Jeg skal hele tiden tisse. Kan det behandles?

Spørgsmål

Hej Netdoktor.

Jeg har problemer med vandladningen. Jeg har været hos min egen læge som siger det er normalt, men jeg syntes det virker mærkeligt.

Jeg har det problem at jeg skal på toilet hele tiden. Hvis jeg drikker noget, især sodavand eller te, går der ikke lang tid før jeg skal på toilettet og ganske kort efter jeg har været på toilettet, skal jeg igen.

Det påvirker mig så meget at jeg, hvis jeg skal ud, ikke drikker op til flere timer før jeg skal afsted. Så hvis jeg skal køre med tog eller bus en hel dag, drikker jeg ikke særlig meget.

Hvis jeg drikker noget om aftenen, vågner jeg oftest flere gange om natten og skal på toilet, det værste jeg har prøvet er 4 gange om natten.

Det er desværre ikke altid jeg vågner og derfor lader vandet i sengen. Det er utrolig nedværdigende for en på 26 år og det gør, at jeg ikke tør/vil sove ude hos andre og hvis jeg skal, drikker jeg stort set ikke noget flere timer før jeg skal sove.

Min læge siger, at "alt der kommer ind efter 18, skal ud om natten".

Jeg syntes bare det virker utroligt at jeg ikke kan sidde og nyde en sodavand om aftenen, uden at skulle på toilet flere gange om natten, når f.eks. mine bedsteforældre kan drikke et stort glas vand inden sengetid og sove hele natten uden at skulle på toilet.

Jeg fik en test hos min læge hvor jeg skulle måle mit vandindtag og hvad jeg kom af med. Han sagde det var normalt, at mine andre problemer var normale og at jeg drak for lidt, men det gør jeg netop pga mine gener.

Jeg har overvejet, at høre en af de andre læger, som arbejder i mit lægehus, da dette er utroligt genrende for mig, især at jeg som 26 årig stadigvæk lader vandet i sengen.

Hvad skal jeg gøre?

Mvh.

En spørger

Pige/kvinde, 26 år, 172 cm, 60 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger

Det lyder som om du har to forskellige problemer – ufrivillig natlig vandladning og hyppig/bydende vandladningstrang.

Ufrivillig natlig vandladning er hyppigt hos børn og hos en del unge fortsætter det også ind i voksenlivet; det kan behandles effektivt hos langt de fleste, enten med medicin der nedsætter urinproduktionen om natten eller med et såkaldt ringeapparat der vænner en til at vågne ved fyldt blære, du skal henvises til en urologisk afdeling mhp undersøgelse/behandling af dette.

Du er ikke alene med problemet og det er vigtigt, at du får hjælp til at løse det.

Dit andet problem med hyppig vandladning efter væskeindtag kan hænge sammen det første, men det er ikke sikkert, det kan dog nok også afhjælpes noget, også her skal du henvises til urolog.

Man vil typisk bede dig om at gentage målingerne af væskeindtag og vandladning, måle på om du tømmer blæren og måske instruere dig i forskellige teknikker til at mindske problemet og evt overveje medicin mod en såkaldt overaktiv blære – afhængig af hvad undersøgelserne viser.

Det korte af det lange er, at du har et problem du kan hjælpes med og som ikke er en bagatel.

Vh

Nanna Franck

Urolog

Sidst opdateret: 28.12.2018