Behandling af hjerteflimren (hjerteflimmer)

Hvordan behandler man atrieflimren?

Der er flere måder at behandle atrieflimren på. Behandlingsstrategien afhænger af, hvordan sygdommen udvikler sig hos den enkelte. Man kan enten behandle med medicin eller ved hjælp af mindre og større operationer.

Medicinsk behandling

Man vælger medicinsk behandling med henblik på at forebygge anfald af atrieflimren, eller for at regulere hjertefrekvensen, det vil sige pulsen, hos patienter med kronisk atrieflimren

Den medicinske behandling kan også gives for at få hjerterytmen til at gå fra atrieflimren til normal sinusrytme. Desuden kan der blive tale om behandling med blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper, der er en komplikation til atrieflimren.

Anden behandling

Endelig kan man foretage et indgreb i form af overbrændingsbehandling og i sjældne tilfælde foretage en egentlig operation på hjertet - for eksempel en by-pass operation eller hjerteklapoperation.

Man regner med at 70 – 80.000 danskere er i en eller anden form for behandling for atrieflimren.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke former for medicinsk behandling anvender man ved atrieflimren?

Medicinsk behandling til forebyggelse af anfald

Patienter som har anfaldsvis atrieflimren skal i reglen behandles med medicin, som forebygger anfald. Ingen af de rytmeregulerende lægemidler virker perfekt, og der er individuelle forskelle.

Fase 1 (betablokkere)

Det man anvender mest til at forebygge anfald med, er betablokkere. Der findes flere slags, oftest anvender man det virksomme stof metoprolol. Det virker ved at hæmme ”adrenalin receptorerne” i hjertet. Herved kommer der færre tilfælde med atrieflimren og pulsen bliver langsommere, hvis der opstår et anfald.

Bivirkninger: Der kan være bivirkninger i form af træthed, især muskeltræthed, depression, søvnforstyrrelser og mareridt.

Fase 2 (flecainid og propafenon)

Hvis ikke betablokkere er tilstrækkeligt, vil næste skridt i reglen være flecainid eller propafenon. Begge lægemidler påvirker de elektriske signaler i hjertemusklen og mindsker risikoen for atrieflimren.

Bivirkninger: En begrænsning er, at behandlingen hos en procent kan føre til forværring af hjerterytmen. Dette indebærer, at man skal være indlagt i 48 timer ved start på behandlingen. Andre bivirkninger er mavesmerter, svimmelhed, indre uro.

Fase 3 (amiodaron)

Hvis lægemidlerne nævnt ovenfor ikke er effektive eller er forbundet med bivirkninger, kan man forsøge amiodaron. Også dette stof virker ved at påvirke de elektriske impulser. Amiodaron er det mest effektive rytmeregulerende lægemiddel, men har mange bivirkninger som kan være alvorlige og behandlingen nødvendiggør jævnlig kontrol.

Bivirkninger: Bivirkningerne omfatter mave-tarm smerter, diaré, huden bliver lysoverfølsom, aflejring i hornhinden, forstyrrelse af stofskiftet og leverfunktionen. Behandlingen må kun gives af speciallæger i hjertesygdomme.

Andre typer af medicinsk behandling

Et nyere alternativ er dronadaron, som er beslægtet med amiodarone, men desværre ikke helt så effektivt. Man må ikke benytte behandlingen til patienter med hjertesvigt. Der er medicintilskud til dronadaron efter ansøgning til Lægemiddelstyrelsen.

Bivirkningernekan være mave-tarm-gener og leverpåvirkning.

Regulering af pulsen ved atrieflimren

Når det ikke er muligt at holde hjertet i sinusrytme enten hele tiden eller det meste af tiden, må man sikre, at hjertekamrenes rytme, det vil sige pulsen, ikke bliver for hurtig. Man kan anvende betablokkere som sætter hjerterytmen ned, virkningsmekanismen og bivirkninger er omtalt ovenfor.

En anden mulighed er verapamil, der er en såkaldt kalciumantagonist. Stoffet virker ved at bremse hastigheden af impulserne i ledningssystemet mellem forkamre og hjertekamre. De hyppigste bivirkninger er forstoppelse og tendens til hævede ben.

