Annonce

Mistænkte hormonforstyrrende kemikalier, du bør undgå

Miljøstyrelsen har undersøgt en række typiske produkter i en toårigs hverdag og set på hele døgnets belastning med hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer. Undersøgelsen viser, at parabenerne butyl- og propylparaben i solcremer og fugtighedscremer kan udgøre en risiko for de toårige. Ftalater og PCB’er kan udgøre et problem i fødevarer. Herudover er der et bidrag af både ftalater og PCB’er fra indeklimaet.

Her kan du læse mere om de tre grupper af stoffer, du som forælder bør være særlig opmærksom på:

Ftalater

Ftalater anvendes primært til at gøre PVC-plast blødt. Nogle ftalater har en dokumenteret hormonforstyrrende effekt, mens andre ftalater mistænkes for at være hormonforstyrrende. Endelig findes der også ftalater, der ikke har vist hormonforstyrrende effekter. De farligste ftalater er DEHP, DBP, DIBP og BBP, som er hormonforstyrrende.

I Danmark har alle ftalater været forbudt i legetøj og småbørnsartikler til børn under tre år siden 1999. Tre af de farligste ftalater DEHP, DBP og BBP har siden 2007 været forbudt i alt legetøj og småbørnsartikler til børn op til 14 år. Ftalaterne DINP, DIDP og DNOP er forbudt i alt legetøj, som kan komme i munden.

Som forælder bør du sørge for, at dit barn ikke leger med blødt plastlegetøj, der er beregnet til børn over tre år, hvis det er købt før 2007. Undgå også legetøj til børn under tre år, der er købt før 1999, hvor det danske forbud mod ftalater i småbørnslegetøj trådte i kraft.

Annonce (læs videre nedenfor)

Parabener

Parabener bruges ofte som konserveringsmiddel i sæbe og andre plejeprodukter. Der er fire parabener, som EU mistænker for at være hormonforstyrrende.

Det er methyl- ethyl- butyl- og propylparaben. Undersøgelsen har fokuseret på butyl- og propylparaben, da EU har vurderet, at methyl- og ethylparaben er sikre at anvende i kosmetik. Parabener kan optages gennem huden, men det er endnu uvist, hvor stor en del der optages. Hvis butyl- eller propylpaben indgår i kosmetik som for eksempel solcremer og shampoo, skal det fremgå af indholdsdeklarationen.

PCB’er

PCB’er er en række af stoffer, hvor nogle er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Al brug af PCB’er har været forbudt siden 1986, men PCB’er findes fortsat i bløde fuger og i lim til termovinduer i en række danske bygninger, der er opført eller renoveret mellem 1950 og 1976.

I disse hjem vil PCB’er kunne findes i luft og støv og bidrage til den samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer.

Stofferne er ophobet i miljøet og fødekæden. PCB’er fra miljøet kan ophobes i fødekæden og kan især findes i fede fisk og andet animalsk fedt. Følg det generelle råd om at servere varieret mad for dit barn. På den måde bliver indtaget af en forurening som PCB’er så lav som muligt. Det er stadig vigtigt, at børn spiser fisk, som indeholder mange gavnlige stoffer.

Se hvilke stoffer, EU mistænker for at være hormonforstyrrende

Sidst opdateret: 23.10.2009

Annonce