Har jeg fået borrelia?

Spørgsmål

Hej Netdoktor

Jeg er blevet bidt af en skovflåt i mandags. Jeg opdagede det tirsdag, og fjernede den, det var ca 18-20 timer efter den bed mig. Nu her om onsdagen begynder bidstedet at klø lidt, og det er blevet rødt.

Det er ikke en stor rød ring, men bare et lille område på 6-8mm i diameter. Det minder mest om et lille myggestik.

Er der grund til at være bekymret for om jeg har fået en borrelia-infektion?

Eller er det for tidligt at vurdere?

Venligst

En spørger

Dreng/mand, 51 år, 187 cm, 73 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Hej spørger,

Flåten er et lille dyr som lever i fugtige områder eller områder med højt græs.

Ca. 5 % af de danske flåter er inficeret med borrelia. Risikoen for smitte stiger hvis flåten har siddet på huden i længere tid. Ofte bliver man bidt i regioner med størst varme, dvs. armhule, knæhase, lyske mv. Man ser normalt en lokal reaktion, dvs. let rødme der hvor man er blevet bidt – ligesom ved myggestik. Dette er ikke udtryk for smitte. Typisk går der 1-2 uger fra bid til man ser det klassiske udslæt, men intervallet er 2-30 dage.

Det klassiske udslæt er hovedsymptom som se i ca. ¾ af smittede. Det begynder som et rødt udslæt der spreder sig cirkelformet, sommetider med let kløe og klassisk mere end 5 cm i diameter.

Dette kaldes også for 1. stadie. Det svinder spontant i løbet af 2-4 uger. Bliver man ikke behandlet kan man udvikle 2. og 3 stadie med andre symptomer.

Man kan lave en blodprøve som undersøger for om man er blevet smittet, men den er ikke fuldstændig præcis og i 1. stadie vil under halvdelen have en positiv prøve.

Det betyder at man kan være smittet, men prøver fejlagtigt viser man ikke er smittet.

Har man et udslæt som kunne være forårsaget at flåtbid skal man kontakte sin almen praktiserende læge for vurdering. Eventuel behandling består af penicillin.

Venlig hilsen,

Ole Laursen-W.

Kommende speciallæge i almen medicin.

Sidst opdateret: 26.05.2018