsats under en indlæggelse, bør indsatsen fortsætte efter udskrivelsen, hvis appetitten og vægten ikke er genoprettet. Det vil give mange ældre gode chancer for at kunne undgå unødige indlæggelser og desuden medvirke til at undgå, at den ældre genindlægges.