Desuden kan man benytte et gammel-kendt middel til at nedsætte pulsen ved atrieflimren, digoxin, som også virker ved at bremse impulserne fra forkamrerne til hjertekamrerne. Ved digoxin kommer der nemt bivirkninger ved dosering, som i lette tilfælde kan være diarré, i sværere tilfælde synsforstyrrelser i form af gulsyn og i værste tilfælde alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, specielt meget langsom puls.

Hvilke medfølgende sygdomme kan atrieflimren forårsage?

Blodpropper kan opstå i hjerteforkamrene

Når forkamrene i hjertet flimrer, står blodet delvist stille. Det kan resultere i, at man danner blodpropper, der river sig løs, og i værste tilfælde bliver til blodpropper i hjernen. Derfor er det vigtigt at forebygge blodpropper, men forebyggelsen skal afhænge af risikoen for blodpropper – sammenholdt med risikoen for blødninger ved den blodfortyndende behandling. Risikoen for blodpropper er størst ved tidligere blodpropper og hos personer over cirka 75 år. Risikoen i øvrigt afhænger af alderen og forekomsten af andre sygdomme, og så har kvinder desuden en lidt større risiko end mænd.

Hvilken medicin anvendes ved forebyggelse af blodpropper

Warfariner og de nye orale antikoagulerende lægemidler (NOAK)

Warfariner var indtil for få siden de eneste lægemidler med en overbevisende blodpropsforebyggende effekt ved atrieflimren. Warfariner har eksisteret i mange år, og der er stor erfaring med brugen af dem. Ulemperne ved lægemidlerne er, at behandlingen jævnligt skal kontrolleres ved en blodprøve (INR-værdien), som giver et mål for hvor ”tyndt” blodet er. Endvidere er der mange lægemidler og fødevarer, som indvirker på warfarinerne, hvilket kan gøre behandlingen vanskelig at styre. På den ene side medfører den antikoagulerende virkning en beskyttelse mod blodpropper, på den anden side indebærer behandlingen en risiko for blødninger.

Ulemperne ved warfarinerne har ledt til udviklingen af flere nye lægemidler med blodpropsforebyggende effekt ved atrieflimren. Disse kaldes under ét for NOAK (Nye Orale Anti-Koagulerende lægemidler) og omfatter apixaban, dabigatran, edoxaban og rivaroxaban, som de virksomme stoffer. Ligesom warfarinerne giver disse lægemidler en beskyttelse mod blodpropper, men medfører også en risiko for blødning. Lægemidlerne kan gives uden at blodprøvekontrol er nødvendig, hvilket for den enkelte patient er en stor praktisk fordel. NOAK lægemidlerne har alle vist sig at være mindst lige så effektive og sikre som Warfarinerne. Da lægemidlerne kun har været markedsført i få år, har man dog en begrænset erfaring med langtidsbehandling. Det har vist sig, at ældre personer og personer med nedsat nyrefunktion har øget risiko for blødninger, hvorfor man bør kontrollere nyrefunktionen jævnligt med en blodprøve i disse situationer.

Acetylsalicylsyre

Acetylsalicylsyre har tidligere ofte været anvendt som blodpropsforebyggende behandling ved atrieflimren. Man er i dag enig om, at denne behandling ikke er virksom og kun giver risiko for blødning. Der kan dog være andre grunde til, at acetylsalicylsyre bør gives (kransåresygdom). Derfor kombineres denne behandling af og til med warfariner eller NOAK.

ADP-receptorhæmmere

Der kan tilmed være situationer, hvor den blodpropsforebyggende behandling kombineres med endnu et blodfortyndende lægemiddel (ADP-receptorhæmmere). Behandlingen anvendes hos patienter med atrieflimren, hvor der er udført ballon-behandling med indsættelse af stent af en eller flere kransårer, for eksempel i tilslutning til en blodprop i hjertet (hjerteinfarkt). Risikoen ved en sådan kombinationsbehandling er den øgede blødningstendens. Der vil oftest være tale om en tidsbegrænset behandling efter ballon-behandling af kransårerne. Hvis man er i en sådan kombineret behandling med flere blodfortyndende lægemidler, er det meget vigtigt, at det er klarlagt (for patienten), hvorfor en sådan kombinationsbehandling er nødvendig, og hvor længe den skal vare.

