Jeg vil gerne undgå en kegleoperation. Går celleforandringerne i livmoderen ikke bare i sig selv?

Spørgsmål:

Jeg er indstillet til en kegleoperation ultimo september (Jeg har selv udskudt operationen tre uger for at undersøge emnet nærmere). Jeg vil gerne undgå en kegleoperation, da jeg har hørt flere eksempler på, at cellerne efter en periode går i sig selv igen uden operation. Kan det tilrådes? Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvordan celleforandringerne opstår (jeg har ikke haft nogen kønsvirus-sygdom), så jeg måske kan ændre spisevaner i fremtiden, hvis det kan hæmme celleforandringerne.

Svar:

Du har ved undersøgelse fået konstateret celleforandringer. Du skriver ingenting om celleforandringernes omfang og grad.

Ved ganske lette celleforandringer er der ikke noget i vejen for at du aftaler med lægen at se an, da disse celleforandringer - i hvert fald i mange tilfælde - forsvinder af sig selv igen.

Er der tale om celleforandringer i den sværere ende, er chancen for, at de forsvinder af sig selv, betydeligt mindre. Modsvarende er chancen for at forandringerne forværres betydeligt større.

Der er altså tale om et individuelt skøn, når beslutning om kegleoperation skal træffes.

Det står enhver frit for at vælge fra med hensyn til en kegleoperation. Men det er klogt at følge de råd, lægen giver med hensyn til kontrol og behandling.

Hvad det er, der gør, at forandringerne en sjælden gang forsvinder af sig selv, ved jeg ikke, men det er aldrig vist, at ændrede spisevaner eller andre ændringer i den daglige tilværelse har ført til, at celleforandringerne forsvinder. Det skal du altså ikke regne med. Du vil blot udskyde pinen og spekulationerne til et senere tidspunkt. Jeg synes, det er meget bedre at få det overstået - så kan du regne med, at celleforandringerne er væk.

Kegleoperation er i dag, med den teknik der anvendes, et lille indgreb som foretages ambulant og i lokalbedøvelse.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Speciallæge i gynækologi

Sidst opdateret: 10.02.2011