Annonce

Jeg er altid sur, hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er altid sur og negativ. Jeg kan gå rundt og komme med negative "stikpiller" til min kone hele tiden, andre gange kan jeg fare i flint over selv den mindste ting hun gør.

Prøver ellers nogle gange at minde mig selv om at tænke positivt, men ender altid i samme negative bane alligevel.

Tænker at det negative måske stammer fra en depression. Har haft det dårligt med mellemrum i mange år - endda tider hvor man har truet sig selv med selvmord uden dog at have været i nærheden af at gøre noget ved det. Er dog også bange for at få "depressions-stemplet" i min journal.

Herudover har jeg problemer med at møde nye mennesker og med at fastholde forbindelsen til gamle (måske snart tidligere) venner. Ved ikke om det direkte er social fobi eller om det bare er elendige sociale/menneskelige kompentencer. Tit har jeg det bare bedst alene foran et TV eller computerne. Når jeg endelig er i sociale sammenhænge har jeg svært ved at finde på noget interessant at sige og med at holde en samtale kørende. Og fremstår ofte garanteret utrolig kedelig, når jeg er "ude". Privat sammen med min kone har jeg det også svært.

Andre folk synes derfor nok heller ikke, at det er spændende at inddrage mig i samtaler/spørge ind til mig. F.eks. har jeg heller aldrig været med til en fest og virkeligt haft det sjovt (selv om mine omgivelser lader til at have troet det).

Der er så mange ting at tage fat på uden jeg ved, hvor jeg skal begynde. Men min kone fortjener bedre - synes jeg trækker hende med ned og er at ødelægge hendes liv også, med det dårlig syn på livet.

Mvh

Peter

Dreng/mand, 38 år, 178 cm, 77 Kg

Svar

Kære Peter.

Tak for dit meget ærlige brev. Godt at du har mod til at se på dig selv med de kritiske øjne, du nu engang har valgt at have, og fint at du formulerer, hvordan du oplever din adfærd i forhold til dig selv og andre.

Det er meget tydeligt, at det er nødvendigt, at du forandrer din meget negative og selvdestruktive holdning , så jeg håber, at du med dette svar får mod til at se på dig selv med andre øjne.

Der er to veje:

1) Du kan forsøge at have selvdisciplin nok til at udføre de øvelser, jeg vil foreslå dig.

2) Eller/og du kan søge hjælp hos en psykolog/psykoterapeut, der kan støtte dig i at få renset ud i det i din fortid, som giver anledning til dit meget negative syn på dig selv.

Ad 1)

Brug tid på at finde ro til at sidder helt stille, observer din vejrtrækning og etabler en helt neutral iagttagelse af hvilken person du er. Se dig selv udefra uden at fordømme, observér hvordan din dagligdag fungerer.

Se dig selv på dit arbejde – hvad kan du lide ved dit arbejde? Hvad lykkes bedst for dig på dit arbejde? Hvad kan du ikke lide ved dit arbejde?

Er du tilfreds med din arbejdsplads, eller skal du se dig om efter noget andet?

Skriv det gerne ned.

Samme øvelse i forhold til din opfattelse af din egen krop. Hvad kan du lide ved din krop? Hvornår trives den? Hvordan passer du på din krop, således at du sørger for at få energi? Sørger du for at få motion og sund mad? Vær taknemmelig over, at din krop fungerer.

Se dig selv i forhold til din kone. Hvad kan du lide ved hende? Hvad foretager I jer, som du godt kan lide? Tænk på jeres første møde og det, du godt kunne lide ved hende. Fortæl hende det og tal med hende om, hvordan I sammen kan skabe et positivt forhold. Hvordan er jeres sexliv?

Hvilke forventninger har I til hinanden?

Ad 2)

Opsøg en psykolog/terapeut, som kan hjælpe dig til at blive mere bevidst om, hvorfra din negative holdning til livet kommer. Få hjælp til at forstå din baggrund og til at slippe gamle og destruktive holdninger. Få hjælp til at elske dig selv, sådan som du er. Få støtte til at ændre dit syn på dig selv.

Held og lykke med det.

Bedste hilsener fra

Birgitte Winkel

Samlivsekspert

Sidst opdateret: 20.09.2018

Annonce