Kan forkølelsessår sprede sig til øjet?

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 21, der gerne vil vide hvad der sker hvis man har forkølelsessår, og er kommet til at røre sine læber (- ikke såret direkte) og derefter har kløet sig i øjet, er øjet så inficeret med herpes - og, hvis ja, hvordan vil øjet vise det?

Svar:

Kære spørger

Nej, øjet er ikke inficeret med herpes, fordi du rører ved dine læber et andet sted end dér, hvor du har forkølelsessår, og derefter kløer dig i øjet. Herpesvirus kan dog godt inficere øjet, og man skal undgå at pille i sit forkølelsessår og derefter i øjet. En herpesinfektion i øjet kan give anledning til tilbagevendende tilfælde af betændelse i øjet og kan være meget smertefuld. Der kan dannes små sår på hornhinden og andre dele af øjet kan også rammes, hvilket i værste fald kan give synsnedsættelse.

Med venlig hilsen

Annesofie Faurschou

læge og ph.d. i hudsygdomme

Sidst opdateret: 16.02.2012