ADHD-børn har brug for hjælp

Et barn med ADHD har svært ved at høre efter, sidde stille, aflæse situationer og respektere andres grænser. Kort sagt, det opfører sig om et barn, der er dårligt opdraget. Men det handler ikke om opdragelse. Et barn med ADHD lever med en funktionsforstyrrelse, som kræver forståelse og opbakning fra omgivelserne.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Mellem tre og seks procent af alle børn har ADHD. Det nøjagtige tal kendes ikke, for ADHD findes i mange grader og ikke alle har en diagnose. Men hvis man skønner forsigtigt og lægger sig midt imellem de to tal, svarer det til, at 60.000 danske børn lider af ADHD, der skyldes en funktionsforstyrrelse i hjernen.

ADHD, der står for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet, er den officielle betegnelse for sygdommen. Tidligere brugte man i Norden betegnelsen DAMP (Deficits in Attention, Motor control and Perception – det vil sige problemer med opmærksomhed, motorisk kontrol, opfattelse og bearbejdning af sanseindtryk), ligesom man også tidligere har talt om ADD (ADHD uden hyperaktiviteten). I dag opdeles ADHD i stedet i tre forskellige typer, nemlig:

  • ADHD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse.

  • ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet.

  • ADHD – kombineret type med både opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet.

ADHD giver problemer med opmærksomheden og en hyperaktiv/impulsiv opførsel. Ofte følger der andre problemer med som søvnforstyrrelser, indlæringsproblemer, motoriske vanskeligheder, adfærdsforstyrrelse, gennemgribende udviklingsforstyrrelse, angst eller depression.

Svært at stille diagnosen

Det kan være svært at stille diagnosen, for grænsen mellem det barn, der bare er mere end almindelig livligt og det barn, der har så store problemer, at det har brug for behandling, er flydende.

Og der findes ingen entydige undersøgelser som blodprøve eller skanning, der kan give svaret. Grundlaget for en ADHD-diagnose er en beskrivelse af barnets adfærd både derhjemme og i skolen eller børneinstitutionen.

De typiske symptomer og det, man som forældre, pædagoger og lærere skal være opmærksomme på, er, at barnet:

  • ikke kan fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg

  • har svært ved at koncentrere sig i mere end få minutter

  • ikke kan tilrettelægge arbejde eller aktiviteter

  • let lader sig distrahere af ydre stimuli

  • har uro i hænder eller fødder

  • har ekstrem motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre

  • har meget støjende adfærd

  • er impulsiv. (Eksempelvis ofte besvarer spørgsmål før de er færdigstillede, ikke kan vente på, at det bliver hans tur, maser og skubber eller afbryder).

Symptomerne skal være til stede i en grad, der er langt mere udtalt end for jævnaldrende, og de skal være til stede før 7-årsalderen

Alle har en lille snert af symptomerne

ADHD-diagnosen bygger typisk på oplysninger fra barnets forældre, lærere og pædagoger. Alle oplysninger indgår i et diagnosesystem med 18 punkter, hvor antallet af scorer afgør, om der er tale om ADHD og hvilken type. Men det er ikke eksakt videnskab, der ligger til grund for en diagnose.

- Alt er relativt i den forstand, at vi alle sammen har en lille snert af symptomerne. Vi er i varierende grad gode til at sidde stille og koncentrere os, og det er en glidende overgang for, hvornår vi beslutter, at lige netop dette barn opfylder kriterierne. Det afhænger af, hvor svære symptomerne er, men i høj grad også af om det omgivende miljø er i stand til at kompensere for barnets vanskeligheder og af barnets øvrige ressourcer, siger Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. Han har i flere år beskæftiget sig indgående med ADHD.

Annonce (læs videre nedenfor)

Flest drenge har diagnosen

Befolkningsundersøgelser viser således, at for hver pige, der har symptomer på ADHD, er der tre drenge. Det gælder i alle de mange forskellige lande, hvor man har undersøgt det. Og tallet er endnu mere skævt, når man ser på antallet af patienter, der henvises til undersøgelse for ADHD, nemlig fem til ni drenge for hver pige.

- Vi ved, at tallene ikke afspejler det reelle forhold. Det skyldes, at drenge ofte er til større gene for deres omgivelser end piger med ADHD. Drengene er nemlig mere udadreagerende og voldsommere, og derfor reagerer omgivelserne mere, siger Per Hove Thomsen.