Hvilken anden behandling anvender man ved atrieflimren?

Overbrændsbehandling (kateterablation)

Hvis medicinsk behandling ikke i tilstrækkelig grad kan regulere hjerterytmenkan man forsøge med kateterablation – som på dansk bliver kaldet for kaldet overbrændingsbehandling. Det er et mindre indgreb, hvor man i lokalbedøvelse fører nogle ledninger (elektrodekatetre) op til hjertet via blodårer i lysken. Her kan man med elektriske impulser og særlig røntgen teknik bestemme hvor atrieflimrenimpulserne kommer fra. Ved at varme hjertemusklen op i små punkter kan man elektrisk isolere de områder atrieflimren-impulserne udgår fra – og derved får hjertets normale rytme fra sinusknuden igen overvægt.

Behandlingen tager nogle timer og foregår i lokal bedøvelse. Som tommelfingerregel har behandlingen effekt hos cirka 75 procent af patienterne efter et til to behandlingsforsøg. Der er bedst effekt ved behandling af personer med anfaldsvis atrieflimren og dårligere resultater, når det drejer sig om permanent atrieflimren, hvor rytmeforstyrrelsen er tilstede hele tiden.

Behandlingen tilbydes personer med betydelige gener af atrieflimren, og som oftest har prøvet lægemidler uden effekt eller har oplevet bivirkninger. Der er en risiko for komplikationer, som kan være alvorlige, og indtræffer i en til to procent af behandlingerne. Det drejer sig blandt andet om risiko for perforation af hjertemusklen med indtrængen af blod i hjertesækken; risiko for dannelse af blodpropper i venstre forkammer, som kan løsnes og sendes ud i blodkarsystemet; en lille risiko for forsnævring af lungevenerne samt en risiko for blodansamling i lysken. Indgrebet foretages under igangværende blodfortyndende behandling med Warfarin eller NOAK-præparat.

Elektriske stød (omslag af atrieflimren til normal hjerterytme)

Atrieflimren bliver af og til behandlet med et såkaldt DC-stød (Direct Current = jævnstrøm) Det er elektrisk stød, som gives på et hospital under kortvarig fuld bedøvelse.

Behandlingen er generelt meget effektiv til at bryde det enkelte anfald og normalisere rytmen. Problemet er blot, at der ikke er nogen garanti for, at den normale rytme fortsætter.

Bivirkninger er ekstremt sjældne.

Man kan desuden benytte et lægemiddel (vernakalant) til at få omslag i hjerterytmen. Medikamentet bliver givet som en indsprøjtning i en blodåre, og det fører til omslag hos mere end halvdelen af alle. Ved denne behandling er der en risiko for hjerterytmeforstyrrelser, og derfor skal man overvåges i 4-6 timer.

By-pass eller hjerteklap-operation

Ved de fleste by-pass og hjerteklap-operationer bliver brystbenet åbnet, hjerterytmen bliver standset, og patienten kommer i hjerte-lungemaskine. Kort fortalt fører man ved en by-pass operation en puls- eller blodårer udenom de forsnævrede partier på kranspulsårerne, sådan at hjertet modtager blodforsyning.

Ved en hjerteklap-operation udskifter man en utæt eller en forsnævret hjerteklap med en kunstig klap af plastik og stål eller en udført af biologisk materiale.

Disse operationer kan have relevans for patienter med atrieflimren, da både kransåresygdom og hjerteklapoperation kan medføre atrieflimren.

Af og til kombineres ovennævnte operationer med et supplerende indgreb, som kaldes en labyrintoperation (engelsk: maze-operation). Ved denne operation udføres nogle snit i særlige områder af forkamrene, blandt andet omkring lungevenerne, for at hindre hurtige elektriske impulsers tendens til at kunne udløse atrieflimren.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Der er ikke umiddelbart udsigt til bedre medicinsk behandling af atrieflimren. De væsentligste forbedringer er den netop introducerede blodfortyndende behandling, og her forventer man flere andre medikamenter indenfor kort tid. Det forventede behandlingsmæssige fremskridt ligger i udsigten til bedre teknikker ved overbrændingsbehandling.

Læs mere om ATRIEFLIMREN

Sidst opdateret: 27.06.2018

Medicin som kan anvendes