Er det farligt at lave knibeøvelser?

Spørgsmål

Hej Netdoktor.

Vi har haft om knibeøvelser i skolen og min veninde og jeg snakkede om det hjemme hos hende. I skolen fik vi af vide at man lavede øvelserne ved at klippe tis-strålen over. Men min venindes mor siger at det må man ikke, og at det kan være farligt.

Jeg forstod ikke hvorfor det var farligt andet end det var skadeligt for blæren vist nok?

Jeg har prøvet at google det men kan ikke finde noget om det. Er det virkelig farligt at “klippe” tis strålen over og hvordan laver man ellers knibeøvelser?

Vh

En spørger

Pige/kvinde, 14 år, 162 cm, 56 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Spørger.

Der er ikke noget i vejen for som 14 årig at lære om “knibeøvelser”, men det er ikke noget piger i jeres alder almindeligvis behøver at bruge. Det er for voksne kvinder specielt efter fødsler, hvor muskulaturen i bækkenbunden er blevet lidt slappere, så det kan være svært at holde på vandet. Det er jo ikke sjovt at gå og småtisse i bukserne.

Men også piger i jeres alder har prøvet at komme til at tisse lidt i bukserne ved hoste, grin eller forskrækkelse. Og det kan man prøve at komme i forkøbet ved at spænde musklerne i bækkenbunden.

Og så er det, vi kommer ind på det med knibeøvelserne. Hvis I har lært i skolen, at knibeøvelser er at knibe tis-strålen over, er der noget, I har misforstået. Det er ikke en øvelse, som skal gentages gang på gang for at blive dygtig til at knibe.

Det er en prøve på, om du kan knibe. Og kan du det - stoppe for vandet - får du samtidig en fornemmelse af, hvad det er for muskler i bækkenbunden, der er ansvarlige for at lukke for vandet. Og det kan du godt øve dig på uden at tisse samtidig - at knibe fortil for vand og bagtil for luft. Og den slags knibeøvelser kan du bruge når som helst - når du sidder, ligger eller står i bussen og keder sig lidt. Du mærker det tydeligt, og det er ret sjovt. Ingen kan se det! Det er i øvrigt de samme muskler, du bruger bevidst, hvis du har tissetrang og ikke lige kan komme på toilettet.

Det er ikke farligt, at "klippe tis-strålen over” for at se, om man kan, men det kan være en dårlig og skadelig vane, evig og altid at gå og holde sig, til det er lige ved at gå galt. Når man skal tisse, så skal man tisse.

ps: jeg skrev for øvrigt om “knibeøvelser" her på Netdoktor allerede for 19 år siden! Det var for voksne kvinder, men hvis du er nysgerrig, kan du læse videre hér!

God fornøjelse!

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 09.09.2019