Han fortæller, at pigerne ofte ikke har hyperaktiviteten, men at de har samme opmærksomheds-forstyrrelse som drengene. De er ikke så generende og får derfor ”lov” til at sidde i fred i skolen eller institutionen, men uden at få ret meget ud af det. De debuterer ofte først i behandlingssystemet på et senere tidspunkt med problemer som depression, lavt selvværd, selvskadende adfærd eller spiseforstyrrelser, hvor man så finder en bagvedliggende ADHD-problematik.

- Der er ingen tvivl om, at der er langt flere piger og kvinder, der opfylder ADHD-kriterierne, end vi ser i dag, men fordelingen er ikke fuldstændig ligelig. Der er lidt flere drenge, der har ADHD, siger Per Hove Thomsen.

ADHD skyldes unormale funktioner i hjernen

ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, hvilket vil sige, at det er en psykisk lidelse, der opstår på grund af nogle unormale tilstande i hjernen. Man ved ikke i detaljer, hvilke hjerneforandringer der ligger bag ADHD, men undersøgelser tyder på, at der er tale om forstyrrelser af funktionen i nogle bestemte områder af hjernen.

Den altovervejende årsag til ADHD er arv (80 procent), men også uheldige påvirkninger i graviditeten som alkohol, tobak og infektioner kan være skyld i udvikling af ADHD

Annonce (læs videre nedenfor)

Psykosocial behandling af ADHD

Selvom ADHD skyldes en funktionsforstyrrelse i hjernen, påvirkes forstyrrelsen også af sociale forhold. For eksempel kan lidelsen blive forværret af, at barnet bliver mødt af krav, det ikke kan honorere, eller af manglende forståelse og negativ feedback fra lærere og kammerater. Derfor bruger børne- og ungdomspsykiatrien omkring 90 procent af sine behandlingsressourcer på psykosocial indsats som for eksempel forældretræning og deltagelse i netværksmøder med lærere, skolepsykologer og SFO-pædagoger, oplyser Per Hove Thomsen.

Forældretræningen går ud på at lære forældrene at skabe den struktur, ro, støtte og forudsigelighed, som børn med ADHD har brug for, og at hjælpe forældrene med at træne barnet i at fastholde opmærksomheden. På samme måde er det en vigtig del af behandlingen at klæde lærere og pædagoger på til at håndtere ADHD-børn.

Læs mere om terapi og coacing som behandling af ADHD

Medicinsk behandling af ADHD

Men frem for alt behandles ADHD medicinsk. I de nationale retningslinjer for ADHD anbefales medicinsk behandling som førstevalget, når det drejer sig om moderat og svær ADHD.

Talrige undersøger viser, at omkring 90 procent har særdeles god gavn af medicinsk behandling .

To af hjernens vigtige signalstoffer er dopamin og noradrenalin. De er nødvendige for, at hjernen kan fungere normalt, og forskningen har vist, at der i forbindelse med ADHD er en nedsat funktion i hjernen af netop de to signalstoffer. Medicin mod ADHD øger mængden af dopamin og noradrenalin i hjernen.

Medicin mod ADHD øger evnen til koncentration og opmærksomhed, og den mindsker hyperaktivitet og impulsivitet. Det forbedrer evnen til indlæring, til at kunne passe skole, uddannelse, arbejde og almindelige daglige arbejdsopgaver. Samtidig bliver evnen til at kunne indgå i leg og samspil med andre forbedret.

Der findes forskellige typer medicin mod ADHD. Den mest almindelige type er den såkaldt centralstimulerende medicin, som indenfor 20-30 min. øger signalstofferne i hjernen. Centralstimulerende medicin findes som præparater, der virker i 3-4 timer, som skal tages flere gange om dagen, og som depotpræparater, der frigives over længere tid og har effekt i 8-12 timer. De centralstimulerende præparater, der benyttes mod ADHD, er Methylphenidat og Dexamfetamin.

En anden type er ikke-centralstimulerende medicin. Her øges primært mængden af noradrenalin i hjernen. Denne medicin er flere uger om at virke og har ikke altid helt så tydelig effekt som de centralstimulerende præparater. Til gengæld er effekten døgndækkende, når det tages 1-2 gange om dagen. Præparatet Atomoxetin hører til denne gruppe.

