Annonce

Børns inkontinens kan helbredes

50.000 børn er inkontinente. De tisser i sengen om natten og/eller kan ikke holde sig tørre om dagen eller styre afføringen. Mange – både læger og lægfolk – tror, det skyldes psykiske problemer. Det gør det ikke. I langt de fleste tilfælde er årsagen medicinsk. Og der kan gøres noget ved det.

Hvert 10. barn kan ikke styre blære eller tarm. I hver 1. klasse er der 1-2 børn, der ufrivilligt tisser om natten eller dagen eller som ikke kan fornemme, hvornår de skal have afføring. Det er et voldsomt problem for barnet og dets omgivelser, men også et problem, man ikke bare skal affinde sig med. Man kan gøre noget ved det.

For ikke så længe siden troede man, at inkontinens hos børn var psykisk betinget. Og selvom man i dag ved, at det ikke hænger sådan sammen, lever myten stadig. Desværre også hos mange praktiserende læger, der fortæller forældre og børn, at de bare skal se tiden an, for ”det går over”.

Nyt & Sundt - gratis

Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen danmark. Den indgår i deres elektroniske nyhedsbrev Nyt & Sundt, som er produceret i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal og er gratis. Du kan se de tidligere numre og tilmelde dig på Sygeforsikringen danmarks hjemmeside(http://www.sygeforsikring.dk/Default.aspx?ID=462 nofollow) .

Man behøver ikke at være medlem af 'danmark' for at modtage nyhedsbrevet.

"En af de største udfordringer for børnene er at få hjælp. At få nogen til at tage sig af deres problem. Opfattelsen er, at det går over, og de dør jo ikke af det. Og så er der stadig en del læger, der ikke ved, hvad de skal gøre ved problemet," siger overlæge Søren Rittig, der er leder af afdelingen for børneinkontinens på Skejby Sygehus og forsker i børns inkontinens.

De fleste af de 50.000 børn lider af natinkontinens – sengevædning . Næststørste gruppe er daginkontinente eller både nat- og daginkontinente, mens afføringsinkontinens er sjældnere. Man regner dog med, at omkring en procent af børnene lider af den form for inkontinens. Altså et betragteligt antal børn.

Ni års ørkenvandring

Anette Lyngsø er mor til et af de børn, der har lidt af inkontinens. Hun kan fortælle om ni år med dagligt våde bukser, lavt selvværd, ydmygelse, social udelukkelse, gråd, dårlig samvittighed, selvransagelse og søgen efter hjælp, indtil hun endelig kom i forbindelse med Inkontinensklinikken på Næstved Sygehus. Efter et halvt år var datterens problem løst.

Datteren Alexandra var allerede som 6-årig til udredning for afføringsinkontinens på Hillerød Sygehus, hvor man fandt ud af, at problemet skyldes forstoppelse . Men da hendes mor også bragte problemet med, at hun tissede i bukserne om dagen, op, var svaret, at det nok skulle gå over, når der kom styr på afføringen. Det gjorde det ikke, så Anette Lyngsø prøvede igen, og nu var svaret, at så kunne sygehuset ikke se anden udvej end at indlægge hende på børnepsykiatrisk afdeling.

"Jeg vidste, at der ikke har noget psykisk galt med hende, så det nægtede jeg selvfølgelig. Men jeg blev også vred og opgav mere eller mindre systemet på det tidspunkt," fortæller Anette Lyngsø.

Annonce (læs videre nedenfor)

Dobbelt garderobe

Så et stykke tid klarede de sig, som de bedst kunne. Alexandra blev for eksempel altid udstyret med et ekstra sæt tøj nøjagtig magen til det, hun havde på, så ingen af de andre børn i klassen opdagede, hvis hun blev nødt til at skifte i løbet af dagen. Og problemet fasede også lidt ud, så det ikke længere var hver dag, hun havde et uheld. Men hun havde dem altså, og jo ældre hun blev, desto mere flov blev hun over at tisse i bukserne. Hun blev drillet og trak sig socialt og som 11-årige sagde hun til Anette, at ”jeg ville ønske, jeg var normal”.

"Så prøvede jeg igen, og fandt nu frem til Kontinensforeningen, der rådede mig til at tage kontakt til Inkontinensklinikken på Næstved Sygehus. Og så skete der endelig noget. Vi fik at vide, at Alexandra havde en overaktiv blære, og at det kunne behandles med medicin. Vi fik også at vide, at vi skulle regne med, at hun skulle tage medicin omkring et halvt år, før Alexandra kunne styre sin blære," siger Anette Lyngsø. Og bortset fra et par småuheld holdt det stik.

