Annonce

Hvorfor har jeg fået PCOS?

Spørgsmål

Hej Netdoktor.

Jeg fik i februar at vide af min læge at jeg sandsynligvis har PCOS da mit testosteron er forhøjet, det samme er mit AMH tal og mit Thyrotropin tal.

Jeg har altid været slank og falder ikke i kategori med de fleste andre kvinder der lider af sygdommen da jeg ikke er insulinresistent, overvægtig, lider af akne eller mandlig behåring. Jeg er dog ekstremt træt og løber hurtigt tør for energi og sådan har det altid været. Jeg døjer også en del med mine led og føler at min styrke i leddene bliver svagere med tiden.

Jeg har uregelmæssig mens med cyklusser på op til 90 dage og ned til 20 dage og bliver ikke gravid trods 2 års ubeskyttet sex med min kæreste.

Jeg har aldrig været gravid og alle ægløsningstests jeg har prøvet, er negative. Det virker nærmest som om jeg slet ikke har ægløsning..

Min læge, som ikke virker særligt kompetent på området, satte mig oprindeligt på 2 x 500 mig Metformin (til trods for at jeg ikke er insulinresistent og dermed ikke har brug for diabetes-medicin, så vidt jeg ved). Jeg blev meget dårlig af det og oplevede ingen effekter overhovedet og lægen tog mig derfor af det igen og sagde at jeg bare skulle vente og se hvad de vil anbefale på den fertilitetsklinik, jeg er henvist til i september.

Jeg spurgte ham direkte om Metformin overhovedet virker på én som ikke er insulinresistent, men det svarede han ikke på og afsluttede blot konsultationen.

Derfor er mit spørgsmål egentligt: Hvad gør en tynd (mulig) PCOS kvinde som mig som ikke er overvægtig eller lider af de andre typiske symptomer som f.eks insulinresistens? Har såkaldt PCOS-kost overhovedet effekt på mig og skal jeg give Metformin en chance mere selvom jeg ikke er insulin-resistent? Kan det så overhovedet gøre noget?

Jeg er meget alene med det hele og oplever at det er ekstremt svært at få svar og hjælp til sygdommen som jeg på end eller anden måde også mistænker kunne være noget helt andet, f.eks en stofskiftesygdom.

Derfor spørger jeg også om det måske kan være en anden sygdom end PCOS, jeg har som påvirker min fertilitet?

Jeg går rundt i uvidenhed og er meget bange for at jeg slet ikke kan få børn nu. Desuden bekymrer det mig også meget at læse om alle de følgesygdomme som PCOS kvinder ofte får senere i livet.. Det er meget svært at rumme det hele.

Jeg håber I vil tage mit spørgsmål op da jeg ved at der er flere derude som mig der kunne bruge svar på ovenstående.

Mvh J

Pige/kvinde, 28 år, 169 cm, 60 Kg

Svar

Kære J.

Det er en svær nød at knække trods dine talrige obeservationer. Men selv om flere forhold peger i retning af PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom), så har du ret i, at andre forhold taler imod. Så prøv lige at slå PCOS ud af hovedet for en stund. Intet er vist i den retning endnu. Men et sådant dilemma står lægen ofte i, og man nok sige, at din læge efter beskrivelsen har haft diagnostiske tvivl.

Han har derfor valgt at henvise til specialister i barnløshed.

Det er sikkert et godt sted for at få ny indsigt og viden, hvad hvad der kan være i vejen med dig. Jeg taler ikke om sygdom- - men afklaring af en række tilsyneladende uforståelige forhold og symptomer. Og du har ret: laboratorie-analyserne giver ingen sikker forklaring. I hvert fald vil det sikkert være muligt at finde ud af, hvad den sandsynlige årsag til barnløsheden er.

Så det, der skal til i øjeblikket, er lidt tålmodighed og tro på at løsningen ligger og venter på dig. Måske ikke lige om hjørnet, så alligevel inden så længe.

Du skriver i den ekstra information du sender til Netdoktor, at du lider af “astma, allergi og depression” og du siger, at du “går rundt i uvidenhed og er meget bange for at du slet ikke kan få børn”. Og du har “meget svært ved at rumme det hele”.

Det, du trænger til, at lægge bekymringerne og uvidenheden over på andre skuldre. At få lidt klarhed.

Jeg vil derfor håbe for dig, at du vil møde forståelse for din bekymring og få sat tingene lidt på plads i dit sind. Det alene vil hjælpe dig og skabe grundlag for at du og din kæreste får jeres ønske om et barn opfyldt.

Og der er intet i din historie, som fortæller mig, at det ikke vil lykkes!

Mange venlige hilsener

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 26.08.2018

Annonce