Bivirkninger ved medicinen

Al medicin kan have bivirkninger, også medicin mod ADHD. Mange af bivirkningerne er dog forbigående, og de optræder primært i starten af behandlingen. De mest almindelige bivirkninger er:

  • Nedsat appetit

  • Mavesmerter

  • Hovedpine

  • Problemer med at falde i søvn

  • Let øget blodtryk og puls

  • Af og til bliver tics værre

Voldsom stigning i medicinforbrug er ikke alarmerende

De sidste 10 år er der sket en voldsom stigning – en tidobling - i antallet af børn og voksne, der er i medicinsk behandling mod ADHD. I 2009 var 24.743 personer i behandling mod 2.129 i 2000. Der er især mange drenge i 8-10 års alderen, som er kommet i behandling med ADHD-medicin. Blandt pigerne er de fleste, der er i behandling, i 16-20 års alderen. Der diagnosticeres kun ganske få voksne med ADHD. Tallene stammer fra et notat om ADHD fra Lægemiddelstyrelsen.

Samme notat viser, at der er meget store regionale forskelle på antallet, der behandles. Fra lige over to personer pr. 1000 indbyggere i Region Syddanmark til næsten fire pr. 1000 indbyggere i Region Midtjylland.

Når så få voksne får stillet diagnosen ADHD kan det skyldes, at det først er i de senere år, voksenpsykiatrien overhovedet har erkendt, at også mange voksne lider af ADHD. De er ofte blevet misforstået og betragtet som personlighedsforstyrrede, eller også er ADHD-problemerne ikke blevet diagnosticerede på grund af andre kendte diagnoser som depression, angst og OCD (Obsessive-compulsive disorder).

Det voldsomt stigende medicinforbrug har sine kritikere, der mener, at den medicinske behandling har taget overhånd. Det er Per Hove Thomsen ikke enig i.

- Man skal da kritisk følge, hvor mange børn, der er i medicinsk behandling, og især at det er de rigtige børn, og at man ikke bruger medicinen til at slække på nogle af de andre ting, der skal til, som en pædagogisk indsats. Det nytter ikke, hvis barnet sidder i en klasse med 30 andre elever uden støtte.

- Medicinen i sig selv kan kun meget sjældent helbrede barnet, men skal ses som led i en samlet indsats. Det skal man være opmærksom på. Når det er sagt, synes jeg ikke, at tallet i sig selv er afskrækkende, siger Per Hove Thomsen.

Hvad gør man, hvis man har mistanke om ADHD?

Hvis man har mistanke om, at ens barn har ADHD, er det vigtigt at inddrage de personer – lærere eller pædagoger – der omgås barnet i det daglige, siger Per Hove Thomsen. For ADHD’en vil altid vise sig der, hvor barnet er sammen med andre børn, og hvor der bliver stillet krav. Opleves problemerne også her, inddrages kommunens Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR).

I PPR-regi vil man her ofte vurdere barnets generelle evneniveau for at udelukke, at det er indlæringsvanskeligheder og ikke ADHD, der er forklaringen på barnets symptomer. Barnet gennemgår en evnetest, der skal vise, om det kan løse intellektuelle opgaver, som er tilpasset dets alder. Skolepsykologen eller den praktiserende læge kan foretage en førstehåndsvurdering af, om det er sandsynligt, at barnet har ADHD. Det sker dels ved at indhente oplysninger om barnets tidlige udvikling og dels ved hjælp af særlige spørgeskemaer.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinjer bør den endelige diagnose stilles af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller en speciallæge i pædiatri (børnesygdomme), som har et specifikt kendskab til ADHD.

Det sker næsten altid ambulant. Udredningen er tværfaglig. Forældrene og barnet vil derfor i de fleste tilfælde møde en børne- og ungdomspsykiater, en psykolog og en distriktssygeplejerske, pædagog og måske en socialrådgiver. Det kan være forskelligt fra sted til sted, hvor mange undersøgelser og samtaler, barnet og forældrene skal igennem, før der fastsættes en diagnose.

Hvorfor får man ADHD?

ADHD skyldes en fejl i hjernens funktioner, der igen skyldes et eller flere disse forhold:

  • Arv – 60-80 procent

  • Uheldige påvirkninger i graviditeten som alkohol, tobak og infektioner

  • Meget små eller for tidligt fødte børn

  • Hjerneskader opstået i de første leveår.

Kilde: Overlæge, ph.d., speciallæge i børnepsykiatri ved Odense Universitetshospital Niels Bilenberg.

Læs mere om ADHD

Få mere af vide

Der er masser af viden og gode råd at hente i ADHD-foreningen. Se www.adhd.dk

Sidst opdateret: 21.09.2010