"Vi tudede af glæde begge to, da vi kørte hjem. Men samtidig var jeg også rasende på systemet. Tænk hvad vi var blevet påført af sorg, skam, skyld og frustrationer, og så kunne Alexandra hjælpes medicinsk på et halvt år," siger hun.

Selvom det nu er nogle år siden, Alexandra blev hjulpet, kan man stadig fornemme frustrationen hos hendes mor. Frustrationer over, at de praktiserende læger, mor og datter opsøgte, ikke anstrengte sig mere for at finde ud af, om der kunne gøres noget, før de afviste problemet med, at det nok går over. For det er den oplevelse, Anette Lyngsø har haft hos skiftende læger.

"Inkontinens er åbenbart så tabubelagt, at ikke engang lægerne tør tage fat i det. Det er grotesk," siger hun.

Hun gør selv, hvad hun kan, for at fjerne noget af tabuet om inkontinens. I regi af Kontinensforeningen holder hun foredrag – og stiller som her op til interviews – og også Alexandra gør sit til, at andre børn ikke skal gennem samme oplevelse, som hun selv har været.

Mor og datter har sammen holdt foredrag på en konference for professionelle om inkontinens, hvor Alexandra gav sin version.

"Jeg var superstolt af hende. Der skal en sej teenager til at stille op overfor fremmede og fortælle. Men hun siger, at hun gerne vil hjælpe andre," fortæller Anette Lyngsø.

Åbenhed om inkontinens er det bedste råd Anette Lyngsø har til andre forældre med et inkontinent barn.

"Man tror jo, man er den eneste, der står med problemet, fordi det er så tabubelagt. Især fordi mange stadig tror, det er psykisk betinget. Derfor er det så vigtigt at tale om det," siger hun.

Annonce (læs videre nedenfor)

Ikke psykisk betinget

Søren Rittig slår en stor pæl gennem forestillingen om, at inkontinens er psykisk betinget.

"Den myte har gjort betydelig skade, fordi det har gjort inkontinens til et tabu, som børnene – og også deres forældre – er flove over. I virkeligheden er det den omvendte vej. Inkontinente børn har som regel et lavt selvværd, som bliver normalt, når deres problem er løst," siger han.

Søren Rittig siger, at mange praktiserende læger er blevet mere opmærksomme på, at der kan gøres noget ved børns inkontinens. Til gengæld mener han, at der stadig er en del forældre, der ikke ved det, og som heller ikke er klar over, hvor meget det påvirker børnene.

"Jeg har hørt flere sige, at det ikke er noget problem. Vi taler helt åbent om det. Men jeg vil nu godt sætte et spørgsmålstegn ved, om man kan tale sig ud af, at et barn er inkontinent. Det er bestemt ikke et problem, børnene har lyst til at have. Det berører dem voldsomt," siger han.

Helt afskrive psykiske problemer som årsag til inkontinens kan man dog ikke. Det gælder for ADHD -børn, at antallet med afføringsinkontinens og svær daginkontinens er større end for børn generelt. Men, understreger Søren Rittig, det er jo ikke ensbetydende med, at alle børn med de to typer inkontinens har psykiske problemer.

Annonce (læs videre nedenfor)

Anden sygdom skal undersøges

Selvom Anette Lyngsø er mest tilbøjelig til at råde forældre til helt at gå udenom de praktiserende læger og henvende sig direkte til Inkontinensklinikken på Næstved Sygehus, hvor der ikke kræves lægehenvisning, slår Søren Rittig fast, at turen omkring den praktiserende læge er nødvendig.

Det er den, fordi ganske få er inkontinente på grund af en anden sygdom, og det skal lægen afdække, før barnet behandles for inkontinensen. Faretegnene kan for eksempel være mange urinvejsinfektioner , eller at barnet halter eller i det hele taget går forkert på benene. Det sidste kan være tegn på, at de nerver, der styrer blæren, ikke fungerer, som de skal.

Men en ting er de helt enige om. Gør noget ved problemet hurtigt. Hvis dit barn på 5-6 år har problemer med at holde sig tør eller ikke kan styre afføringen, så gå til lægen.

Sidst opdateret: 01.03.2012

Annonce